Jeg har lagt to nye albums ud, og vil lige kommentere lidt på dem.

Hver måned arrangerer vi en hel dag afrikansk dans for eleverne. Faktisk er det et krav fra den zanzibariske regering at alle studerende skal have mulighed for at lære om de traditionelle danse, så det er regeringen, der betaler for det. Hmmm, egentlig kunne man måske nok finde bedre ting at bruge pengene på, såsom at reparere vandledningen ud til Paje. Landsbyen har nu været uden vand i det meste af 2 uger. De siger at regeringen venter på et lån fra Verdensbanken. Lige pludselig bliver udviklingsproblematikkerne meget tydelige og konkrete. Hvis nu de ikke får lånet, får vi ikke vand herude.

Men tilbage til afrikansk dans: Truppen lærte os at danse den traditionelle Ngoma, som er fra Pemba (Z'bar's anden hovedø). Bevægelserne er jordbundne uden for meget fnidder. Musikken består af trommerytmer, som også indikerer dansens udvikling, samt af sang og et lokalt instrument, der ligner en blanding mellem en klarinet og en trompet (og spiller MEGET højt og skingert). Der er en del hofte/numse action involveret, og i de danse, som truppen bagefter viste for os, var bevægelserne indimellem meget ucensorerede må man sige.

Vi hvide så ret tossede ud da vi skulle danse. Man kunne tydeligt se at det er nogle helt andre bevægelsesmønstre, som vi er vant til. Den enkelthed, som dansen kræver, var svær at mestre, for en kultur, som er vant til at fylde meget på. Men der blev svedt meget i forsøget!

Det andet album er fra Swahili Nytår i Makunduchi, en landsby længere sydpå, hvor vores swahililærer, Muddi, er fra. Hvert år afholder de de samme aktiviteter og follk strømmer til fra hele Z'bar, så der var fyldt med festglade mennesker og farverige kangaer (damernes klæde). Selve traditionen er, at mændene slås med bananstilke, mens at kvinderne danser rundt om og siger frække ting og sviner mændene til. Ideen er, at man én gang om året hiver alt det skidte frem, beklagelser og harme, og så slås mændene mens kvinderne nøjes med at råbe tingene ud. Før i tiden sloges de mere for alvor og folk døde ind imellem af det, men sådan er det ikke nu. Nu slås de, men når fløjten lyder stopper de, løber videre og slås igen et nyt sted. Derfor går det ikke over gevind. Kvinderne har masser af sjov med at råbe frække ting til mændene om deres manglende evne i sengen etc.

Jeg var på vej over i skyggen, da jeg blev grebet under armen af en kvinde og hevet med i horden af kangaklædte kvinder, der løb rundt og sang og råbte. Hun havde godt fat og jeg måtte pænt løbe med og råbe lidt fornærmelser på dansk imens. Det fik et godt grin ud af kvinderne.

Bagefter sætter de ild til en lille palmehytte, hvor der sidder en mand indeni, og han skal så se at komme ud inden han brænder op.

Efter al den action var det tid til frokost og noget at drikke, så vi gik op i byen til festpladsen hvor der var masser af mad-, salgs-, og lege-boder. Blandt andet kunne man få lynstegt frisk blæksprutte ved siden af en bod, hvor man kunne kaste ringe om sodavand og på den måde vinde sin drikkelse. Det var rigtig festligt og der var god stemning. Folk var utrolig imødekommende og gæstfrie.

Om aftenen var der kæmpe disko med bongo flava (swahili rap/hip hop) og der var gang i dansegulvet fra først til sidst. Der blev kun serveret lunkne øl, og ind imellem røg strømmen til lydanlægget, men folk dansede rimelig upåvirket videre. Der blev sat pris på festen. Alle var ude, børn som gamle, og mødtes for at danse, spise, snakke, drikke en sodavand eller spille ved boderne. Det var virkelig hyggeligt.

Jeg er glad for at være her. Jeg nyder at tempoet er lavt og at folk er ligetil. Staff drengene er rigtig søde og tager sig af mig som i en slags lille familie. Jeg er begyndt at gå/løbe ture på stranden om morgenen sammen med Abel, hvor vi så fortæller historier imens. Både sande og opdigtede.

Mit hold for tiden består udelukkende af piger, 11 stk. I starten brændte de med en uudslukkelig ild. De ville vide alt og gøre alt og planlagde tusind ting. De er stadig dedikerede, men deres energiniveau er faldet betydeligt. Africa time er ved at tage over.

Jeg er ved at tage dykkercertifikat, så Sune og jeg kan dykke sammen når han kommer om halvanden uge. Jeg troede at det ville være vildt skræmmende og mærkeligt at kunne trække vejret under vand, men faktisk føles det meget naturligt og det er rigtig fedt at kunne svømme helt ned til revene i stedet for at se dem fra overfladen. I weekenden skal jeg have mine 2 sidste hav-dyk og så har jeg certifikatet.

Jeg håber at I har det godt og jeg glæder mig til at se jer når tiden kommer. Jeg tænker på jer.

Knus Mira