Kære alle,

Søndag på Zanzibar skolen er stille og rolig. Jeg har arbejdet lidt, men mest ligget i hængekøjen og læst. Så har vi spillet beach volley og selvfølgelig spist en masse frugt. Det er et rigtig dejligt liv. Men jeg savner jer selvfølgelig Der er stadig ikke vand og el, og de siger alt mellem 4 uger og 1 år inden det bliver fixet!!!

Vi har vores første hold nu og det er rigtig hyggeligt. De er så søde og sjove og engagerede. Det er en undervisers fryd. Og der er masser af socialt liv efter undervisningen, præcis ligesom enhver anden højskole. Man kan vælge det til og fra. Men jeg tror at det bliver lidt hårdt at der kommer et nyt hold 1 dag efter det andet tager afsted. Der bliver ikke meget tid til at omstille sig.

Jeg følger swahili undervisningen og er allerede udemærket. Det hjælper meget på kulturchokket at kunne tale lidt med vores staff og også med de lokale i landsbyen. Jeg kan sige ting som 'hvad hedder du, jeg hedder Mira', 'hvor er du fra', jeg kan tælle til hundrede og selvfølgelig alle de indledende høflighedsfraser etc. Jeg tror nok at jeg skal blive flydende på et år. Jeg begynder at kunne forstå lidt af hvad staff taler med hinanden om.

Staff er primært unge mænd i starten af 20'erne og de er rigtig søde. Det er lidt ligesom at få en flok sjove, skøre, drillende lillebrødre. Men de passer godt på os.

Børnene i landsbyen er helt vilde med os, måske fordi vi gider at lege med dem. Eller også fordi de vil have 'pen-school', sådan kan man se at der er en del turisme her. De er vant til at de hvide deler ud.

Det er nemt at komme til at være i en lille bobbel herinde på højskolen, så det er vigtigt at gå ture i landsbyen for at blive mødt af Afrika. Men det er lidt barskt på en måde også.

I morgen skal vi spille fodbold mod masai'erne og onsdag skal vi på udflugt til Stonetown og se det gamle slavemarked og huler hvor de blev holdt. Uhyggeligt, men spændende.

Abel, én af staff-drengene, driller mig og siger at jeg skal lære at tage det pole-pole, langsomt/afslappet, for ellers mener han at jeg vil græde hver dag resten af året over at der ikke er internet eller strøm eller vand eller ting sker til tiden Det tror jeg at han har helt ret i. Det er faktisk ikke så svært at vænne sig til. Tempoet her er bare et andet. Det er manana. Helt modsat i New York.

Ovre på den anden side af vejen ligger der et bungalow sted, der er ejet af en svensker, og dér kan man få pandekager hvis man lige pludselig får brug for lidt hjemmehygge. Så det er ikke så ringe endda.

Jeg begynder efterhånden at synes at det er rigtig fedt at være her.

Knus Mira