Profile
Blog
Photos
Videos
Del 2: Spøgelsesbilister, moderkage, Disneyland, og attentater på Campus
Så er min første uge med undervisning ved at være slut. Og hvilken uge! Bortset fra en sløv introduktionsdag om mandagen har ugen været ret intens hvad angår undervisning. På fire dage har vi allerede gennemgået 14 bogstaver ud af det arabiske alfabet. Selvom arabisk skrift ser komplet uigennemskueligt ud for det utrænede øje, er det faktisk ikke så svært at lære endda. Det sværeste er udtalen. Af de flere forskellige typer af 'h'er og 't'er kan enkelte være lige så svære at udtale, som hvis Amin Jensen skulle ned i et par busker størrelse large. Men jeg klarer det udmærket og er godt med. Men jeg bruger også ca. 10 timer om dagen på skolearbejde: 7 timers undervisning, 1½ times 'tutoring' (der er en slags frivillig lektiehjælp inkl. Stemme- og lyttetræning), samt 1½ times arbejde på lektier og obligatoriske afleveringer, som vi har én af hver dag. Universitets campus er et dejligt, roligt område og mine medstuderende er flinke.
Og nu til det, som I alle har glædet jer til: tingene fra overskriften. Først og fremmest libanesernes trafikale habitus. Den er vildere, end noget jeg har set noget andet sted i verden. De kører som palæstinensere på amfetamin. I en byzone med snævre, trafikerede veje kan de snildt køre 60-70 km/t. Desuden parkerer de langs kantstenen hele vejen rundt i alle kryds. Her er 10 meters-reglen en by i Rusland. Men vildest af alt er, at det at være spøgelsesbilist på scooter er fuldkommen socialt acceptabelt. Under en spadseretur forleden kom en scooter kørende imod færdselsretningen i en bane, hvor der allerede kom en bil kørende. Føreren af bilen hverken dyttede, gestikulere eller råbte efter spøgelsesbilisten, selvom libanesere har det med at dytte, råbe og gestikulere af alt andet i hele trafikken.
Den libanesiske vildskab i trafikken er dog det rene vand sammenlignet med de ting, der foregik under den 15 år lange borgerkrig. På en tur rundt på universitetets campus i mandags fik vi at vide, at to dekaner under borgerkrigen blev myrdet på Campus (!). Det peppede rundvisningen lidt op, at hver andet sted, hvor vi skulle høre noget, var det pga. et mord el.lign. Derudover er universitetets hovedbygning (The College Hall) blevet genopbygget i 1999, efter at hele bygningen blev sprunget i luften af en bilbombe i 1991. Det var kort sagt en usædvanligt interessant rundvisning. Heldigvis er tiderne forandret, og med soldater og vagter ved portene døgnet rundt anses AUB i dag for at være et af de mest sikre steder i hele Libanon.
Èn ting, der ikke har forandret sig på AUB, er antallet er herreløse katte på området. Ligesom flere andre steder i Mellemøsten har AUBs campus en del katte, som desværre fodres af vamle WWF'ere. Det betyder at kattene konstant hænger ud nær værelserne, hvilket medfører risiko for flere ting. Best case scenario: en kat skider på gangen ude foran din dør. Det skete for mig i forgårs. Desværre havde ingen set gerningsmanden, så jeg måtte i stedet bruge mit kogende vand til en kop kaffe. Heldigvis har vi en rengøringsmand til at komme forbi hver dag og muge ud efter både dyr og mennesker. Average case scenario: en kat sniger sig ind på dit værelse og laver puha på din seng. Det skete for en af kollegiets øvrige beboere, som i sin uvidenhed havde ladet en kat komme ind på sit værelse. Som tak for kost og logi lagde katten en lille present på hans seng. Endnu en gang var rengøringsmandens kompetencer i høj kurs. Worst case scenario: en kat sniger sig i nattens mulm og mørke ind på dit værelse og gemmer sig i dit skab, fordi du ikke har lukket døren helt. Efter at være stået op og have været i skole kommer du hjem og finder ud af, at katten har født i dit skab således, at bunden af skabet og noget af dit gulv er nænsomt smurt ind i katteblod og -moderkage. Det skete for noget tid siden for en anden beboer. Derfor har jeg samme holdning til katte, som Dansk Folkeparti har til somaliske asylansøgere: det er fint, de lever, og det er fint, at nogen giver dem mad og husly. Det skal bare ikke være her hos mig, for de er ikke velkomne. De føder bare unger i vildskab, forventer at blive fodret, gider ikke arbejde og skider i skovbunden.
Apropos lort, så er Disneyland en integreret del af vokabulariet hos flere vesterlændinge i Libanon. Da man ikke kan få tilladelse til at opholde sig i Libanon, hvis man har været i Israel, nævner man det ikke højt. Derfor har andre tidligere zionistiske kollaboratører som jeg selv udarbejdet det smarte kodeord 'Disneyland' for Israel. Således kan man gå rundt på gaden og snakke om Israel uden at få mistænkelige blikke. Flere af de andre deltagere på arabisk-kurset har også været i Disneyland. Indtil videre har jeg kun fortalt om mit ophold i Israel til en svensk krigskorrespondent og en canadisk filosof med smag for Kierkegaard.
Ikke engang min bofælle i mit 12m2 værelse tør jeg fortælle det. Ikke nok med, at han er libaneser. Han er også fra det sydlige Libanon, som især oplevede israelernes hårdhændede metoder under krigen. Selvom han er smadder flink og rar og hjælpsom med alting, tør jeg ikke nævne det, fordi han har sagt, at han delvist sympatiserer med Hizbollah (som man i øvrigt heller ikke nævner højt på gaden). Kort sagt mener han, at Hizbollah hjælper Libanon ved at holde israelerne på afstand og ved at forhindre, at radikale sunnimuslismske grupper som Al-Qaeda finder fodfæste i Libanon. I kan læse hans argumentation mere udførligt i mit kommende blogindlæg på min engelske blog hos Center for War Studies på SDU.
At hans bekymringer ikke er helt ubegrundede, fandt jeg ud af få dage efter min ankomst til Libanon. Dagen før min ankomst udbrød der kampe mellem militante tilhængere af den radikale sunnimuslismke prædikant Ahmad Al-Assir i den sydlibanesiske by Sidon. Efter to dages kampe, som også spredte sig til den nordlige by Tripoli, var 37 militante ekstremister og op mod 17 soldater døde alene i Sidon. Selv i Beirut var der i det sydvestlige Verdun-kvarter (dog efter-Libanesiske-standarder fredelige) støttedemonstrationer for Al-Assir.
Her fredag eftermiddag var der også annonceret demonstration, denne gang ved parlamentet i centrum af byen, hvorfor jeg spenderede et par timer der. Demonstrationen skyldes, at parlamentet har stemt for at forlænge dets egen embedsperiode med 1½ år, selvom der skulle have været valg i midten af juni. Skuffet måtte jeg dog erkende, at der kun var mødt ca. 150 mennesker op - ca. samme antal som politiet og militæret havde mobiliseret. Angående politi og militær i gadebilledet er Beirut yderst domineret af deres tilstedeværelse. Selv Jerusalem eller Taksimpladsen i Istanbul kommer til at ligne en dansk børnefødselsdag til sammenligning. Ikke blot bærer de skudsikre veste og automatvåben; de har også rullet hundrede vis af meter af pigtråd ud ved især parlamentet, hvor demonstrationen fandt sted. En af soldaterne var så sød at fortælle mig, at jeg ikke skulle røre ved pigtråden, fordi den var meget skarp - den var jo lavet i USA, de repressive midlers højborg.
I centrum af byen bliver man ikke kun mindet om de nuværende konflikter. Rundt om i centrum er der masser af minder om Libanons blodige fortid. Udover det lidt corny mausoleum til ære for Rafik Hariri, den libanesiske eks-premierminister der blev bombet i ihjel i 2005, huser centrum mange bygninger, som stadig bærer tydelige mærker fra brug af håndvåben og granater under kampene i downtown Beirut under borgerkrigen. Det bedste eksempel herpå er de sørgelige rester af det ca. 20 etager store hotel Holiday Inn, der med sine skud- og granathuller står som et kæmpe minde om borgerkrigens rædsler. Det er i samme dur, som Dolfinarium-diskoteketet i Tel Aviv, der heller ikke er blevet restaureret siden det lagde grund til to selvmordsbomber i 00'erne under den anden intifada.
Heldigvis er der også arkitektoniske perler rundt om i Beirut. Især i det østlige, kristne Beirut er der mange velbevarede huse fra den franske kolonitid. Det giver lidt følelsens af at være i en europæisk koloni. Bortset fra at flere indbyggere ser mistænkeligt østeuropæiske/kaukasiske ud. Men det er der en god grund til. Og nej: det er ikke human trafficking. Under det tyrkiske folkemord mod armenerne under første verdenskrig flygtede mange armenere til Mellemøsten. Mange slog sig ned i Beirut, som i dag har et umiskendeligt armensk inspireret kvarter i øst. Endnu et minde om den dybe påvirkning, krig og konflikt generelt har haft på Beirut og Libanon.
- comments