Skulle min rejse til Beirut være billigst mulig, ville jeg ikke kunne undgå en mellemlanding i Istanbul. Jeg kunne dog selv vælge mellem en mellemlanding af 5 timer eller 14 timers varighed. Da jeg aldrig før har været i Istanbul, valgte jeg selvsagt den 14 timer lange mellemlanding, da den ville give mig mulighed for at se seværdigheder som Hagia Sophia, Den Blå Moské, Grand Bazar og selvfølgelig Taksimpladsen og Gezi Park. Da mit fly var sat til at lette fra Kastrup kl. 01.50 og lande i Istanbul tre timer senere (kl. 06 lokal tid), var det selvfølgelig vigtigt at få mest mulig søvn om bord på flyet. Og hvad bedre middel end naturens helt eget sovemiddel: Jägermeister? Jeg fik raskt væk købt en 20cl flaske (svarende til 10 shots) i Kastrup, som jeg fik kylet i ganen i to slurke umiddelbart inden boarding. Det gav mig lige to timers søvn på flyet.

Ved ankomst til Istanbul kl. 06 med Jägermeister-ånde og søvn i øjenkrogene deponerede jeg min kuffert i lufthavnen og hoppede straks på bussen ind til Istanbuls centrum. Her blev jeg sat af på den østlige bred af Bosporusstrædet, og turen til den anden side, hvor seværdighederne ligger, kunne jeg så tage med en færge, mens jeg nød morgensolen over Istanbul. Da kutteren havde lagt til kaj og kastet anker til styrbord osv., strøg jeg afsted mod seværdighederne i den gamle del af Istanbul. Efter en rask march nåede jeg den Blå Moské. Den stod virkelig godt i morgensolen og er virkelig et smukt, beundringsværdigt stykke arkitektur. Efter en rundtur i gården ville jeg ind i selve moskeen. Desværre var en større del af den russiske befolkning netop ankommet på fælles udflugt på samme tidspunkt, og de nåede at stille sig i køen til at komme ind før mig. Da jeg skulle nå et fly 12 timer senere samme dag, indså jeg, at jeg ikke havde tid til at vente på en flok russiske turister, der skulle gennem den komplicerede proces med at tilegne sig almindelige normer for sømmelighed og passende påklædning ved et besøg i Den Blå Moske. Derfor gik jeg i stedet over til Hagia Sophia, som ligger tæt på. Modsat den Blå Moske er Hagia Sophia noget mere stilforvirret, fordi den består af flere forskellige dele fra forskellige historiske epoker. Da entré hertil også var umuliggjort af de russiske horder, gik jeg - efter have nydt en vandpibe ved pladsen mellem Hagia Sophia og Den Blå Moske - over og så Grand Bazaar, Den Nye Moske, Spice Market og de romerske cisterner.

Dagens sidste højdepunkt var Taksimpladsen, som jeg tog sporvognen til. Med både sporvogne, busser og færger er Istanbul ude i høje standarder for effektivitet mht. infrastruktur. Allerede i området omkring Taksimpladsen kunne man ikke undgå at bemærke den markante tilstedeværelse af kampklædt politi. Det gav mig en lille forhåbning om at opleve noget tumult og spektakel… men jeg blev skuffet. Ikke en eneste demonstrant var at finde i Gezi Park, og kun en 6-8 personer med hatte, masker og andet gøglerudstyr på selve pladsen forsøgte noget, der perifert kunne minde om en protest. Hvis jeg havde været en af de 6-8 personer, havde jeg nok heller ikke taget kampen op med de i alt 100 betjente til stede i området. Dog blev man ved pladsen efterladt med et indtryk af, at betjentenes tilstedeværelse ikke var absolut nødvendig. Man fik ikke indtryk af, at hvis ikke det var for politiets tilstedeværelse, ville demonstrationerne vende tilbage til tidligere niveau. Efter at have tilkendegivet min opbakning til demonstranterne og min modstand mod Erdogans illiberale, semi-autoritære styre ved at spise en Rittersport, drikke Coca Cola og tage billeder af levnene fra kampene på pladsen, tog jeg bussen tilbage til lufthavnen.

Efter check-in og pas- og sikkerhedskontrol måtte jeg til min fortvivlelse erkende, at mit fly til Beirut var 2½ time forsinket. Derfor skulle jeg alligevel vente ca. 6-7 timer i lufthavnen. Dertil skal siges, at Sabihan Öceken-lufthavnen er mindre inspirerende og opløftende end et russisk sindssygehospital. Lufthavnen er fattig på: farver, billeder (selv reklamer?), butikker (bortset fra Burger King og Tax Free), borde og stole. Samtidig er der meget lavt til loftet. Dertil kommer, at ingen ansatte i lufthavnen taler særligt godt engelsk - heller ikke dem i Tourist "Information". Efter 7 timer i et klaustrofobisk, grå-sort, semi-analfabetisk Burger King-mareridt var jeg efter i alt 16 timer i Istanbul heldigvis på vej til Beirut ved midnat.