Profile
Blog
Photos
Videos
7/12-2012-15/12-2012
Onsdag morgen vågnede vi tidligt, vi skulle jo lige udnytte tiden med strøm og internetforbindelse. (vi blev så klogere, internettet virker ganske fint, og strøm har vi alle dage undtaget søndag). Vi havde aftalt med Karim, at han skulle hente hos kl. 09.00 på hotellet, så da klokken var 9.30 ringede han og sagde at han ville være fremme om 10 minutter ( så typisk Afrika) Vi går så ned og bliver overrasket da der kommer to yngre gutter i en pimpet bil med højt musik og glimmer i bagruden.
Vi har haft lidt problemer med, at få vores visum forlænget, så det skulle vi lige have ordnet inden vi kunne tage videre. Så nu ligger vores pas på et kontor i Tamale, det er vi ikke helt så trygge ved.
Når men Karims ven sætter os af ved stationen og foran os venter en lang og støvet tur i trotro til Busunu. Da vi efter ca. 4 timer ankommer til Busunu, kommer vi frem til verdens mest hyggelige by. Vi elsker virkelig at være her!.
Byen er meget større end vi havde regnet med her bor ca. 6000-7000 mennesker, men byen er ikke større end Store Fuglede :)
Den familie vi bor hos består af Karims far og hans TO koner og en masse søskende + deres børn samt en masse andre børn som vi endnu ikke har lokaliseret.
Den første aften fik vi FUFU til aftensmad det minder lidt om en kartoffelmos, med alt for meget stivelse samt noget sovs vi ikke ved hvad indeholder.
Anden dagen stod så på Yam, der mest af alt minder om en meget melet kartoffel. Jeg har det meget svært med maden, men prøver virkelig. Men da vi så fik noget der minder om Velling til morgenmad, så måtte vi få det sneget ned i en flaske og ud i skoven med den. De har dog efterhånden fundet ud af, at vi ikke kan lide deres mad så nu har vi fået ris med tomatsovs den sidste uge både til middag- og aftensmad. Det er nu heller ikke så lækkert, men i det mindste bedre end det andet:)
Vi har lidt en sprogbarriere, da det kun er nogle af de yngre som kan snakke engelsk f.eks. så kan
Karims mor ikke snakke engelsk, men hun er noget af det sødseste man kan finde på denne jord. Hun smiler, danser og griner hele tiden. De mindre børn kan heller ikke et ord engelsk, så dem leger vi bare med.
En af de første dage ville Randi og Jeg snige os ud på tur for at tjekke toiletforholdene i skoven, dette var dog ikke en mulighed, for da vi nåede frem til skoven havde vi 20 børn omkring os. Så nu går vi troligt op til byens eneste toilet et par gange om dagen.
Vores første sygeplejeprojekt er Karims fars lille tå. Han har trådt på noget i marken og har fået et ret dybt sår som ikke ser særlig godt ud. Vi ved ikke rigtig om vi selv tror på at den ikke snart falder af, men vi gør i hvert fald vores.
Vi bor hos en muslimsk familie, men jeg vil ikke kalde dem ekstrem religiøse som dem vi boede hos i Tema. Karim drikker da en øl i ny og næ.
Den første dag, der var vi henne hos byens høvding. Han er bare en gammel, respekteret og glad mand. Der rigtig gerne ville giftes med mig. Han tilbød, at han ville betale min flybillet hjem hver måned, hvis jeg ville besøge min familie;)
De bukker for alle hernede eller rettere sagt så knæler man for alle der er ældre end sig selv. Alligevel knæler alle for os, vi kan ikke rigtig finde ud af om det er fordi vi er hvide, eller om det er fordi vi er gæster. Vi har det i hvert fald svært med alt deres såkaldte respekt og knælen hele tiden, så vi smiler bare stort og giver hånd de fleste gange. Alle der er yngre end en selv skal gøre hvad man beder dem om. F.eks. så gad Karim ikke selv gå op og købe en sodavand så han kaldte på sin lillebror (måske en fætter) og sagde at han skulle gøre det. Da han så kom tilbage, fik han ikke engang et tak fra Karim. Så nu er vi ved, at lære ham at sige tak.
Vi har også hjulpet med, at bære vand på hovedet, det var godt nok svært. Vi havde vist mere vand ud over os selv end i baljen da vi var fremme. Men jeg er sikker på vi nok skal lære det.
En dag da vi sidder udenfor, sidder vores tre yndlingsbørn og leger ( ja, man får yndlings og vi har 6-7 stykker). Vi bliver så enige om, at de skal da lige have en ballon. Randi henter tre balloner - 4 sekunder efter er der 20 børn i gården som vil have balloner. De hiver og slås for, at komme hen til Randi og flår ballonerne ud af hendes hænder. Vi bliver så enige om, at vi går indenfor og puster ballonerne op - for det kan de alligevel ikke finde ud af og vi har ikke tænkt os, at puste dem op efter de har savlet i dem. Imens vi sidder inde på vores værelse og puster ballonerne op, kigger vi ud i gården og der kommer bare flere og flere børn. Vi aftaler så, at Randi skal gå ud og tage billeder imens jeg står i døren og deler ballonerne ud. Heldigvis så kommer to af teenagerne i gården ind til mig, for at hjælpe mig. Ude foran døren stod der omkring 100 børn som alle ville have en ballon. Det var vildere end når hegnet bliver væltet på Roskilde;)
Men vi fik i hvert fald delt de balloner ud til både børn og voksne. Da roen var faldet over dem, var det så stor en fornøjelse, at se. Aldrig har nogle balloner været mere elsket. Selv 4-5 dage efter hele episoden, var der stadig nogle børn som rendte rundt med deres balloner. Det var virkelig en fantastisk dag. (se billederne)
Vi har også lært børnene, at danse Boogie Boogie, det var også et stensikkert hit vi startede med 6 børn og sluttede af, med en kæmpe rundkreds på 40-50 børn. Siden den dag har de spurgt om hvornår vi skulle gøre det igen, så nu er det snart Boogie Boogie dag igen. (måske i morgen, det er faktisk hårdt, at gøre i 40 graders varme i flere timer)
Så har der været sket det forfærdelige, at Randi har haft Malaria - hun er heldigvis på benene igen efter 3 dage i sengen. Det har bestemt ikke været sjovt, men nu er vi klar igen.
I morges var vi så i vores eget wellness bad ude bag stråhegnet. Det har også hjulpet lidt på det hele. Vi har nu haft følelsen af, at være ren i ca. 3 timer:)
Det er lidt en rodet og blandet blog, men det er fordi jeg ikke har fået skrevet det hele ned løbende - det må jeg blive bedre til. Men det er vel bedre end ingenting!!
Jeg har haft lidt hjemve de sidste par dage, men det er faktisk ovre nu. Så nu kan Julen bare komme an;) Jeg tror nu ikke det bliver noget problem, vi er slet ikke i julestemning og tanken om sne og kulde tiltaler os slet ikke. Så vi glæder os til, at ligge på en strand med en drik i hånden den 24 december.
Tiden på Busunu Health Clinic er fantastisk, her arbejder 8 sygeplejersker og de har taget så godt imod os. Vi ved ikke helt hvor dygtige de nu er, men de får det hele til, at fungere. Hygiejnen er i bund og farmakologien er heller ikke helt i top. Men de tager deres arbejde seriøst, de helbreder malaria i stor stil ( de ved godt nok ikke hvordan medicinen fungere, men den fungere). De vil meget gerne høre vores holdning og have, at vi stiller flere spørgsmål, men hver gang vi gør det så svare de på vores spørgsmål med " Det er Ghana", "sådan plejer vi, at gøre" eller "Sådan er Afrika."
Så det får vi ikke så meget ud af. Men vi bliver ved og prøver, at ændre lidt hos dem om ikke andet så bare deres holdning til, at vi alle altid kan blive bedre og lære noget nyt.
En af de sværeste ting ved, at være hernede det er, at de slår deres børn (og andres børn). Det er svært, at kigge på og det er svært, at man ingenting kan gøre. Vi er begyndt, at være ligeglade med, hvad forældrene tænker når vi trøster børnene. Så det gør vi, når de er kede af det. Den anden dag var 4 af børnene ved, at brække sig af grin, fordi jeg gav dem et godnatkys og kram. TÆNK, at de aldrig havde prøvet det før. Det er da skræmmende.
Efter, at have set det en del her den sidste uges tid, så vil jeg lidt skide på alt deres respekt-snak. For det er bare en sludder for en sladder. Jeg glæder mig til, at få snakket med Karim om deres måde, at opdrage børn på - for den er bare ikke i orden. Men vi kan ikke rigtig gøre andet end, at give dem alt vores kærlighed og så kidnappe nogle af dem med hjem! Så det er planen de næste par uger.
Der er forresten kun 11 dage til Camilla kommer - det bliver så skønt.
Det tror jeg var det for denne gang måske der kommer en lille opdatering senere når jeg kommer i tanke om alle de ting jeg har glemt. Når jo, vi har haft invasion af kakerlakker på vores værelse. Det er bare så røv ulækkert, at det fatter man ikke. Det er nok det eneste jeg ikke kan arbejde med hernede. !
Randi har fået en ny ven hun hedder Grete og er en hund som endelig er blevet kælen:) Samt to små gedekid!!
Når men KYSKYS fra mig!!!!
- comments