Profile
Blog
Photos
Videos
Fredag d. 16.7.2010
Fredag var jeg med på en udflugt der hedder "Baltic" som jeg skulle studere. Her tog vi først til byen Baltic hvor vi så en botanisk have. Denne kan I se billeder fra inde i fotoalbummet. Her var der lidt vinsmagning, og vi tre guider, som studerede udflugten, fik en flaske vin med hjem hver. Så tog vi videre til et gammelt kloster, Aladzhaklostret, som var lavet ind i en kalkklippe. Vældig spændende.. Derefter kørte vi til storbyen Varna, hvor vi så Marie Himmelfartskatedralkirken. Her havde vi lidt tid for os selv, så vi gik lige en tur på gågaden og var inde og se et eller andet museum hvor verdens ældste ged var. Det var et forstenet stykke af en ged så vidt jeg kunne se. Men ved ikke lige om det var rigtig, for det var lidt underligt.
Lørdag d. 17.7.2010
Lørdag tog ved med svenske Lotta til byen Obzor, hvor vi har tre hoteller. Det tog ca 1-1½ time at køre dertil. Da vi så kom, havde vi service på de tre hoteller, så vi snakkede med gæster og hjalp dem hvis de havde nogle spørgsmål. Derefter fik vasket og støvsuget bilen for kun 12 leva (48 kr.) og så fik vi lidt at spise i den lille, hyggelige by. Ved en 14-tiden kørte vi mod en by, Bjala, som havde en pæn strand - denne kunne vi anbefale til gæsterne. Vi tog ikke en dukkert, men kørte hurtigt videre mod Varna, for at se en stenskov, som vi anbefaler til gæsterne hvis de vil opleve noget på egen hånd. Stedet var fyldt af sten, som bare stod op som træer. Dette kan I også se billeder af i fotoalbummet. Da vi kom dertil startede det med at regne. Heldigvis var vi gået op til en form for grotte da det begyndte at regne, så vi var i læ. Her sad vi i 40 minutter og ventede på at regnen skulle forsvinde. Når det regner i Bulgarien, så er det altså voldsomt - mærker man en dråbe, så er det bare med at komme af sted og ind i læ, for lige efter er man helt sikker på det vil stå ned i stænger. Efter vores tur i stenskoven vendte vi snuden hjemad. Dog med et "lille smut" forbi en lille by, Emora. Denne by skulle efter sigende være hyggelig og et besøg værd. Da vi kom af hovedvejen og ud på de lidt mindre veje, var vejene som man kunne forvente - hullede. Men det gik da. Så kørte vi ind af vejen mod den lille by. Dette blev hurtigt til en grusvej, men det var ikke noget vi ikke havde prøvet før, så det skulle nok gå. Det endte med at vi kørte i 20 minutter på denne utrolig hullede grusvej inden vi kom til byen, som desværre ikke var noget særligt. Udsigten her fra kan også ses på nogle billeder i fotoalbummet. Menneskerne i byen snakkede slet ikke engelsk, så de forstod ikke at vi gerne ville finde en hurtigere og nemmere vej væk derfra. Vi fandt så ud af at det var den eneste vej der til. Juhu 20 minutter mere på denne vej. Da vi kom tilbage til kontoret skrev vi et par mails til nogle af gæsterne og skrev ind i arkivet hvad gæsterne havde sagt. Alt i alt blev det en 14 timers arbejdsdag.
Søndag d. 18.7.2010
Søndag havde jeg min første fridag. Her tog jeg på stranden med svenske Sarah, Peter, danske Rune og finske Mia og en finsk veninde Sara. Det var dejligt med lidt afslapning. Mit kamera gik dog i stykker her.
Mandag d. 19.7.2010
Mandag skulle jeg studere udflugten Burgas Shopping. Denne kørte Lotta, så det var anden dag jeg tilbragte med hende. Da vi kom til Burgas viste Lotta de interesserede gæster et etnografisk museum (klæder og møbler fra starten det 1800- og 1900-tallet) og arkæologisk museum samt et katedral. Herefter havde vi omkring en time på egen hånd. Derefter tog vi gæsterne med til "Burgas Plaza", som er et nyopført storcenter lidt uden for Burgas. Her havde vi omkring 1½-2 timer, hvor vi og gæsterne kunne få shoppet. Det var lige til at holde til :) Da vi kom hjem skulle jeg pakke velkomstkuverter til gæsterne. Så jeg var et par timer på kontoret derefter.
Tirsdag 20.7.2010
Tirsdag skulle jeg studere hvordan man kørte lufthavn. Her fulgte jeg igen svenske Lotta. Vi kørte rundt og samlede gæsterne op, sendte dem med flyveren, og modtog de næste gæster, og kørte dem til deres hoteller. Her fik jeg taget en masse noter til hvordan man kører en transfer og sådan. Da jeg kom hjem skulle jeg studere hvordan man arbejde med Guide Online, som er det jeg skal være her nede. Her fik jeg lært at besvare mails og SMS'er samt at skrive logs om de forskellige gæster. Da vi gik hjemad stod det ned i stænger. Jeg blev helt gennemblødt og jeg soppede i mine sko - velkommen til Bulgarien! Om aftenen øvede jeg mig på min transfer og gjorde min uniform klar. Og ja, jeg strøg faktisk selv min skjorte. Min nederdel havde jeg lånt fra finske Beda, da jeg endnu ikke har fået hele min uniform.
Onsdag 21.7.2010
Onsdag stod jeg meget tidligt for at køre til lufthavnen. Dette var min første dag med uniform. Jeg samlede gæsterne op og det hele kørte fint. Det eneste problem var, at en af gæsterne ikke var kommet ud af sengen da jeg kom for at hente ham. Så ham ventede jeg på i 10-15 minutter, så vi blev lidt forsinkede, men det gik. Og nå ja, så var mine gæster alle norske, så jeg ved ikke om de kunne forstå hvad jeg sagde til dem. Hehe. Gæsterne blev sendt af sted med flyveren og der kom flere gæster som også skulle sendes af sted og det kørte bare. Da vi skulle tage i mod de nye gæster gik det også flydende. Dog havde vi en afrejsegæst, som havde glemt hans nøgler til hus og bil på hotellet, så de var blevet sendt med en taxa. Da klokken var 11.35 og han egentlig skulle være tjekket ind til flyet klokken 11.30 kom hans taxa med nøglerne, og han kunne løbe ind og nåede heldigvis flyet. Da jeg stod sammen med ham, fandt jeg ud af at han i forbindelse med hans arbejde på Vestas kender Niels-Erik. Veldig sjovt :) Da jeg kom hjem fra lufthavnen og havde fået alle gæsterne sat af på deres hoteller, havde jeg lige et par timer inden jeg skulle på kontoret, så der fik jeg mig en lille lur. Så var jeg Guide Online frem til klokken 20, men blev til 21, for der var stadig lidt at lave.
Torsdag d. 22.7.2010
Torsdag havde jeg fri, så der tog danske Maja og jeg i vandlandet her i Sunny Beach. Her har vi fri adgang til, så vi havde ikke dårlig samvittighed over vi ikke prøvede så mange ruchebaner. Her var vi i lang tid og vi flød bare rundt i nogle store baderinge. Lotta kom lidt senere og badede med os. Da vi kom hjem var jeg ret rød, så der fik jeg brugt af min aftersun, som jeg fik i studentergave af Rikke D - tak for det :) Til aften gik vi på "Chilli Peppers" for at spise kartoffelsuppe - mmmmh! Da da var ved at lave vores mad, gik strømmen - men så tændte de bare op i køkkenet med ild - vældig god løsning. Strømmen kom dog igen. Vi sluttede aftenen af med at se en film og så tidligt i seng.
Fredag d. 23.7.2010
I dag har jeg dagen halvt fri. Så vi har været ved en pool i nærheden. Strømmen gik i morges, så jeg håber ikke min mælk i køleskabet er blevet dårlig. Med hensyn til min mælk, så bruger jeg den til min morgenmad, som består af: havregryn, nestquick, chokolademüsli ogcheerios. Jeg er faktisk en af de eneste der spiser morgenmad inden jeg går på arbejde. Mange af de andre køber en yoghurt på vejen. Jeg har også købt rugbrød, spegepølse og ketchup så jeg har lidt at leve af når jeg bliver sulten og ikke vil gå ud og spise.
Her klokken 15 skal jeg på kontoret og arbejde til klokken 19, hvorefter vi skal have et personalemøde, så jeg kommer sent hjem. Og pga. strømafbrydelsen, kan jeg ikke få lagt dette op på nettet endnu.
Ændringer! vi er kørt 200 km for at få strøm så vi kan hjælpe gæsterne. Opdateringer følger efter strømafbrydelserne. Kom i seng klokken 02.00 i nat!
- comments