Profile
Blog
Photos
Videos
Kære Alle Sammen!
I dag får I et lidt mere positivt blogindlæg fra mig end sidste gang J Siden jeg skrev sidst har vi taget imod tre nye frivillige:
- Peter fra Australien. Handyman med masser af gå-på-mod og et venligt og humoristisk gemyt.
- Henlie fra Sydafrika. Kreativ og musikalsk lærerinde med sans for indretning. Hun har medbragt det meste interiør fra sit tidligere hjem og festlokaler og har indtil videre indkvarteret sig i et festtelt i gårdhaven.
- Janet fra USA. Ankom i går og er allerede godt i gang med at finde opgaver hun kan hjælpe med.
Jeg nyder meget at der er noget mere liv i hytten nu, så der sker lidt mere. Louise, Johan, Peter og jeg har været på ekskursion til en gård nær Belfast (ikke Belfast, Irland men Belfast, Sydafrika ;-) ) for at hente tømmer. Ved fælles hjælp har vi ryddet kraftigt ud i værkstedet og Peter har bygget nye hylder til tømmeret, så nu er han i gang med sit første byggeprojekt: Et hønsehus til 20 høns. Det er et fint skridt på vejen til at blive selvforsynende. Det var rigtig hyggeligt at være på overnatning på gården ved Belfast. Gården lå virkelig isoleret for enden af en laaang grusvej og for foden af en stor klippevæg, hvor der var huler med hulemalerier og stencirkler. Det var rigtig spændende og smukt at opleve. Vi brugte en dag på at udforske klipperne, vandfaldene, stenruinerne og hulerne inden vi vendte tilbage til vores lille community.
Hvad angår min egen rolle her i communitiet, så er jeg også kommet mere i gang med nogle opgaver, hvor jeg kan bringe mine evner i spil. Det er særlig evner inden for organisering der er brug for lige for tiden, så jeg hjælper med at systematisere, organisere, katalogisere og lave kort og kalendere m.m. Der kommer også jævnligt turister som gerne vil se museet, og så viser jeg dem rundt og fortæller lidt om artefakterne eller hjælper dem med at finde vej ud til stencirklerne.
Vi har haft besøg af den berømte sydafrikanske mosaikkunstner Ira Bekker og poeten Matsilo og de to har besluttet sig for at bruge fire dage om måneden på at afholde workshops og debatter her. Det kommer også til at blive et rigtig godt bidrag til livet her på stedet.
Det er rigtig dejligt at se tingene gå fremad for projektet. Jeg har kun to uger tilbage her, så jeg forsøger at give den en sidste skalle med alle de opgaver jeg føler mig kompetent til.
Og så lige en lille romantisk historie at slutte af på: Nogle af jer har sikkert allerede lugtet lunten, men jeg kan afsløre, at Adam og jeg blev rigtig glade for hinanden, da han var her sidst, så han kommer tilbage fra England på tirsdag for at være frivillig igen sammen med mig, i de sidste to uger jeg er her, og så skal vi rejse lidt rundt sammen, inden jeg rejser hjem igen. Han har lejet en motorcykel i fire dage og en campervan til bagefter, så vi skal rigtig ud og se os om J Jeg kan ikke vente!
Jeg håber I alle sammen har det rigtig godt derhjemme.
Glade hilsener fra Rie
- comments