Profile
Blog
Photos
Videos
Kære alle sammen derhjemme!
Min første uge i Sydafrika er fløjet af sted, og det er blevet tid til at fortælle lidt om mine oplevelser og indtryk. Jeg er faldet rigtig godt til her i det lille sammen-fund. Vi er i øjeblikket otte frivillige:
- Ton. Hollandsk mand først i trediverne. Forhenværende soldat og musicalstjerne.
- Eline. Tons kæreste, grafisk designer/filmskaber og først i tyverne. Ton og Eline arbejder for nyhedssiden www.earth-matters.nl, hvortil de skriver artikler og laver små film om stedet her. De to laver også små film om Ubuntu, som kan findes på https://www.facebook.com/stonecircleubuntuvillage?fref=ts, for dem der har en facebookprofil.
- Maja. Kommer fra den serbiske republik i Bosnien og betragter sig som en verdensborger frem for nogen national identitet. Maja kommer fra et økologisk landbrug, så hun har talent for og kærlighed til køkkenhaven, som hun står for at passe. Maja er et par år ældre end mig.
- Johan. Hollænder sidst i tyverne, som også arbejder for earth-matters. Som jeg skrev i mit sidste indlæg, har jeg mødt ham ved de bosniske pyramider sidste sommer, hvor han filmede en dokumentar om pyramiderne, som jeg er med i. Den kan ses her: http://www.youtube.com/watch?v=Nf6SdE2yKMc.
- Simon. Englænder med malaysisk oprindelse. Hans talenter spænder vidt fra kampsport over madlavning til diverse håndværk. Jeg gætter på at han er sidst i tyverne.
- Adam. Englænder først i trediverne. Han kom egentlig for at filme stencirklerne ovenfra med sin fjernstyrede helikopter, og anede ikke at der eksisterede et økosamfund her, men da han fandt ud af det, blev han hængende. Han har forsøgt at starte et lignende projekt i mellemamerika, så han er rigtig glad for at se, at det allerede eksisterer.
- David. Skotte sidst i halvtredserne. David er efter eget udsagn "åben over for alt og lukket over for intet", og så er han rigtig god til at elske alt og alle ubetinget.
- Rie. Dansk pige, der nærmer sig de 25 med hastige skridt. Minisamfundets healer og forhåbentlig snart turistkoordinator og uddannelsesudvikler.
Udover os frivillige, der sover her hver nat, kommer Michael Tellingers kæreste Louise og hendes to små børn Sammy og Zoe her hver dag. Børnene bliver hjemmeundervist, og jeg får muligvis lov til at være med til at idéudvikle på, hvordan det skal foregå. Det håber jeg meget, jeg kan lige mig selv som den nye Kresten Kold ;-) Også Louises søster Michelle kommer her dagligt. Der er også to lokale ansatte, Promise og Vincent, som hjælper med hhv. madlavning, rengøring og diverse praktiske opgaver. Der er endnu ikke så mange turister i vores backpacker hostel eller restaurant, men det skal nok komme, i takt med at vi bliver mere og mere klar til at modtage dem. I det hele taget befinder projektet sig i den absolutte startfase. De fysiske rammer er stort set klar, men vi arbejder på at blive selvforsynende med elektricitet, mad og vand. Jeg er med i det team, der arbejder på at lave en brønd i haven. Vi søger en kok i øjeblikket, og når vi finder én, vil det frisætte en masse kræfter fra os andre, så vi får mere tid til at arbejde på vores forskellige projekter og udnytte vores kvalifikationer. Lige nu går der nemlig ret meget tid med at lave mad.
Det har nærmest regnet ustandseligt siden jeg kom, men vi beder alle til, at det snart må have regnet af. Jeg har været på en meget våd vandretur i en dal med en hel masse stencirkler. Det var virkelig spændende og flot. Der var masser af "sten der ringer som klokker" tilbage i stencirklerne, og vi fandt også noget der lignede en morter. Tellingers teori om stencirklerne er, at de er et billede af jordens egenfrekvens på det specifikke sted de er, for der er ikke to cirkler, der er ens, og de findes i titusindvis. Muligvis har de på den måde kunnet generere energi, mener Tellinger.
Desværre er Tellinger her ikke selv lige for tiden, fordi han er på europaturne, men han kommer tilbage så jeg når at møde ham inden jeg rejser.
Jeg arbejder på at planlægge en tur til Kruger Park, God's Window og Blyde River Canyon i næste weekend, så forhåbentlig har jeg en masse spændende at berette om det, næste gang vi skrives ved J
Hav det rigtig godt alle sammen!
Kærlig hilsen Rie
- comments
Julie Hej kære søster! Dejligt at høre fra dig! Det lyder super spændende og som om der er en passende mængde udfordringer og gode oplevelser til jer. Jeg kunne ikke lige få de to links til facebookgruppen og youtubevideoen til at virke. Måske kan du finde noget inspiration til hjemmeundervisningen gennem vores uddannelsesgruppe på facebook. Ha en rigtig god uge og god tur ud i naturen næste weekend! Jeg skal hilse fra familien Dalsgaard som jeg fejrede Annas fødselsdag med i går. Knus Julie
Anton Dahl Hey Rie, det lyder virkeligt spændende! Jeg er meget interesseret energiforsyningen. Hvordan prøver I at blive selvforsynende med elektricitet? Vind, sol, vand? Håber du for en forsat god tur :)
Ellen Henry Hej Rie Tusind tak for alt, hvad du sender til os to gamle. Du oplever en masse, hvor er det skønt, Her hos os går alt ved det gamle. Vi glæder os til at se dig, når engang du vender hjem igen Mange kærlige hilsner Bedstefar og Bedstemor
Rie Tak for jeres kommentarer! Hvis I ikke kan få ovenstående links til at virke, så prøv at søge på "Stone Circle Ubuntu Village" på facebook og på "The Bosnian Valley of the Pyramids: The pyramid speaks" på youtube.