Profile
Blog
Photos
Videos
Det har vaeret et par flotte, men meget, meget, MEGET kolde uger siden Machu Picchu. Vi har helt glemt hvordan man sveder.
Efter Cusco gik turen til Puno, hvor vi havde en en 2 dages tur med en overnatning paa en af oeerne paa Titicaca soeen inkluderet i vores bus pass. Vi var taet paa ikke at tage af sted, for vi var mildest talt lidt traette af at blive trukket rundt af en guide med en mikrofon og tyk spansk accent. Vi endte dog med at blive rigtig glade for, at vi gjorde det, for det var heldigvis kun en lille del af tiden, guiden brugte paa fortaelle om strikkekunst, roede huer og om det meeeget spaendende inkakors (som vi havde hoert om 3 gange foer). Vi fik faktisk ogsaa besoegt nogle ret seje sivoeer, der floed paa vandet. Praktisk hvis man skal flygte fra vrede spaniere eller inkaer.
Vi blev transporteret rundt fra oe til oe, i en touristbaad der sejlede ca. 1 kilometer i doegnet. Vi blev ogsaa enige om, at med vores held, ville vi hoejest sandsynligt gaa i staa indenfor den foerste time (henviser til hvalhajs-turen paa Honduras der endte med motorstop og evakuering). Vi gik i staa indenfor den foerste time. Rent held.
Det meste af tiden tilbragte vi sammen med vores vaerts familie, der bestod af far, mor og 3 smaa boern, 2 piger og en dreng. De var utroligt soede, og selvom de kun talte Quechua og spansk, gik kommunikation overraskende flydende. Frederikke brugte timevis paa at snakke med den aeldste datter, Lisbeth, der var meget interesseret i et lufthavnsmagasin om groenne loesninger, som Frederikke havde taget med. Imens pigerne snakkede tonsede den lille dreng frem og tilbage mellem os med 3 glaskugler og 0 taalmodighed. Vi koebte 3 slikkepinde til boernene som har laert at sige GRACIAS og give haand, hver gang de faar gaver af de blege rige tourister.
Maden blev serveret i "koekkenet" a.k.a jordhulen, hvor der var saa roeget, at man maatte gaette hvilken retning man skulle raekke saltet, naar nogen bad om det. Naesten.
Fra Puno gik turen direkte til Bolivia og verdens hoejest beliggende hovedstad La Paz, hvor vi (endelig) kunne tage et langt, varmt bad. Det var ogsaa lidt noedvendigt, for her begyndte vi at maerke Andes bjergenes kulde. Vi greb storbysmulighederne og smuttede i biografen for at se Prometheus, der desvaerre var lidt af en skuffelse.
Det var ikke vores eneste skuffelse i La Paz, da vi ogsaa saa Holland spille mod Portugal (de viste ikke Danmark - Tyskland af en eller anden grund, vi fik dog en lille opdatering vaer gang der var maal). Som i nok ved endte det hele omtrent saa daarligt som det kunne for Danmark, saa lorte Ronaldo og co. gik videre. Da vi skulle vaelge sportsbar undgik vi let og elegant den fuldstaendig orangeinddaekkede bar, hvor der hoejt blev skraalet paa hollandsk. Istedet sneg vi os ind paa den engelske pub ved siden af, hvor vi stoedte paa et par englaendere, som vi foerst moedte i New Zealand og siden er bumpet ind i i baade Peru og nu ogsaa Bolivia. Maerkeligt... Vores rute er aabenbart ikke saa unik som vi troede.
Paa vejen hjem til hotellet gik vi ind i en souvenir butik, og blev en lille smule forskraekkede, da vi saa en hel kurv med lamafostre. Heksekunst er aabenbart det der er 'in' i La Paz.
Vi hoppede paa en 12 timers bustur fra heksehulen til en lille by sydpaa ved navn Uyuni. Selve byen var meget, meget kedelig og lidt spoegelsesagtig, men omraadet i naerheden var lidt mere spaendende. Salar de Uyuni er nemlig en 12.000 kvadratkilometer stor saltsoe, omringet af isklaedte bjerge og sletter, blaa, roede, groenne og hvide laguner med flamingoer, oerkenen der inspirerede Salvador Dali og meget mere.
Vi tog paa en 3 dages tur for at se det hele og og det var alle pengene vaerd. Vi skulle nok bare lige have undersoegt hvor koldt der blev om natten, for vi blev lidt overraskede, da vi naaede de tocifrede minusgrader. Vi fik ikke sovet saa meget, men vi fik da lidt motion, for den eneste maade at holde taerene varme var ved konstant bevaegelse. Frederikke laerte ogsaa hvor svaert det er at spille kort med sokker paa haenderne.
Vi fik ogsaa gjort os nogle nye bekendtskaber, i form af et New Zealandsk par (det virkede lidt som om, at de havde set mindre af deres eget land end vi havde) og to amerikanske fyre paa vores alder. Den ene studerede historie, saa Frederikke greb straks chancen og begav sig ud i en lang diskussion om, hvor daarligt indianerne var blevet behandlet og at amerikanerne skulle skamme sig. Amerikaneren, Matt, var meget forstaaende over for Frederikkes synspunkter, hvilket nok var meget heldigt, da han sandsynligvis ellers var endt med en blodtud administreret af en forarget kvinde.
Foerste nat sov vi paa et hostel i midten af ingenting. Det er foerste gang vi har spist middag paa stole der er lavet af salt og sovet i senge der er lavet af salt. Til jeres information isolerer salt ikke saerligt godt mod kulden.
Et af de sidste stop paa turen var et termisk bad, der var omkring 35 grader varmt, hvilket var ca 40 grader varmere end luften. Vores taer kom i himlen efter en tur hvor vi havde haft svaert ved at bevaege dem i 3 dage. Det var SAA rart. Problemet var bare at komme op igen.
Efter ca. 24 timers koersel i lokal bus med smaa bolivianske skrigeballoner og et eksploderet busdaek (jamen, vi er da saa hedige altsaa!), havnede vi i morges i Santa Cruz. Idag gaar turen nemlig til parken Ambue Ari, hvor vi forhaabentlig begge faar os en puma eller en jaguar paa stoerrelse med os selv at passe paa. Det ville ikke vaere helt daarligt. Vi savner ogsaa vores salt-crew noget saa forfaerdeligt, saa det skal blive godt med nogle nye green peace venner.
- comments
Dorte Varme og kulde - bolivianske hatte ( jeg vidste det jo, Frederikke, at du måtte prøve sådan én!!)- og lamafostre. Igen har I præsteret at underholde med Jeres beretning og meget flotte fotos. Jeg vidste ikke, at man kunne bygge huse og møbler af salt - jeg bruger det bare til ægget ;) Jeg takker desuden for et meget fint postkort fra Peru med gamle inkamønstre lavet i sand - ret fantastisk. Hav nu gode oplevelser med alle vildkattene. KhD