Profile
Blog
Photos
Videos
Endnu en graense er krydset og denne gang skulle vi ikke engang betale for at komme ind i landet! Suckers. Til gengaeld kostede det som altid noget at komme ud af det forrige land. Administrationsgebyr for udstempling aka penge ned i lommen til skrankepaven. Men vi klager ikke. Mest fordi vi ikke rigtig ved hvem vi skal klage til. Alting staar paa spansk. Heldigvis er folk dog generelt bedre til engelsk her i Costa Rica, men det ser desvaerre ud til at betyde, at priserne ogsaa er fire gange saa hoeje som i Nicaragua. Mindst.
Monteverde skulle vaere en fantastisk 'Cloud forest' (hvilket er tourist for regnskov), men de lignede nu mest bare nogle bakker med lidt skov og lidt marker paa. Vi kom godt moerbankede derop efter tusind kilometers koeretur med 30 i timen af en meget hullet grusvej, i en bil uden affjedring. Efter vi havde faaet vores vaerelse, og vigtigst af alt vores himmelske, ergonomiske seng, var det lidt svaert at komme op og staa igen. Vi er dog glade for at det lykkedes, for vi havde booket en night walk i junglen og det havde vaeret synd at gaa glip af den, for selvom naturen godt kunne se lidt kedelig ud fra vejen, saa skuffede den ikke paa naert hold!
Da vi begyndte at gaa, var solen ved at gaa ned bag traeerne og det lignede ikke rigtig en jungle, for de eneste dyr vi kunne se var to koeer, der stod og graessede. Vi gik derfor bare og snakkede lidt med guiden, der saa ud til at gaa og glo ned i jorden. Lige pludselig sagde han dog 'look!' og loeftede hovedet med lysets hast som en ninja, saa vi blev helt forskraekkede og Frederikke gav et lille hvin fra sig. Foerst anede vi ikke hvad han pegede paa, men efter et par minutters forklaring om hvor praecis vi skulle se hen, saa vi en haarbold, der saa ud til at haenge paa traeet. Han sagde at det var et dovendyr, men vi var ikke overbeviste. Det maatte vaere en forvokset kastanje med mug paa. Eller maaske en grim kokosnoed. Guiden sagde, at han maaske kunne bevise det, for hvis var heldige kunne vi, naar vi kom forbi senere, se den kravle rundt. Og minsandten om ikke han havde ret. Da vi kom tilbage var den godt igang med at kloe sig i numsen med sine to lange fingre, imens dens unge (!!) klamrede sig til dens sideflaesk. Og for at goere det endnu sejere, saa vi faktisk 2 mere senere paa aftenen, der ogsaa kravlede rundt.
Det var dog langt fra det eneste vi saa den aften. Guiden viste gang paa gang hans ninja-opfattelsesevne og spottede alle de maerkelige insekter, naermest uden at kigge. Vi saa en kaempe vandrende pind paa over 20 cm og et insekt, der lignede, at det havde to lysende, gule oejne. Meget spooky. Vores sensei havde ogsaa sagt, at vi maaske ville se en fugleedderkop, men at vi skulle passe paa, fordi de blev aggressive af farven roed. Frederikke havde sin meget roede jakke paa og jeg havde min knaldroede troeje, saa da vi endelig moedte en, froes vi naermest til is. Halvt af begejstring, halvt fordi vi var bange for at goere den vred. Vi havde dog ikke lige taenkt over, at han ogsaa havde sagt, at de stort set var blinde, a.k.a. han lavede fis med os. Doh. Hjerneaktiviteten er blevet saenket lidt af snart 4 maaneders rejse.
Vi var blevet tilbudt ziplining i stort set alle lande vi har vaeret i, men her skulle det vaere! Nok mest fordi det var inkluderet i vores buspas. Jeg har det med at vaere lidt naerig nogen gange. Det var nok ogsaa derfor, at det kun var Frederikke der valgte at tage den sidste 1 km lange zipline i superman stilling (det kostede lige 5$ mere). Der var 14 lines, der varierede i laengde og to overaskelser. Den foerste var lidt let rapelling, men den anden var straks vaerre. Tarzan Swing, kaldte de den. Det var lidt som en kaempe gynge, med en smugle frit fald i starten. Frederikke elskede den, men jeg sprang let og elegant over, da jeg faar kvalme af normale gynger og ikke ville gentage 'the skydiving incident'. Zip liningen noed vi dog begge to i fulde drag.
San Jose var en mellemstor storby og meget mere er der egentlig ikke at sige om den. Vi brugte det meste af tiden i en mobilbutik og i biografen, hvor vi fik set Avengers (meeeega fed) og American Pie nr 117, mest fordi det var den eneste anden film med engelsk tale. Frederikke var blevet forelsket i en mobil, og det viste sig, at det var doemt til at blive en trist kaerlighedshistorie. Det tog to dage med to meget taalmodige (og til sidst meget irriterede) Movistar medarbejdere at finde ud af, at man ikke kunne faa den i Danmark, ikke kunne faa dansk ordbog til den og ikke kunne loese problemet paa nogen som helst anden maade. Trist, men maaske var det skaebnen, det vaelger jeg i hvert fald at tro.
Saa skulle der reddes skildpadder! Afsted til Parismina, klodens fugtige, varme og myggebefaengte navle. Byen er der ikke saa meget mere at skrive om, men det var jo heller ikke den vi tog derhen for. Det er nemlig Leatherback havskildpaddernes aeglaegningssaeson, saa vi skulle patruljere hver aften/nat fra 8-12 eller 12-4 paa stranden i totalt moerke, for ikke at skraemme skildpadderne. Naar vi saa en skildpadde, der var igang med at laegge aeg, skulle vi maale den, tagge den og flytte dens aeg naar den var faerdig. Det saa meget oemt ud naar den gravede hullet. Isaer fordi den, naar hullet var blevet dybt, kun kunne tage en spiseskefuld jord op af gangen med sine smidige bagfinner. Vi brugte det meste af aeglagningstiden liggende bag numsen paa skildpadden med aaben mund af benovelse, hvilket ikke var saa smart, for den kastede med ret meget sand. Paa de 5 naetter vi var der naede vi at se 5 skildpadder, hvoraf den stoerste havde et skjold paa 152 cm! 2 af dem lagde ikke aeg, men vendte bare lige engang paa stranden, maaske var de smaa muffins ikke helt faerdige i ovnen.
Om dagen passede vi paa de aeg, der var blevet flyttet om natten. Da vi var der, var der ca 10.000 aeg gravet ned paa stranden. Af alle dem udklaekkes maaske 60% og af de 6.000 skildpaddebabyer, bliver ca 1-6 fuldvoksne. Det er lidt trist, naar man ved, at der sejler skibe rundt med flere hundrede skildpadder i lasten. Det er nok ogsaa en af grundende til, at 95% af bestanden er forsvundet. Det skal Frederikke nok faa gjort noget ved naar hun er faerdig med studiet! Ellers maa i kalde mig Hans.
Fra Parismina gik turen til Puerto Viejo, der ligger laengere mod syd paa den caribiske kyst. Det var en tur med dejligt mange busskift, der skulle gaa op i en hoejere enhed, men mirakuloest nok gik det hele som smurt. Det var dog ikke en tur helt uden maerkelige oplevelser. Jeg vaagnede op med Frederikkes kamera peget lige i snotten, hvilket jeg havde meget svaert ved at tage stilling til og Frederikke fik sig en fuld, ung, costa ricansk beundrer, som hun syntes var meget, meget irriterende. Vi tilbragte ogsaa en af busturene paa handicapsaederne, for det var det eneste sted der var plads til vores tasker. Efter en hel dag paa farten syntes vi egentlig ogsaa at vi havde fortjent lidt handicap-luxus.
Puerto Viejo har vaeret en meget afslappet og billig fornoejelse. Vi bor paa et 'hostel', men det virker mere som et 5 stjernet hotel, isaer efter et ophold i Parismina. Vi har brugt det meste af tiden her paa at cykle lange ture paa vores lejede cykler, der til meget frustration ikke havde nogen gear. Her er nogle vildt flotte strande, fordi jungle og bountystrand moedes langs hele kysten, der er en del af en nationalpark. Paa en af cykelturene var jeg cyklet lidt i forvejen, saa jeg var stoppet for at vente paa Frederikke. Da hun ikke var kommet inden for synsvidde efter 5 minutter, begyndte jeg, stille bandende og svovlende, for min numse havde ikke helt vaennet sig til saeddet, at cykle tilbage for at finde hende. Jeg fandt hende staaende med aaben mund i vejkanten, og da jeg kom helt taet paa hviskede hun 'Der er et monster inde i skoven'. Jeg var lidt spaendt paa at hoere hvad det var hun mente, saa vi stod og ventede 10 minutter uden der skete noget. Lige pludselig kom der et hoejt broel fra traerne lige ved siden af vejen, og jeg maa give Frederikke ret i, at det virkelig loed som et monster. Det var dog 'bare' en broeleabe, men den kunne godt nok skraale hoejt.
Det var ikke den eneste lidt vilde oplevelse vi havde paa cyklerne. Frederikke var ogsaa ved at koere en vaskebjoern over, da den loeb over vejen. Da hun saa den bremsede hun haardt op og skreg 'IIIIIHHHHH!', saa jeg troede, at der var sket noget, men saa saa jeg det stribede lyn og Frederikkes faarede smil og forstod at det nok bare var henrykkelsen over at stifte bekaendskab med endnu et vildt dyr.
Nu har jeg brugt over 2 timer paa computeren og Frederikke har lagt neglelak paa taeerne af bar kedsomhed. Vi maa hellere se at smutte op paa vores vaerelse. Vi skal jo tidligt op imorgen. Det bliver spaendende at se om der flyver endnu en flagremus rundt under loftet. Det er altid hyggeligt med gaester.
Imorgen gaar turen til Peru og jeg maa indroemme at det jeg naesten glaeder mig mest til, er at komme vaek fra den her fugtige varme. It's killing me. Det er dog ikke det eneste der traekker ved Peru. Men det finder i nok ud af naar i laeser vores naeste blogindlaeg!
- comments
Lisbet tak for dejlig blog.og video. især Martins brøleabebrøl imponerer.Fy for en klam fugleedderkop,vi så dens kusine i malaysia i januar.den havde siddet i det samme hul i et træ de sidste 4 år så man skal nok ikke forvente at de springer ud og angriber. Altså, medmindre man er i rødt! ha ha.I får jer da nogle fede oplevelser. Kh M. Lisbet