Fiji - Paradis på jord!!

Efter en, lad os bare sige, meget komfortabel tur til Los Angeles, gik turen til de skønne fijiøer. Disse er beliggende nordøst for Australien midt i Stillehavet.
Turen derover foregik om natten, og vi faldt begge i søvn inden de nåede at vi vise os sikkerhedsinstruktionerne. Heldigvis er vi ved at være rimelig rutinerede hvad angår flyvning :)
Vi ankom i Nadi-lufthavnen kl fem om morgenen og blev mødt af fødevarekontrollen. Ingen må medbringe mad ind på øerne. Dog fik vi alligevel smuglet vores leverpostej på dåse samt medbragte rugbrød fra LA! Det sad vi så senere og nød på en næsten mennesketom stand. Sandet var helt hvidt, havet klart og blåt, luften varm og solen høj. Det er ikke hver dag en Mellemmad bliver nydt i så ikke-danske omgivelser. Dagen gik med solbadning, gåture op og ned langs stranden og afslapningen i hængekøjerne. På stranden var der rigtig mange flotte ting, så vi manglede blot en ting-finder-pose.

Dagen efter gik turen til Yasawa-øerne, der liger nordvest for hovedøen. Yasawa består af tyve vulkanøer i forskellige størrelser, hvor forskellige resorts hver dag byder velkommen til solhungrende turister. Vi startede vores lille ottedages-øhop med to overnatningen på øen Nanuya Balavu hvor Mantaray ligger og gemmer sig i en lille smøge mellem to øer. Vi blev modtaget af sang fra de ansatte. Musik er utrolig integreret i deres livsstil, hvilket vi kom til at opleve flere gange. Vi blev indlogeret på vores dorm hvor 28 andre også sov. Selve resort ligger i jungleagtige omgivelser med farvestrålende blomster, grøn bevoksning, kokospalmer og frugtplanter over det hele.
Allerede om eftermiddagen skrev vi os op til at tage et open water dykkerkursus med SSI. På to dage skulle vi gennemgå seks dyk, læse 200sider om dykning, besvare spørgsmål samt bestå en eksamen. Vi var spændt for, men det var det hele værd! Lotte kom dog lidt i knibe angående hendes astma. dykkerinstruktøren, Joe, spurgte hende:" Can you honestly tell me that you have not been taking your astma-medicin in the last five years?" hvortil hun svarede:" I can honestly tell you that I have not been taking my astma-medicin in the last five minutes!". Men han så gennem fingre med det pga hendes mange sportslige aktiviteter hjemme i Danmark.
Da klokken blev fire skulle vi have vore første dyk. Vi fik alt udstyret på, hoppede i båden og troede vi skulle sejle et lille stykke tid. Her blev vi sgu snydt. Efter blot to minutters sejlads parallelt langt stranden havde vi vores stop. Blot ti meter ude fra Mantarays strand ligger de smukkeste koraller nemlig. Derfor er dette resort en meget populær snorkeldistination.
Det vi så under vandet ville nok have taget luften fra os, hvis ikke vi havde haft iltmaske på. Tusindevis af forskellige fisk, der strålede om kap i de skønneste farver og i alverdens designs, multifarvede koraller samt solstråler, som dovent nåede havbunden. På vores første dyk skulle vi holde instruktøren i hånden mens han viste os livet til vands. Vi så her både blæksprutte og gigant muslinger. Disse muslinger er utrolig vigtige for klarheden og kvaliteten af vandet. Uden disse muslinger er korallerne ikke nær så frodige. Derfor bliver der også lavet store tiltage i forhold til muslingeplantager, vedligeholdelse af korallerne osv.
På vores efterfølgende dyk så vi også en havskildpadde, knaldblå søstjerner, sea cucumbers samt en lille haj. Dyrelivet er rigt, men desværre kom vi uden for sæson i forhold til de store mantra rays ( djævlerokker). Fra maj til oktober er det nemlig muligt at både dykke og snorkle med disse fredelige skabninger.
Da vi nåede dyk nummer tre, skulle vi vise vores dykkerevner i tilfælde af uheld. Her skulle vi tage vores maske af under vand - hvilket resulterede i et par yderst ubehagelige, semi klaustrofobiske øjeblikke - fjerne vores vægtbælte, fjerne vores oppusteligt vest og fjerne vores ilttilfører. Det, og nogle andre øvelser udgjorde altså vores sikkerhedsgennemgang. Vores 2. sidste dyk gik ned til de atten meter, som vi nu er certificerede til. Det var en stor oplevelse. Især fordi, det var på en ny lokalisation, " The Wall", der strækker sig mange meter ud og ned i dybet. 
Førend vi var godkendte dykkere, skulle vi bestå snorkle-testen. Jep jep, vi skal ud at vise, at vi kan bruge en snorkel, tænkte vi. Men Joe blev ved med at sige, at man ikke nødvendigvis behøvede at blive våd ved denne test... Endeligt frembragte han en snorkel. MEN, på den var der. Påtapet en gennemskåret plastikflaske og i hans anden hånd havde han en øl. Ergo, en snorkel-ølbong! Denne fik vi så besked på at tage på og lukke godt tæt om næsen, så vi ikke kunne trække vejret, mens han hældte denne velbrusende øl ned gennem tragten. Lotte klarede det selvfølgelig til ug med kryds og slange, mens jeg selv måtte kæmpe mere med det. Men til mit forsvar har jeg blot at sige: jeg er ikke fra ejstrupholm!!!

Efter to fantastiske dage på Mantaray gik turen videre til Korovou. Dette resort er familiedrevet, hvilket man tydeligt kunne mærke på stemningen blandt personalet. Den første dag gik med kortspil ( hvor Lotte for første gang vandt i 500. Ja ja, lad dog barnet), dagbogsskrivning og spisning sammen med alle øens besøgende. Dagen efter skinnende solen igen fra en næsten skyfri himmel. Efter en elendig morgenmad smed vi os ved poolen for at slappe helt af. Stranden ved Korovou er fyldt med koralstykker, sten osv. Det er lavvande ved morgentide, så det var også umuligt at svømme der, men heldigvis var vi rimelig ligeglade bag lukkede øjenlåg i vores solstole. Hen ad eftermiddagen kom et 30 mand stort amerikansk tv-hold til øen. De skulle optage et nyt tv-show, 72 Hours, der minder lidt om Amazing Race. Med sig bragte de jeg ved ikke hvor meget udstyr! Det lignede efterhånden et militærthovedsæde med alt det elektroniske udstyr, telte og øldåser rundt omkring. Da der ikke var plads til alle amerikanerne i de luksuriøse hytter, blev vi bedt om at bytte med dem. Vi fik de dejlige hytter, mens de fik vores dorms. Det var et byt, vi slet ikke brokkede os over! Der var både varmt vand, privat toilet og flere faner i loftet. Amerikanerne var dog mere utilfredse, så de tog deres små medbragte telte i stedet. 
Maden blev betydeligt bedre efter amerikanernes ankomst, så det var en hel fornøjelse at spise aftensmåltidet. Efterfølgende var der Bula-dans. En dans som personalet udførte for os med bastskørt og bare overkroppe. Det var et syn, vi nød helt godt af! Dernæst arrangerede de nogle lege for os, hvortil de spillede Cartoons, så Lotte og jeg var helt vilde i varmen over at høre dansk musik på Fiji! ( indrømmet var det nok mest mig, der gik til den. Fiji Bitter, den lokale øl, havde løftet stemningen) Resten af aftenen brugte vi i selskab med en amerikaner, der lignede Wayne Roonie og James, der arbejdede på resortet. James var allerede tidligere på dagen blevet accepteret som en fin fyr. Sammen med ham og nogle andre lokale spillede Lotte nemlig volleyball mens jeg prøvede at spise en kokosnød. 
Da vi var på vej i seng, så vi, at kokken lå og sov i hængekøjen uden for vores hytte. Denne mulighed ville vi ikke lade gå fra os, så vi gav ham vores morgenmadsønsker, scrambled eggs samt cerials, inden vi gik til køjs.
Klatøjet og med solbriller gik vi dagen efter op til morgenmad for at finde ud af, at kokken faktisk havde taget vores ønsker seriøse! Perfekt start på dagen!

Henad ved middagstid kom færgen igen for at tage os med videre til Coral View for de næste to overnatninger. Dagen var desværre overskyet, så det blev ikke til megen kulør, men dagbogsskrivning, krydsogtværsløsing, læsning og sudoku-løsning fik tiden til at gå. Aftensmaden bestod af en stor buffet med frisk salat til! Kokken havde desuden tilberedt kartoffelsuppe til os, så det var lidt hjemligt. Vi prøvede at melde os til et hajdyk. Altså et dyk hvor du kommer ned blandt en masse forskellige hajer, der svømmer ikke mere end et par meter fra en. De bliver tiltrukket af det blodige kød, som guiden smider ud i vandet. Desværre var der ikke plads på holdet, så det var vi trætte af. Men, så besluttede vi os for, at tilbringe mere tid i Thailand for at få nogle dyk der. 
Den efterfølgende dag startede igen ud overskyet, så vi lejede ingen snorkler for at se på korallerne. Uden det smukke solskin kommer farverne ikke ordentligt frem. Til frokos dansede fem af de mandlige ansatte nogle traditionelle danse for os. Her var de iført lændeklæde samt brast bundet på arme og ben. Dansene var selvfølgelig meget stammepræget, men det var virkelig nogle flotte fremførsler. Musik og rytme er virkelig integreret i deres liv på Fiji.
Heldigvis kom de dejlige stråler frem hen ad eftermiddagen, som vi så brugte på langs for at få bare lidt farve. Det lykkedes udemærket for Lotte må man sige, der føle sig lidt krebserød hen ad aftentide. 
Efter endnu en dejlig aftenssbuffet var der farvel-kava for en af øens besøgende, James. Kava er en drik, der bliver lavet ved at opløse en pulveriseret rod i vand. Det ligner jord og smager som jord. Man får det serveret i halve kokosnødder. Her kan man enten få højvande eller lavvande afhængig af mængden af kava selvfølgelig. Man drikker kavaen pga dens leteuforiserende virkning, hvor man efter indtagelsen kan føle sig lam forskellige steder. Fijianerne bruger det som et afslapningsmiddel. Det var en rigtig hyggelig ceremoni, hvor der bliver klappet to gange før og efter man har tømt sin kokosnød. 
Denne aften blev vi også tilbudt jobs på øen til næste sommer. Hvis ikke det var fordi, at det i bogstaveligste fortand var omme på den anden side af jorden, kunne det ellers være ret fristende.
Den efterfølgende dag tog vi på skolebesøg. Da familierne er spredt rundt på så mange forskellige øer, går børnene på kostskole fra søndag-fredag gennem hele deres skolegang. Vi snakkede med manageren på Coral View om dette, og han sagde, at det var godt for drengene, da de blev hurtigere voksne, men det var synd for pigerne.
Men vi kom derud og ser strakt at den mindste årgang var igang med at samle brænde. Lærerinde fortalte, at det var et fag på deres skema. Senere ville se gå ned i den lokale landsby og hjælpe de ældre. Denne klasse brugte ikke skoleuniform, så det var rigtig svært at skille drenge og piger fra hinanden. Drengene brugte nederdele og pigerne havde kort hår.
Den dag vi besøgte dem, var et hold tandlæger også kommet med en masse udstyr. Børnenes tænder skulle tjekkes, og så vidt jeg forstod, stod det ikke for godt til. 
Til sidste besøgte vi femte årgang, der sang en masse sange for os. Jeg har oven for nævnt, at musik og rytme var en stor del af deres liv, hvilket jeg skal love for, at vi fik bekræftet! Der var ingen i denne klasse, der ikke stemte i for fuld udblæsning, ikke vidste hvornår de skulle være 2. stemme eller lign. Det var en meget stor oplevelse, der fik de små hår til at rejse sig. Klassen valgte så også at synge " Kentucky fried chicken and a Pizzahut" - en sang om amerikanske fast food kæder. Dette var dog lidt halvironisk at opleve, da mange af disse børn aldrig har været på hovedøen, og derfor aldrig spist fast food. 

Om eftermiddagen gik turen tilbage til Mantaray, hvor vi havde vores sidste overnatning. Dette var klart vores ynglingssted pga de smukke omgivelser og dem lækre strand. 
Da det var på tide at sige farvel til de smukke fijiøer, var vi også klar til at komme videre fra de afslappende strande for at sige goddag til det pulserende Hong Kong.