Motorcykelrundtur

Vi ankom til Dalat og havde egentlig regnet med st gå hen til det første rejsebureau for at høre om mulighederne for at komme i Cat Tien Nationalpark. Denne plan røg dog hurtigt i vasken. En venligtseende mand med et flot engelsk tilbød os nemlig at køre os ned i byen på motorcykel og bagefter forklare os om diverse ture, han tilbød på sin motorcykel. Sammen med mr. Dragon arrangerede han, Tintin, rundture i det centrale højland. Vi blev hurtigt overtalt, da det var en lidt anderledes tur, og vi ville komme ud og se en mase forskelligt. Det kostede os dog en mindre formue - godt otte millioner!
D. 27. oktober var det jo min fødselsdag. Den startede med skønsang fra Lotte kl syv efterfulgt af d en medbragte gave hjemmefra. SLOGGIE!! Jep, vi skal være ordentligt påklædte her ude i det fjerne østen, som min kære mormor og mor har påpeget på det strengeste. Jeg vil gerne indrømme, at en lille tåre trillede ned ad kinden, da jeg åbnede m in mailboks for at finde flere smukke mails fra venner og familie, der alle sendte langdistance-fø dselsdagskam. 

Klokken otte begyndte det store rullende eventyr så! Vi fik spændt vores bagage bag på deres motorcykler, fik en hjelm mast ned over hovedet og gjorde klar til afgang. Det var et ømt syn!
Første stop var blot efter fem mnutter og ved et arkitektonisk legeplads. "The Crazy House" er beliggende i Dalat og fungerer i dag som både hotel og museum. Det er næsten umuligt at beskrive dette hus, så jeg synes, I skal prøve at søge på det. Men i hvert fald er det opbygget som et andet eventyrsland om ens en smule uhyggeligt. Trapperne ligner afskårne træstammer og snor sig på kryds og tværs gennem det træstammeformede hus. Man kan her se de forskellige suiter, der er udstyret med forskellige dyr. Fx havde vi ørnesuiten, hvor brændeovnen var udformet som en ørn med udslåede vinger. Der er ingen hjørner eller lige vægge. Sengene er deforme, så det har været en dygtig syerske, der har syet diverse lagner! 
Mens Lotte og jeg vandrede rundt i dette galehus, var mr. Dragon åbenbart kørt ned i byen og havde købt roser til os pgs vores fødselsdage! Det var simpelthen så sød en tanke, og de blev så spændt fast bag på cyklen i en colaflaske. Dette skulle senere blive den rene joke for Lotte og jeg. Roserne var ikke til andet end besvær, da de skulle af og på hele tiden. Vi glemte dem endda på et hotel, hvor vi så lige måtte ned og hente dem igen...
Efter tak, buk og en masse "I take picture. Smile!" kørte vi videre til en blomsterfarm hvor roser og gerbera stod strunk og blomstrede. De blev alle eksporteret til Holland.

Bagefter stoppede vi ved en kaffeplantage. Vietnam er det andet mest eksporterende vand i verden og laver samtidig noget rigtig dyr kaffe også. Hr har de nogle kattelignende væsner, der spiser kaffebønnerne. Deres mavesyre opløser så skallen, og de rene bønner kommer ud igen. Efter rensning og ristning har du så noget meget dyr kaffe! 
Dernæst skulle vi forbi en silkeproduktion. Her så vi hele processen fra de store hvide orme, deres pupper og senere når de blev kogt. Hver puppe giver omkring to km silke. De udkogte pupper med døde orme i bliver så solgt til det lokale marked, hvor folk steger dem. Det skulle være en deli ktesse?
En anden asiasisk specialitet er deres risvin. Dette fik vi lov til at smage helt nyproduceret, og fy for søren hvor det smager! Nu forstår vi hvorfor du advarede os imod det Carl Johan! I dette hus havde de også flere krukker med slanger og krybdyr lagret i risvin, som de eftersigende brugte som medicin. Her blev vi også introduceret til tre vigtige vietnamesiske begreber: happy water, happy room and happy buddha!
Happy water var risvinen, da det bragte folk sammen og skabte en god stemning. The happy buddha siger sig selv ; omkring firs procent er buddhister. Og the happy room er toiletter, da man ltid er så glad og lettet efter et besøg.

Madmæssigt blev denne dag også speciel. På et lille marked så vi en bukne hønsefødder blive stegt og en hund parteret og klargjort til stegning. 
Frokosten og middagen bestilte Tintin og mr. Dragon til os og bestod af en bunke forskellige småretter og en stor skål ris, hvorefter man tager som det passer en. Det hele smagte så godt og komplimenterede hinanden. 
I Hong Kong havde vi fået en kort præsentation af de asiasiske bordmanerer, men dem fik vi på det groveste repeteret af den kære mr. Dragon! Han slubrede højlydt suppen i sig, smaskede gevaldigt, spyttede glædeligt ud igen og kom af os til med en fuldvoksen bøvs. Velbekomme!

Dagen sluttede i Lak Lake, hvor vores sidste besøg var ved den tidliger konges jagthytte. Kongen flygtede i starten af den langvaringe krig til Frankrig, og han er ikke blevet erstattet siden. Her så vi den smukkeste solnedgang og kørte endda også forbi en elefant  på vejen. 
Godt smadret, fyldt med indtryk men glade og tilfredse gik vi til køjs.

Den næste dag startede ud med elefantridetur. Det var en meget spøjs oplevelse, da dyrets bevægelse slet ikke havde samme rytme som en hest eller noget andet, vi før havde prøvet. Vi fik begge en af de trekantede rishatte på, så vi var utrolig yndige! Elefanten var en unge på tyve år, der vr meget legesyg. Så midt ude på den store sø vi skulle krydse, begyndte den at lege med planterne og gå lidt ned i benene. Ergo vi sad og blev helt bange for, a vi ville få os en lille dukkert! Heldigvis kom vi tørskoet over på den anden side, hvor jeg så fik lov til at kravle ud af den kasse vi sad i, for at sidde ude på selve nakken af den. Det var igen en fed oplevelse!

Næst stoppede vi ved en mand, der havde slanger og skorpioner. Skorpionerne havde stadig deres brod, men han tog dem glædeligt op og ville endda lade os holde dem. Her takkede vi dog pænt nej tak! Så tog han en "lille" kvælerslange frem. Den var nok halvanden meter og tyve kg. Den holdte vi begge mens Tintin  sprang rundt omkring med kameraet. Det var en meget bizart oplevese, da den faktisk begyndte at sno sig omkring en. Det var så det troede vi, men nej nej. Frem hiver han moderen til den "lille" slange frem. Hun var tre meter lang, vejede fyrre kg og var virkelig bred om bugen! Hende fik jeg op omkring halsen og prøvede at holde hendes hoved inden for synsfelt, men det var ret svært at holde hende, da hun var enormt stærk! Lotte ville ikke holde den selv, så sammen fik vi hende bugseret i kameraets skudvinkel. Blitz!
Det var en fed følelse man havde bagefter, for det var så... Ekstremt?

Senere skulle vi give noget slik ud til nogle minoritetsbørn. Men før det skulle vi lige forbi et marked for at købe dette. Her så vi en hel bunke hønsefødder ligge og stege i en masse olie samt en hund, der var ved at blive parteret. Det var ikke lige et syn, vi just var vant til. 
På vej til disse minoritetsbørn kørte vi forbi en masse smukke karrytræer, rismarker og bøfler, der dovent gik og græssede med den traditionelle fugl oven på sig. Da motorcyklerne kunne høres, stormede børnene ud på vejen. E vidste nok hvad klokken havde slået. Det hele var så meget et setup, for vi skulle give dem det her slik, mens vi fik taget billeder. Det var for falsk til både Lotte og jeg. 
Tintin fortalte os, at minoritetsbørnene kunne gå gratis i skole, mens andre skulle betale for det. Dette var et tiltag regeringen havde lavet for at få flere børn i skole. Der er stadig mange børn, der bliver hjemme for at arbejde i markerne. 

Da vi fik frokost måtte vi for anden gang på turen gå på de lidt primitive vietnamesiske toiletter. Det er en nedgravet latrine, hvor du sidder på hug over. Der er ikke toiletpapir, men hvis du er heldig, er der en vandslange, du kan spule dig med. Ellers er det rystemetoden. Hvorvidt de bruger en hånd til spisning og en til at tørre sig med, som de gør i andre lande, har jeg ingen anelse om. Toiletterne kan ikke skylle ud, så du skal ud til et stort kar og hente en øse med vand, du så hælder oveni. 
Denne sidde-på-hug-tradition er meget udbredt her. Rundt på gadehjørner, ved busstationer og ved de små gadekøkkener sidder folk ofte på hug. Det er deres afslappede stilling. Mit ynglings eksempel var engang jeg så to fyre i jakkesæt - nok forretningsmænd af en slags - sidde på hug ved nogle scootere mens de delte en smøg. 

Eftermiddagen brugte vi i en nationalpark, der er kendt for sine smukke vandfald. Først var vi ude og bade i en af de naturlige pools. Af et af vandfaldene fik vi massage (og vand i øjnene)!
Derefter gik vi hen for at se på det største alle vandfaldene. Her var der en mængde vietnamesiske turister, der synes det var utrolig spændende at se blegnede danskere, så vi blev mål for mange af deres billeder. 
Her fortalte Tintin os, at det var utrolig svært at rejse ud af Vietnam - omend blot på ferie, hvorfor mange ikke gjorde det. Fx for at rejse til USA i et halvt år skulle man udfylde en bunke papire og gennemgå en masse bureaukrati. Derudover skulle de fremvise en bankkonti med minimum 20millioner Dong!(ca 650.000 DKK) 

Det begyndte at regne da vi kørte mod dagens endelige distination: Buôn Ma Thuôt City. Her blev vi indlogeret på et dejligt hotel og kl syv skulle vi ud at spise igen. Stedet var populært blandt de lokale, men af højere standard. Rundt ved bordene sad flere grupper af unge med hele kasser af øl stående bag sig. Og dette var en søndag aften. Øl bliver ikke nødvendigvis serveret kolde her, men med en stor isklump i. Når man e færdig med en ølflaske stiller man den bare på gulvet - sammen med det papir, madspyd osv. der også bare bliver smidt. Så når de trækker stolene ud, skramler og bamler det i takt med at flere flasker vælter. 
Rundt ved bordene stod flere hotpots, nogle raklette-lignende varmeapperater. Dog er dette med rigtig ild. Her koger de suppe eller griller deres grøntsager. Dette ser man også rundt ved de små gadekøkkener. 

Sidste dag på denne motorcykeltur startede ud kl otte med beef-nogle soup ( nuddelsuppe med oksekød). Dette er den traditionelle morgenmad og smager rigtig godt, men for os er det lidt atypisk med suppe til morgenmad. 
Første stop denne dag Var ved en gummitræsplantage. Det er et rigtig giftigt job at opsamle denne gummi, så arbejderne får dobbeltløn, men de holder så også kun 15 år. Under de hårdere tider ville børn rende ud til skoven kl fire om morgenen for at stjæle gummien før arbejderne kom.

Vores næste stop var ved nogle lokale, der havde alverdens grøntsager i deres baghave: peberplanter, ingefær, bananer, stjernefrugt, peanutplanter og en masse vietnamesiske planter, de bruger i madlavningen. 
Her fik vi sukkerrørsjuice. Det har en meget speciel smag ligesom kokonens. Begge drikke hverken Lotte eller jeg er fan af. Men manden i huset fortalte at han havde ti børn. Dette var normalt for hans generation - slut halvtredserne. Så vi fik lige hele familiehistorien mens vi med et påklistret smil drak vores sukkerrørsjuice. 

Rispapir er utrolig populært her i Vietnam. Både fremstillet sprødt som snack, eller til forårsruller. Vore næste stop var ved en af disse producenter - altså en kvinde, eer sad og lavede dem i hendes eget hus. Hver dag laver hun 600-700 stykker. Jeg fik lov til at lave en og bagefter spise den. Det har en sjov gummiagtig konsistens og smager ikke rigtig af noget. 

Som et af de mere seriøse indslag på vores tur, stoppede vi bagefter ved et dødt område. Her sprøjtede amerikanerne store mængder agent orange ud, hvilket stadig er i jorden. Når planterne rødder når langt nok ned, dør de pga denne kontakt. Stedet lignede lidt et bjergpas, og Tintin fortalte os, at området dengang var stærkt patruljeret og mange, mange mord fandt sted. Populært blev et kaldt " Road of Panic". 

I Vietnam har de noget, der kaldes "minority taxi". De har taget noget der ligner en stor freser med lange håndtags og forskellige lad spændt bagpå. Den tøffer så afsted højlydt og osende med en mængde mennesker, dyr, mursten, senge og hvad man nu ellers lige kan finde på. 
Det med proportioner, sikkerhed og begrænsninger er ikke rigtig elementer, der spiller ind når vi snakker transport i Vietnam. Bag på en scooter spænder de let en madres fast! Fem personer kan også sagtens mases sammen - alle voksne har hjelm på, men det er de færreste børn. 
Antallet af levende høns, der kan transporteres, er også ret imponerende! De bliver levende spændt op ved fødderne til en plade, der så hænger over enden på scooteren. Jeg har sgu ondt af de høns. De kan jo kun se til siderne, og der ser se så enten et roterende hjul eller tætkørende scootere. Den rene dødsmaskine.

Vi kørte igen igennem det smukke vietnamesiske landskab og krydsede mange landområder. Pludselig dukkede havet frem med nogle farvestrålende både. Blå, rød og hvid var de alle malet, hvilket skabte et charmerende look til havneområdet. Vi var nu nået til Nah Trang. Her skulle vi vente i godt tre timer inden bussen gik mod Hoi An og nye eventyr!

Skrevet af: Rebekka 08.11.12