Hej blog, længe siden.

Siden sidst har jeg været i San José efter et ophold i midten af junglen, og en transport på en time, men det fortalte jeg dig sidst. Det jeg dog ikke har fortalt dig endnu, er at efter vores første dag i san José, sov vi godt, og længe, altså til kl. 7. Om morgenen spiste vi morgenmad, som vi ( for første gang i lang tid) ikke skulle lave selv, hvilket var en kæmpe luksus. Jeg spiste en masse ris og bønder, da deter Costa Ricas nat-ionaldret, og da det smager godt, og er mættende. Bagefter tog vi
ud på et marked, som var centrum en gang om ugen (hver lørdag),
for mange landmænd. Der var ananas og Papaya, og noget så eksotisk som jordbær. Det er faktisk en delikatesse i Costa Rica, så dem blev der solgt en del af. Der blev des-uden også solgt pandekager og kaffe, alt med til at skabe en hyggelig stemning.

Før vi spiste morgenmad, havde vi fået en lille lap papir under døren, der fortalte os, at i dag var national helligdag. Det betød, at et museum vi havde tænkt os at besøge, var lukket. Det betød også, at en del butikker havde lukket, men mor og søster nåede alligevel at få shoppet lidt.
Om aftenen spiste vi, og spillede kort, indtil vi skulle sove igen,
allesammen glædende til morgenmaden, og mine ris og bønder.

Efter at have spist, gik vi endnu en gang ud i byen, og erfarede hurtigt, at der var noget i gære. Det viste sig nemlig hurtigt, at i dag skulle spilles et brag af en fodbold kamp på byens stadion (som er national stadionet), så derfor gik alle rundt med deres fodbold trøjer. Hvert holds motorcykel klub skulle også lige køre rundt og vise hvem de holdt med, så der var gang i den. Mange gik rundt på gaden, så hovergaden fuld af liv. Overalt kunne man høre hvem man holdt med, i form af jubel fra de forskellige butikker der havde fjernsyn, når ens hold scorede. Selve byen San José var rusten, med hjemløse på gaden, men med den kæmpe energi og glæde Costa Ricanerne udstårlede, formåede det at blive glemt, og overset. Vi besøgte nationalmuseet den dag, hvor vi brugte alt for lidt tid (læs 2,5 time). Der var både Costa Ricansk dans, historie om kolonien Costa Rica, og om landets tid før spaniolerne kom.

Da vi kom hjem, var vi alle trætte, og sa jeg læste min første bog færdig, og begyndte på den næste: The Seven Sins af Jon Land. Den tog jeg med, da vi begyndte at pakke taske, da vi skulle videre næste dag.

Næste dag (igår) stod vi kl. 5, da vi skulle med shuttle service til vores næste stop: White river rafting center. Vi skulle nemlig rafte i 4 timer inklusive frokost pause, ned af en 30 kilometer lang flod. Min far og jeg havde prøvet det en gang før i Østrig sidste sommer, men denne gang skulle mor og søster med, så vi alle fire var lidt spændte. Det gik dog fint, men det føltes, som om jeg var ved at ryge ud tre-fire gange, men alle gange reddede jeg mig lige. Når det var aller kraftigst, blev vi nødt til at sætte os ned i boden, da vi ellers ville flyve ud. Vi så en flyve ud, og det så pænt vildt ud. Frokosten var dejlig, det samme kan siges om turen fra cen-teret til vores næste sted: Puerto Vehico.

Nå vi ankom til vores næste opholdssted, blev det for alvor spændende- på den dårlige måde: ejeren af stedet vidste ikke vi ville komme. Vi fandt heldigvis ud af det, da der bar en hytte ledig. De havde dog ikke gjort den klar endnu, så ejeren gik ind med insektsprayen, dræbte 10 kakkelakker og en edderkop, inden vi kunne flytte ind.

Internettet er desværre dårlig, så vi for at se hvornår jeg kan skrive til dig igen.
-Rasmusthecool