Profile
Blog
Photos
Videos
New Zealand, Uge 3 (Taupo, RIver Valley, Wellington, Kaiteriteri, Westport)
Abel Tasman National Park, New Zealand
Kia Ora :-)
Vi beklager fortsat de lidt sene udmeldinger, men der er simpelthen ikke sket noget spaendende her - business as usual!
Vi er nu i Queenstown helt nede i bunden af sydoeen, og skal i morgen videre til Lake Tekapo.
Fra vi slap fortaellingen i Rotorua er vi igen blevet toerre efter riverraftingen, og har sat kursen videre syd paa.
Vi naaede til Taupo, som var en komplet anderledes oplevelse fra sidst vi var her. Hvor vi foerste gang havde hoej sol og forbraendte naeser, var Taupo denne gang kun omkring frysepunktet, regn og blaest, og alle aktiviteter blev aflyst. Hvor var det dog godt, at vi tog The Tongariro Crossing sidst vi var her - bjergpasset var tildaekket af sne, med temperaturer ned til -7 grader og vindstoed paa op mod 130 km/h - og lukket!
Tiden i Taupo blev derfor mest brugt paa indendoersaktiviteter: Se film og drikke oel med de hostelgaester.
Videre fra Taupo susede vi til River Valley. River Valley er, som navnet antyder, en dal med en flod i bunden. Det skulle saa eftersigende vaere en af de vildeste floder at rafte... bare ikke i sommer saesonnen hvor vandet staar saa lavt at rafts'ne er erstattet med oppustelige gummikajaker. Vi var blevet raadet af vores chauffoer til at proeve det i Rotorua, saa der var ingen der raftede mens vi var der. Udover River Rafting var der ikke meget andet at tage sig til eftersom skyerne havde lagt sig tungt over dalen. Altsaa blev den store charmerende jagthytte tilflugtstedet, hvor alle kunne hygge over et spil klodsmajor og en oel, indtil vi skulle af sted igen dagen efter.
Saa naaede vi til Wellington, igen. Sidste besoeg slog ikke benene vaek under os, men vi var alligevel fast besluttet paa at opleve charmen ved "Windy Wellington" denne gang. Wellington har faaet kaelenavnet 'Windy' da byen har vindstoed paa op mod orkanstyrke over halvdelen af aaret. Og windy var Wellington i hvert fald. Samme storm der havde lukket Tongariro Crossing laa stadig over landet, og havde ligeledes lukket for faerge-overfarten. Men det var faktisk ogsaa en ganske hyggelig by, og saa laenge vi ikke opholdt os paa hostel kunne vi godt se charmen! Det blev dog ikke til det store kulturelle besoeg, hverken i form af museer eller rugby-kampe, eftersom vi kom kom sent og rejste tidligt. Men det var tydeligt at Wellington godt kunne have taalt et laengere besoeg.
Vi var nu alligevel meget opsatte paa at komme ned paa sydoeen igen, og det lykkedes heldigvis ogsaa, eftersom faergen igen var begyndt at sejle dagen efter. Det blev dog ikke nogen afslappet tur, da havet stadig var i oproer efter stoermens haergen. Maiken klamrede sig til stolesaedet og brugte turen paa ikke at blive soesyg - Asbjoern tog en lur paa gulvet, da han blev traet af at laese!
Fremme paa sydoen forstod vi endelig hvad folk mente: Nordoen er smuk, sydoen er bare smukkere! Vi havde en 3 timers tur fra faergen og til Kaiteriteri, naer Abel Tasman Nationalpark, og hold da op et landskab! Bjerge der rejste sig stejlt over de bloede graesklaedte bakker, og floder der gennem tiden havde skaaret sig vej gennem klipperne, og nu saas som dybe slugter med fossende floder. Smukt, barskt og elegant paa samme tid.
Her paa sydoeen var vejret betydeligt bedre, og vi fik derfor et spontant indfald: hvorfor ikke bare skydive nu her i dag, mens vejret alligevel var til det. Vi spurgte vores chauffoer om det var muligt, og 25 minutter senere blev vi hentet af et skydiving-firma i naerheden. Det hele gik lige pludselig meget hurtigt, og det med 'at samle sig mod' til at tage springet, blev erstattet af umiddelbar spaending og nervoesitet.
Vi kom ud til 'drop zone', og i loebet af 20 minutter var vi gjort klar, sikkerheds-briefet og sendt op med et lille bitte fly. Puha, hvor var der smuk udsigt, og hvor var der langt ned! Vi havde vores eget lille fly, sammen med vores instruktoerer og voers kamera-folk. Flyveturen op til 13.000 fods hoejde tog ca. 15 min, hvor vi bare forsoegte at nyde udsigten og traekke vejret. Saa blev flydoeren aabnet og den kolde vind slog os lige i ansigtet - her gik det for alvor op for os, hvad vi havde gang i! Men der var ingen vej tilbage, og som medarbejderne sagde: ,,Naar I raaber 'no, no, no', er det eneste jeres intruktoer kan hoere 'go, go, go'!" Og ud kom vi da ogsaa! Ved selve springet sugede det i maven, men saa snart vi var ude, foeltes det mest som at se en meget smuk udsigt, mens man blev blaest i hovedet med op mod 200km/h - skoer og skoen foelelse. Vi havde ca. 45 sekunders frit fald, inden faldskaermen blev slaaet ud. Her begyndte man rigtigt at kunne nyde omgivelserne, foele sig vild og fri! Det var fantastisk! Og paa en maade meget livsbekraeftende.
Resten af tiden i Kaiteriteri brugte vi paa at tage paa en 2-dages kajaktur ind i Abel Tasman Nationalpark. Havkajaktur paa egen haand! Det var haardt, smukt og super fedt. Vi fik oevet vores team work i de meter-hoeje boelger, daset paa de laekre smaa strande, der kun kunne tilkommes fra havet og drevet afsted med saeler. For at komme paa kajaktur skal man selvfoelgelig have en kajak, og det viste sig at blive turens maaske stoerste udfordring. Vi befandt os i Kaiteriteri kl. 9:30 da vi endelig havde besluttet og og bestilt kajaken. Den skulle imidlertid hentes i nabobyen, Marahau, kl. 10. Dagens bus var gaaet, og det ville tage halvanden time at traske op ad den snoet bjergvej, saa vi forsoegte os med at tomle. Men paa det her tidspunkt paa en hverdag var der ikke megen trafik mellem de to byer, saa klokken blev 10 inden vi fik et lift. Vi naaede frem, og alt ordnede sig! Gudske tak og lov, for det var en fantastisk tur ind i paradis (og kajakerne var betalt, saa!!!).
Naeste stop paa ruten var Westport, en yderst kedelig by i sig selv, men med mange vand-aktiviteter. Vi skulle dog kun vaere her en enkelt nat, og havde ikke de store planer. Det havde vores buschauffoer til gengaeld. Det viste sig at vaere tradition her, at bussen lavede baal og BBQ paa stranden - saa det gjorde vi selvfoelgelig. Og det var kanon-hyggeligt! Vi var 2 busser = 100 mennesker, saa der blev lavet et stort baal, ristet mange poelser, drukket oel og sunget! Festen blev flyttet ind til byen ved 11-tiden efter at brandvaesnet var rykket ud for at slukke et baal 100 meter fra vores, og ikke orkede tanken om at skulle rykke ud for at slukke vores ogsaa.
Kys og knus fra Asbjoern og Maiken
- comments
ivar det er rigtigt dejligt at modtage jeres blogs. I skriver forrygende Når vi fortæller om jeres rejse synes folk bare at i er for seje Kærlig hilsen Ivar