Profile
Blog
Photos
Videos
Hjerteskærende gråd
Det gør ondt helt ind i hjertet, at overvære en lille dreng som grædende sidder på operationsgangen og kalder på sin mor. En utrøstelig lille dreng, som tydeligvis ikke ved der skal til at foregå. Vi forsøger på bedste vis at trøste den lille fyr, men sprogbarrieren gør det svært, og de kenyanske patienter er heller ikke vant til den form for omsorg som vi yder i Danmark. Det er frustrerende at være vidende til et ulykkeligt barn, som bare er placeret alene på en stol på en tom gang. Vi spørger hvorfor børn ikke må have en forælder med sig, men det får vi ikke rigtig noget svar på. Sådan er proceduren bare ikke her. Den lille dreng skal have lagt en venflon, og han græder og græder. Selvom vi ikke kan gøre det store, bliver vi hos ham mens det står på, da det er det eneste vi kan gøre for ham på det tidspunkt. Da det endelig lykkedes, bliver han dopet med Ketamin så øjnene ruller rundt i hovedet på ham og han helt holder op med at blinke. Han får lagt gips på sin brækkede arm og bliver efterfølgende lagt alene på "opvågningsstuen", som mest af alt er en banegård for de ansatte. Her ligger han uden opsyn, stadig helt væk på medicin. I den anden ende af rummet ligger en anden lille dreng og græder af smerte, efter han har fået fjernet mandler. Igen er der ingen der reagerer når han kalder på sin mor, og vrider sig i smerte. Det er svært, når vi føler at vi ikke rigtig kan gøre andet, end blot at stå ved hans seng og bare være til stede, og vise at vi er der. Sygeplejerskerne lader ikke til at blive påvirket af folk, som tydeligvis ikke har det godt, og i øvrigt heller ikke af de alarmer som bimler fra monitorerne som overvåger patienterne efter operation. Flere gange har vi observeret nogle værdier som var helt hen i vejret, uden at nogen har gjort antræk til at handle på det. Det er skræmmende og tankevækkende på samme tid.
Vi har set læger kæmpe for at lave en IV adgang hos et spædbarn, som var blot et par dage gammelt. Barnet var så dehydreret, at det ikke havde kræfter til hverken at kæmpe imod eller græde. De prøvede overalt på den lille krop, og måtte skrabe hår af hovedet med en skalpel for at forsøge der også. Hvordan det endte ved vi desværre ikke, for det var for stor en mundfuld for os begge at overvære.
Dagene på operationsstuerne har været spændende og givet os stof til eftertanke. Derhjemme får vi tudet ørerne fulde med hvor vigtigt det er med en velinformeret patient - noget de tydeligvis ikke arbejder efter hernede. Information og kommunikation har stor betydning for at skabe en god relation til patienterne og dermed være med til at give dem en oplevelse af tryghed. Her bliver der ikke sagt, når patienterne får lagt venflon inden bedøvelsen - det bliver bare gjort, og hvis det tager syv forsøg før det lykkes, så bliver man bare ved at forsøge, i stedet for at kalde på en kollega som kan forsøge i stedet. Der bliver heller ikke sagt når sovemedicinen bliver sprøjtet ind. Ting bliver bare gjort, og så kan alle komme videre.
Hvorfor børn ikke må have en forælder med, når de skal opereres eller bedøves forbliver en gåde, og det er noget der er gået lige i hjertet på os begge!
- comments