Profile
Blog
Photos
Videos
Nu var turen kommet til Florida Keys, men først skulle vi lige se Coral Castle som er et bygningsværk bestående af koralsten hvoraf de fleste vejede flere tusinde pund. Det blev bygget af én mand uden brug af maskindrevne hjælpemidler. Vores guide A.C. viste os rundt imens han fortalte en masse om Ed Leedskalnin som havde skabt dette forunderlige sted af koralsten. Han havde blandt andet lavet et utraditionelt solur, der ikke kun viste hvor mange klokken var, men også hvilken årstid det er og hvilken måned man er i. Der var ingen begrænsninger når det kom til Eds genialitet, i hvert fald ikke ifølge vores guide A.C. der personligt mente at Ed havde flyttet stenene ved hjælp af magnetisme og skåret stenene ved hjælp af lyd dengang i 1920-1940. Når man blev ført rundt af A.C. kunne man ikke undgå at føle at man var med i en reklame for tv, telefoni og internet udbyderen YouSee, fordi han afsluttede samtlige af hans sætninger med "You see?"
Et imponerende stykke arkitektur, når man tager i betragtning at han byggede det alene og det er da også blevet sammenlignet med Stonehenge og Pyramiderne.
Da vi var færdige med at få rundvisning og den svedeture der medfulgte i det utrolige varme vejr satte vi kursen mod Florida Keys. Et fascinerende syn, som du nok ikke ser så mange andre steder i verden, når du kører der på de små øer, forbundet af 42 broer, hvor der aldrig er langt til vandet og 160 km hvor du stort set kan se vand på den ene eller anden side hele turen. Vi kunne se at vi ikke kunne nå til Key West den første dag, så vi fandt et motel på en af de små øer en times tid derfra. Lækkert sted lige ned til stranden og så lå der en pool på selve stranden, så det kunne ikke blive meget bedre. Om aftenen tog vi ud at spise og fik et par bajer. Det var jo Torbens fødselsdag og det skulle da lige fejres selvom Torben selv synes fødselsdage er overvurderet. Dagen efter kørte vi så til Key West og besøgte nogle af turist attraktionerne bl.a. Ernest Hemingways hus, som i dag er en mindre kattefarm, bestående af 42 katte. Da vi havde brugt et par timer i Key West kørte vi tilbage til motellet hvor vi brugte resten af dagen på at slappe af, henholdsvis på stranden og ved poolen.
Vi skulle videre og hele den lange vej tilbage ad Florida Keys selvom vi godt kunne have brugt en uges tid eller mere på de forskellige øer. Vi nød igen det smukke landskab tilbage til fastlandet. Da vi kom af Florida Keys kørte vi til Everglades Alligator Farm, hvor vi så et slangeshow, alligator fodring og prøvede en airboat. Udover det så vi et par af de dyr som lever i Everglades National Park. Efter farmen hvor vi så alligatorer og diverse dyr besluttede vi os for at køre ind i National Parken for at se dem i real life. Og det startede lidt sløvt, men efter lidt tid fandt vi en del alligatorer og kom utrolig tæt på en stor basse som bare lå og lurede på os, mens den tænkte "Jeg kunne godt lige tage en bid af dem, men nej, jeg er for doven". Udover gators så vi også en sød softshell skildpadde som dasede i vandet. Senere fandt vi en på jorden og fandt ud af at den havde verdens grimmeste næse, men sød var den dog. Lige pludseligt begyndte det at tordne og regne helt vildt, hvilket var lidt ærgerligt, da vi godt ville ha' været længere ind i parken i håbet om at finde flere dyr. Pga. uvejret satte vi kursen mod Tampa.
- comments