Profile
Blog
Photos
Videos
St. Augustine er en af USA's ældste byer og de hævder selv at de f.eks. har det ældste hus og den ældste træ skole i USA's historie, men det er der mange byer langs østkysten der hævder, da det jo netop var østkysten man opdagede først. Vi gik en tur gennem det gamle spanske kvarter, som var et meget hyggeligt og livligt kvarter. Udover det var vi inde og se Castillo de San Marcos, som er et fort som spanierne brugte til at beskytte sig mod englænderne i amerikanernes tidlige historie. Man kunne se hvordan de levede den gang, og hvilke personer der var på fortet, generelt var det bare som et fort skulle være (en tyk væg med en klat kanon hist og her).
Nu var turen kommet til Orlando. Vi startede med at booke os ind på et motel for 4 nætter, så vi kunne nå at se det hele, det blev så senere ændret til 5 nætter da vi ikke lige havde taget højde for, at vi også skulle slappe af én dag. Den aften vi ankom, var der nogle der var ved at have abstinenser. Torben og Rune lå i poolen, som havde en tilhørende bar og da ingen af os var 21 tænkte vi, at vi nok ikke kunne købe øl, men det er jo gratis at spørge så Torben gik ind og forklarede at han er en uge fra at blive 21 og det viser sig at damen (Lisa) der stod bag disken var rigtig flink, idet hun vendte sig om engang og fortalte at han lige skulle prøve igen. Denne gang beder han så om 2 Budweiser uden at nævne noget om alderen, og det får han så udleveret. J De efterfølgende aftener udnyttede vi venligheden og fik os et par øl i pool baren.
Den anden dag i Orlando blev og vil blive Runes værste dag i USA. Manchester United og Barcelona skulle mødes i Champions League finalen. Vi havde fundet en British pub ikke ret langt fra vores hotel og da vi kom derind skulle vi ikke vise ID for at få øl, de spurgte bare hvad vi skulle have så det var bare helt perfekt. Der var masser af United fans så Rune var klar til fodboldfest, men sådan skulle det ikke blive. Barcelona vandt 2 - 0 og de Carlsberg vi fik, smagte pludseligt lidt af gravøl. Vi havde aftalt at Torben og Martin kunne få revanche i minigolf fra sidste spil, men ærlig talt så havde Rune mere lyst til at ligge sig hjem i sengen og dø på daværende tidspunkt. De fik dog deres spil og trods det faktum at Rune var rigtig sur/ked så vandt han alligevel i minigolf. Der skete vist ikke mere den dag. Lorte dag.
Selvfølgelig skulle vi i Disney World, og selvom vejret ikke var helt godt i hele tiden nåede vi det vi ville. I Tomorrow World var der en forlystelse som hed "Laugh Floor", så det kunne da ikke være en helt dårlig forlystelse… Og dog, hvis man ikke har lyst til at hundrede fremmede mennesker skal grine af dit skæve kranie, bare fordi en mand zoomer ind på dig med et kamera, smider dig op på en storskærm og får dig til at se dum ud med en klattet joke. Selvfølgelig blev Torben (ham selv) valgt som "That guy at laugh floor". Så efter utallige visninger af hans smukke tandsæt på det store lærred, blev han "hyldet" med et grin hvorefter en lille mand (som Torben troede var en dame) kom hen med et klistermærke hvorpå der stod "I was that guy at laugh floor", og så fik vi lov til at gå ud, imens fremmede kiggede og pegede på os.
Surt nok var Space Mountain lukket, så vi fik ikke lov til blive skudt ned i et sort hul med skruer og loops. Men til gengæld havde træstammerne åbnet, så der fik vi en god mulighed for at vasket vores tøj imens vi var iført det. Elektronikken fik også en spule tur hvilket nok kan ses på nogle af billederne. Efter en lille souvenir shoppe-tur begav vi os hjemad.
På hotellet besluttede vi os for at teste Disneys største konkurrent, nemlig Universal Studios. Vi startede ud med Hulk rutsjebanen, og derefter var festen startet. Den var pænt vild, anbefales ikke hvis man ikke har lyst til at få presset alt ens øjenvand ud på kinderne/sidemanden pga. den høje fart. Herefter blev det kun vildere og vådere "nej, ikke øl". Specielt Spiderman forlystelsen var genial, her blev man placeret i en bil med 3D briller på (køn… er ikke ordet) "se billeder". Herefter bumpede man igennem en propfyldt by lige i hælene på Spiderman, samtidig med at alle skurkene prøvede at destruere dig. Helt klart et "must see" hvis du nogensinde skulle komme til Orlando. Hvis vi troede at vi havde fået det vand vi skulle have på turen i Disney, så fik vi da rimelig hurtigt ændret vores mening efter træstammen og den der "runde halløj" ting, som de vist nok kaldte river rafting. Vi blev alle pænt våde, men sjovt var det. Martin havde dog fået nok vand, men konsekvensen af at køen var blevet kortere blev, at Rune og Torben tog den en gang til og da denne tur var færdig og der ikke rigtigt var nogen i køen, fik vi lov til at blive siddende og tage tredje turen. Gennemblødte tog vi nu hjem til motellet og vi konkluderede vist alle sammen at Universal var en federe forlystelsespark end Disney World.
Efter Orlando kørte vi direkte til Miami. Fortsættelse følger…
- comments