Profile
Blog
Photos
Videos
Så er der allerede gået to uger siden vi rejste fra Bornholm. Det er helt utroligt, så hurtigt tiden er gået. Inden afrejse havde vi talt om at læse bøger og kede sig (som noget positivt selvfølgelig), men det må nok vente til en anden rejse. Alene det at få tid til børnenes lektier og samtidig forsøge at holde rejseplanen bare nogenlunde betyder, at der ikke er megen tid til afslapning. Afstandene er lange og vi bruger megen tid i bilen. Dagene er dog også fyldt med store og små naturoplevelser, - ofte er det de små oplevelser bliver de store. F.eks. en sæl, der havde forvildet sig ind i en pingvinkoloni og lå og gjorde sig til overfor børnene, som sad bare få meter fra den. Eller at få lov at parkere camperen hos private, der gav sig til at at snakke, gav os friske æg og grøntsager, og lov til at børnene kunne lege med deres mange dyr.
Vi begav os fra Christchurch tirsdag. Vi fandt, at vi havde set nok på storbyer og ville hellere bruge tiden i oplandet til Christchurch, nærmere bestemt Banks Pensinsula. Pga. beliggenheden så tæt på Christchurch, at den ikke ofte er på turistruten, men overraskede os positivt. Adskillige fjorde med smaragdgrønt vand skærer sig ind i den runde halvø og dukker hele tiden op, når man kommer rundt om endnu et sving på den snoede vej i bjergene. Vi stødte nærmest tilfældigt på en af Christchurch store attraktioner og lod os overtale til en tur; en tur med gondola til toppen af bjerget, med udsigt over både Christchurch og Lyttelton Habour, - fantastisk. Senere fandt vi en mindre kommerciel attraktion, nemlig en replica af en nybyggerlandsby a la Den gamle by i Århus, dog noget mindre. Kamille insisterede på et besøg og det passede som fod i hose til begge pigers historieopgaver. Undervejs en herlig badestrand, hvor børnene nød bølgerne.
Dagen efter oplevede vi de New Zealandske vejes drillerier. Vi forsøgte at tage den mest direkte vej til vores næste destination, Akaroa, også på Banks Peninsula. Først efter 25 km på snoede veje op og ned af bjergskråninger, stødte vi på et skilt med teksten "Narrow road - not suitable for campervans". Det tog os kun ganske få sekunder at blive enige om, at det ikke var en af de chancer, som man skal tage her i livet. Vores camper er stor og tanken om evt. at skulle vende på en smal vej på en bjergside uden sikkerhedsnet var ikke just fristende. Vi vendte om og tog de 25 km tilbage til vores campingplads, og fulgte de større - men bestemt også seværdige - veje til Akaroa.
Akaroa er en lille by med franske aner. Det eneste sted i New Zealand, som blev bosat af franskmænd, hvilket byen stadig bærer præg af. I virkeligheden en herlig ting at opleve den franske stemning uden samtidig at skulle udsættes for franskmænd, som jeg har haft et anstrengt forhold til siden min oplevelse som vinplukker i Sydfrankrig for mange år siden. Akaroa var hyggeligt fransk uden kindkysseri. Netop ved Akaroa en af fjordene særligt dybe, og i denne fjord lever et af verdens mest sjældne dyr, nemlig Hector-delfinerne. Vi tog en tur med en båd ud på vandet og så både delfiner, sæler, pingviner og et særegent landskab. En særlig oplevelse var det at se Delfin-hunden Murphy, som hjalp skipper med at spotte delfinerne. Han lyttede efter deres ekko-lyde, mennesker ikke kan høre, men som tydeligt fortalte Murphy, hvor delfinerne opholdt sig.
Vi forlod Banks Peninsula torsdag og begyndte turen sydpå mod Duneden med en detour til området omkring Mount Cook - NZ største bjerg, 3,8 km højt, og søerne Lake Tekapo og Lake Pukaki og flere andre fantastisk smukke søer, hvori bjergtinderne spejler sig - i hvert fald når solen skinder på dem, hvilket kun glimtvis var tilfældet, da vi besøgte dem i går. Ikke desto mindre en usædvanligt smuk tur. Foruden naturen var vi imponerede over New Zealands enorme vandkraft- projekt, som vi kunne følge helt fra bjergene og ud mod kysten, i alt 8 enorme vandkraftværker som leder smeltevand fra gletschere i bjergene ud til havet.
I dag ankom vi til Duneden, efter at have kørt igennem flere forskellige landskaber på vejen herned. Duneden er smuk by anlagt af skotske byplanlæggere med Edinburgh som forbillede. Vores mål var egentligt ikke byen, men halvøen Otago Peninsula udenfor byen. På vejen herned havde vi flere gode stop udenvejs, f.eks. besøget til den føromtalte pingvinkoloni, hvor det altså var en sæl, som løb med prisen for mest bedårende øjne, samt en gåtur til Moeraki Boulders, hvor besynderlig samling runde sten, ca. 2 m i diameter pludseligt pryder den ellers så rydelige strandstrækning. Stenene er mystificerende pga. deres helt runde form, som får dem til at se unaturlige ud midt i naturen. Også for børnene var det for mærkeligt med de runde sten, som ligesom var smidt midt på stranden. Inden længe havde de opdigtet historier om Gud, som spillede kugler, og havde nogle kugler til overs, som blev smidt her.
Vores camper virker helt fantastisk. Vi er rigtigt glade for at vi valgte en camper med automatgear, - det andet havde været helt uudholdeligt med den megen bjergkørsel. At børnene alle vender i kørselsretningen når vi kører fungerer også efter hensigten (hvilket glæder os, for det var ikke billigt!!). Endnu har ingen været køresyge til trods for at de både læser, laver lektier og spiller Nintendo undervejs. Indtil videre har vi sovet et nyt sted hver nat, siden vi kom til New Zealand. Vi forsøger at få en slags rutine ind i hverdagen, således at der bliver afsat tid til lektierne. Det lykkedes ikke i Bangkok, hvor vi var præget af jet-lag, og slet ikke i Sydney, hvor varmen gjorde nattesøvn til utopi. Her i vores nye camperhjem går det bedre, selvom vi flytter os hver dag. Vi føler os hjemme i bilen.
Vi har fundet ud af, at vi alle har det bedst med at campere på de såkaldte native camps eller conservation sites. Native camps er et netværk af private, der stiller deres jord eller parkeringsplads til rådighed gratis for medlemmer af native camps (vi sørgede for medlemskab for flere måneder siden). Således har man mulighed for at møde kiwierne, få en snak, komme på en gård eller lignende. Hver 2. til 3. nat er vi dog nødt til at være på en campingplads, hvor vi kan få strøm på bilen, få fyldt vandbeholder, tømt toiletbeholder, og - ikke mindst - mulighed for at komme på nettet. Det sidste har vi desværre ikke været heldige med. Det har vist sig sværere end vi havde regnet med at kommunikere pr. mail. Flere steder er forbindelsen dårlig, og teknikken driller. Vi har haft problemer med at sende mails, selvom vi var på nettet. Vi skal nok prioritere det indimellem, og håber, at I kan tilgive os den lidt sporadiske kontakt.
Og til slut - for at I ikke skal blive alt for misundelige - så kan jeg fortælle, at vejret er overskyet og til tider regnfuldt, at stort set hele familien er ramt af svær forkølelse, og at Kamille er syg af længsel efter sin elskede hund, Freja. Det lyder måske let nedslående, men faktisk har vi det fantastisk! Ungerne har fundet hinanden, som man jo gør, når der ikke er andre muligheder. Skønt at opleve. Pigerne synes at det er svært at være hjemmefra, men de vokser med opgaven, og nyder så tydeligvis også familiens samvær og nærhed. Vi får nogle gode snakke. Mens jeg har skrevet dette, er børnene faldet i søvn og bunken med lommetørklæder er vokset med 12 stk., - men mon ikke det bliver bedre imorgen, hvor vi skal besøge verdens eneste fastlandskoloni af albatrosser og derefter sætter kursen mod Milford Sound, de flestes No. 1 oplevelse i New Zealand.
Håber I alle har det godt deromme på den nordlige halvkugle. Skriv gerne en besked på væggen eller lignende. Det er så hyggeligt at følge med i , hvem der læser bloggen.
Mange hilsner
Kirstin og familie
- comments