Profile
Blog
Photos
Videos
Regnen startede i nat, og har nu fulgt os hele dagen. Desværre har vi kørt i samme retning som regnen har bevæget sig, så det regner stadig. Prognosen siger, at der skal komme yderligere 150 mm her i Franz Josef Glacier, inden det klarer op i morgen. Forhåbentligt tidsnok til at vi kan få et blik på Franz Josef i tørvejr. Håbet om udsigt til de Sydlige Alper med højdepunktet Mount Cook (3700 m) er fortsat til stede.
Men - vi klager ikke over vejret. Gennem hele vores tur i Fjordland National Park var vi så heldige med vejret. En af vore guider opfordrede os til at købe en lottokupon, og dermed bruge vores held til andet end at få godt vejr.
Vi befinder os på Sydøens vestkyst. Regnfaldet måles her i meter. Således falder der i bjergene over Milford Sound årligt mellem 6 og 8 m regn. Skyerne regner af over bjergene og regnmængden er derfor betragteligt lavere på den anden side af bjergkammen, kun 3 m ved den vestlige søbred til Lake Te Anau, og kun 1,5 m på østsiden af samme sø. Så vi var ekstatiske over at besøge Milford Sound på en dag med høj blå himmel og varmt sommervejr. Det passede perfekt til vores indre billede af sejlturen på Milford Sound, og vi blev da heller ikke skuffede. Turen var intet mindre end fantastisk. De frodige stejle klippesider, der rejser sig af vandet er gigantiske, op mod 2 km. Skibe med 60 passagerer ligner små joller selv på kort afstand, og vandfald på 143 m ser små ud, når vandet løber som en sølvstreng ned ad klippesiden. Naturen er overvældende. Overvældende stor og overvældende smuk. Lasse og jeg misundte de mange, der går en af "the Great Walks" (vandreture på 2-5 dage) i disse omgivelser. Der må blive uden børnene engang....
Vi kørte tilbage i Te Anau dagen efter (vejen til Milford Sound er en blind vej på 120 km fra Te Anau). Her hoppede vi på et skib, der sejlede os over den smukke sø Lake Te Anau til Te Anau Glowworm Caves. Efter en guided tur gennem hulen, forbi underjordiske vandfald og hulerum så store som katedraler, blev vi placeret i små både og sejlet i total mørke dybere ind i hulen. I mørket dannede the Glowworms en stjernehimmel af blågrønne stjerner. Stilheden og mørket var total, og ville have været skræmmende, hvis ikke man havde kunne koncentrere sig om mængden af de små blå-grønne lys på hulevæggen. Lukas og jeg havde et fast greb om hinanden i båden, men han forholdt sig stille, som guiden havde bedt om. Kamille lod også fascinationen over synet stå i vejen for hendes første reaktion, nemlig angsten for at få orm i hovedet.
Dagen efter begav vi os mod Manapouri, hvor endnu en bådtur ventede. Denne gang over Lake Manapouri - 1 times sejlads - til Manapouri Power Station, verdens største underjordiske vandkraftværk. Kraftværket leverer 14% af New Zealands energi, beliggende nærmest usynligt i kanten af Fjordland National Park. Vi kørte med bus 2 km ned i jorden og følte, at vi befandt os midt i kulissen til en James Bond-film, - den afsluttende scene. Selve værket var et særpræget sted af den slags, som nødvendigvis må fylde en med beundring over den fremsynethed, som mange af NZ politikere må have haft gennem tiden. Den helt store oplevelse kom dog i form af en bonus til dette arrangement. Vejret var igen strålende, nu for 3. dag i træk, hvilket på disse kanter kaldes en tørke. Vores guide - en typisk afslappet New Zealænder med et veludviklet servicegen - så sit snit til at vise os Doubtful Sound, den ene af de to mest populære "Sounds", hvoraf Milford er den anden. Han tog os med ad den snoede bjergveje fra Manapouri Power Station mod Doubtful Sound, en vej, som ikke har forbindelse med andre veje, og som derfor kun kan nås efter sejlturen over søen, - i øvrigt i sig selv en udfordring for ingeniørerne, som brugte to år på at bygge den 21 km lange vej. Efter ca. 10 km nåede vi toppen af bjergkammen, og stod dermed ovenfor Doubtful Sound. Det var virkelig en wow-oplevelse, af den slags, som selv børnene kan forstå. Vi vendte tilbage til Manapouri helt høje af oplevelsen og med en vis undren over, at nogle bjerge og lidt vand kan have en så kraftfuld effekt på humøret. Et herligt punktum for vores dage i Fjordland.
Samme aften kørte vi mod Queenstown. Faktisk en omvej af dimensioner. Havde vi gået fra Milford havde vi formentligt været tidligere fremme, men uden bilen, som man ikke kan få med sig over bjergene. Queenstown er "Adventure Capital of the World". Det er har man opfandt Bungy Jump, Bungy Swing, Whitewater Rafting og mange af de andre sindsyge ting, som kan kan købe sig fattig i. Udvalget er helt enormt og ganske imponerende. Det samme gælder prisniveauet. Selv sandfluerne havde dollartegn om halsen.
Drengene kunne dog ikke dy sig for en tur i Jetboat, og Lasse fik med vanlig bonde-snuhed forhandlet sig til en særpris for hele familien. Vi nåede dårligt at tænke over, om vi ville med, men hoppede glade ned i båden. Som I har kunnet læse af Kamilles dagbog, så var jetboating et kæmpehit hos Kamille, der ikke kunne få grinet af ansigtet før langt senere på dagen. Til gengæld var Alberte ikke så vild med det: hun spændte hver eneste muskel i kroppen i hele den time, som turen varede, og talte ikke i mere end 10 min. efter vi var kommet i land. Det var egentlig en velkommen pause fra hendes konstante munddiaré, men set i sammenhæng med de store opspilede øjne og det chokerede udtryk i ansigtet, efterlod den manglende tale os med en stor grad af nysgerrighed (bekymringen var overstået; vi vidste, at hun havde overlevet). Efter lidt tid fik vi svar på spørgsmålene: er du OK? Er du søsyg? Etc. Alberte kom sig dog hurtigt og var klar til næste udfordring: Heste treck i bjergene bag Queenstown. Jeg tog alene afsted med pigerne, og vi havde en fantastisk eftermiddag sammen med et livsstykke af en kvinde: Gail, som var vores guide og ejer af hestene er bedstemor, spiser røde bøffer til morgenmad, og driver sin virksomhed 6 måneder om året i Queenstown, mens manden bliver hjemme - 12 timers kørsel mod nord. Pigerne var meget nervøse over størrelsen af hestene (fra Louise er der knapt så langt at falde), men Gail fik dem til at slappe af, og til sidst var pigerne fulde af selvtillid og knapt til stoppe igen. En herlig oplevelse for os alle 4.
På vej ud af Queenstown stoppede vi ved bungy-jump-broen for at se de gale mennesker, der kaster sig ud over en bro 43 m over en rivende flod med en elastisk om anklerne. Fascinerende! Alberte, som samme formiddag var ved at dø i en jetboat, besluttede sig for, at det skulle hun også prøve. Vi måtte bilde hende ind, at man skal være myndig for at få lov. Lukas var også klar. Kamille, som generelt er mere fremsynet, besluttede i stedet, at hun - når hun bliver stor - vil rejse til NZ og arbejde i båden under broen, som en af dem, der henter de springende ned igen. Verdens bedste job, mente hun - dem er der faktisk utroligt mange af i Queenstown!
Efter Queenstown startede turen mod nord langs vestkysten af sydøen. Vi kørte gennem det tørre Otago, hvor frugtplantagerne og vingårdene fylder. Derefter gennem Haast Pass, for at komme ned på den anden side i regnskovens forunderlige frodighed. Bregner og mosser fylder mellem træer og buske, og skaber en uigennemtrængelig frodighed langs med vejen. Fantastisk smukt. Desværre hører til regnskoven - som ordet siger - regn. Vi er nu tilbage på den vestlige side af bjergene, der ligesom Fjordland er regnfuldt ca. 200 dage om året. Vi ramte altså en af disse dage.
Vejret indbød til en af to ting: lektier eller kørsel. Børnene var overraskende hurtige til at vælge det sidste. Vi har kørt det meste af dagen, kun afbrudt af en gåtur - i regnvejret - til Fox Glacier, den ene af de to gletchere, som strækker sig 12 km fra bjergene til regnskoven på vestkysten. En forunderlig ting at se denne mur af is skrue sig ned i gennem den våde og frodige regnskov - et fænomen, som ikke findes andre steder i verden. Den anden af de to gletchere befinder sig kun 4 km fra os. Vi håber på bedre vejr i morgen, - forhåbentligt får vi også et glimt af de store bjergtinder, som i dag har været godt og grundigt pakket ind i vat. Vejret har givet mig et tydeligt deja vue; da jeg besøgte vestkysten i 1988 var vejret ligesådan, og jeg fik aldrig de store bjerge at se. Godt at vi denne gang fik dem at se fra øst, efter at regnen var afleveret på vestsiden af bjergene.
Kære alle, håber I har det godt. Beklager, at vi ikke får mailet eller svaret jer individuelt, tiden på nettet er kort og sjælden, og kan kun opnås på de dyre, store campingpladser, som vi ikke bryder os så meget om. Tak til jer, der skriver på væggen på vores blog, - det er hyggeligt at læse.
Mange hilsner
Kirstin og co.
- comments
lisbeth Vel placeret foran computeren med en honningmad og et glas mælk (ved godt, det er en uskik) har jeg nydt din fantastiske beretning, Kirstin! Du har en sjælden evne udi fortællekunsten, der så sandelig kommer os, dine læsere, til gode! Du kan næsten få én til at føle, at man befinder sig samme sted som jer, og det er jo fantastisk! På vore breddegrader er det stadig forbistret koldt, - hue, handsker og halstørklæde er stadig et must! Hils i "stuen" og fortsat god tur. Kærlig hilsen Lisbeth
christa Tilslutter mig til fulde Lisbeths kommentar :o) Herlig læsning!