Denne strand er bare for lækker. En sandstrand - 9 km lang - og i øjeblikket ca. 200 m bred, flad og med oceanbølger af den helt rigtige størrelse; ikke for vilde og magtfulde, ikke for små og kedelige. Desuden er strnanden tilstrøet med fine muslinger i forskellige størrelser - helt anderledes end de, som vi fandt - og samlede - ved stranden ved Mount Maunganui, hvor vi var i går. Således vokser samlingen af strandfund sig med betænkelig hastighed større og større. Selv børnene er nu ved at komme til en accept af, at de nok ikke alle sammen kan følge med os tilbage til Bornholm og at der må vælges bladt de mange smukke former og farver.

Hjemrejsen nærmer sig også med en hastighed som både giver anledning til en sær blanding af frustration, mæthedsfornemmelse og forventning. Med kun en uge tilbage, begynder vi nu at måtte vælge til og fra, - også nordøen har så meget at byde på. Samtidig begynder behovet for afslapning af sætte ind. Vi har haft travlt og begynder at blive mætte. Den næste uges tid skal tempoet ned. Børnene begynder nu at kunne overskue den resterende tid. De nyder livet, men glæder sig til at komme hjem til vennerne og dyrene.

Meget er sket siden det sidst var min tur til at bruge strøm på computeren (lektier har første prioritet og tager det meste af strømmen, - computerne bliver kun opladet, når vi er på campingpladser med strøm hver 2.-3. nat). Vi fortsatte efter et besøg på Gletcheren ved franz josef vores tur op ad vestkysten af sydøen. Et fantastisk landskab, som blev ved med at overraske. Det ene øjeblik kørte vi i dyb, frodig regnskov, i det næste åbnede landskabet sig, når vi kom til en sø, en flod, en kyststrækning eller til et højt punkt, hvor vi kunne se ned over de dale eller kløfter, som vejen krøb igennem. Vi glædede os endnu engang over automat-gearet, uden hvilket det havde været en lettere ubehagelig tur med de usandsynligt mange sving, som vejen tog. Desværre lettede regnen først på sidstedagen ved kysten, med tillod os at se Pancake Rocks i strålende sol, inden vi forlod vestkysten og slog ind på vejen mod Christchurch via Lewis Pass.

Dagen inden havde jordskælvet ramt Christchurch, og vejene til byen var nu lukkede. For at komme over bjegkæden, som deler Sydøen på langs, må man forcere et af tre pass. Vi valgte det nordligste pass for at komme tilbage til østkysten. Ikke at Christchurch på dette tidspunkt virkede tillokkende, byen var ramt af efterskælv ca. hvert 20. sekund i døgnet efter det forfærdelige skælv. Hvor vi befandt os var der intet at mærke, heller ikke, da vi kørte til Kaikoura nord for Christchurch, hvor vi skulle på hvalsafari.

Kaikoura som by har egentligt - som så mange andre byer på Sydøen - ikke længere en reel berettigelse, efter hvalfangerne forlod stedet Som så mange andre steder blev turismen byens redning, og hvalerne blev nu hovedattraktionen. I havet ud for Kaikoura danner havbunden en dyb kløft. Stedet ligger samtidig på hvalernes rute mellem stillehavet og Antarktis, og kløften er træningsområde for de unge hvaler. Her lærer de at søge deres føde på dybt vand uden at komme til at svømme ind på de fødeløse ørkner, som også befinder sig på havets bund, og hvor en ung hval kan miste livet i manglen på føde. Kaikoura er derfor det perfekte sted for hvalsafari af samme grund, som det tidligere var et perfekt sted for hvalfangst.

Hvalerne havde mærket jordskælvet, og havde bevæget sig væk fra den forholdsvist smalle kløft og ud på åbent hav. Vi var dog heldige og kom helt tæt på en enkelt stor hval på ca. 45 ton. Den lå i vandoverfladen i ca. 10 min. inden den igen dykkede ned på havets dyb for at blive der, den næste times tid. Den slog dog det karakteristiske slag med halen på vej ned, og Alberte fik dagens billede af den smukke hale, som identificerede hvalen, som Manu, en gammel kending af de maorier, som drev det yderst professionelle hvalsafari-firma. På vej tilbage til byen spottede Maorierne en stor flok delfiner, og et øjeblik efter var båden omgivet af ca.100 legesyge delfiner, som slog saltomortaler og fjollede i bådens strøm. De fulgte os længe. Fotoapparaterne glødede, men mange billeder viste bare vandoverfladen hvor en delfin netop var dykket ned. Der skal vist ryddes lidt op i billederne, når vi kommer hjem. Turen bød også på albatrosser, som svævede tæt forbi os for indimellem at dykke efter en fisk i havet.

Kaikoura blev en værdig afslutning på vores ophold på Sydøen. Dagen efter tog vi færgen til Wellington på nordøen. Vi undgik at sejle med den tidligere Bornerholmerfærge Dueodde, men så den passere os i strædet, som i øvrigt er kaldt verdens smukkeste færgerute, - med god grund.

I Wellington findes New Zealands Nationalmuseum, kendt som landets bedste museum. Det var en oplevelse!! Museet var alt andet end støvet og kedeligt, og for første gang havde vi problemer med at få børnene med fra et museum , da de lukkede kl. 18.

så gik turen op gennem Nordøens midte mod Rotorua. På vejen faldt vi over Nationalmesterskaberne i Bullriding, som foregik på en mark udenfor en lille by, som havde en gummistøvle som vartegn. Mere lokalt kan det vist ikke blive og vi nød for en gangs skyld at være de eneste turister blandt tilskuerne. En nærmest surrealistisk oplevelse, som endte med at opholde os det meste af en herlig eftermiddag med sommervejr og god stemning, inden vi fortsatte mod lake taupo, som var målet for dagen.

Taupo ligger i området med termisk aktivitet og er derfor opvarmet af kogende vand, der ligger lige under jordens overflade. Dermed var der også varme kilder og dejligt opvarmede poools. Vi besluttede os for . For første gang siden ankomsten til New Zealand valgte vi at sove samme sted to nætter. Børnene benyttede hvert ledigt sekund i poolen, og efter to dage havde deres hår antaget et grønligt skær, som endnu ikke har fortaget sig, og får dem til at se en smule fremmedartede ud.

Videre til Rotorua, som har fået tilnavnet "Rottenrua" pga. svovllugten, som minder om rådne æg. Den termiske aktivitet er synlig allesteder, som damp, der komme op af jorden i parken, i private haver, og på campingpladsen,- ikke så man er indhyllet i en tåden, men som røg, der stiger fra et bål. Langs stier er der boblende vandhuller og mudderpøler, og ved bredden af Lake Rotorua kan man lave sin egen varme kilde ved at grave ca. 5 cm ned i sandet. Vandet, der kommer op er ikke varmt men nærmere kogende, og man må passe på at få det blandet med søvand for at opnå en passende temperatur.

Vi besøgte et par af de termiske områder, og så det mest særprægede landskab, med søer i orange og grønne nuancer, silikataflejringer, som danner de smukkeste terrasser, og ikke mindst geysere, som sprøjter kogende vand op af jorden i ca. 20 m højde. Det er intet andet en mærkeligt og let uforståeligt hvordan naturen kan arte sig.

Rotorua har været hjemsted for Maorierne i århundreder, Vi besøgte deres kulturcenter og fik en herlig fremvisning af både Haka'en (nogle vil kende den fra Rugby-kampe, hvor NZ landshold deltager).og andre danse, samt sang. Flere af disse har været opført alene for underholdning og maorierne formår at vise dem frem uden at det føles som kulturprostitution, ligesom man fornemmer en stor stolthed ved deres kunsthåndværkstraditioner og kultur.

Fra Rotorua er vi nu kørt videre nordpå. Vi befinder os lige nu syd for Auckland ved Coromandle Peninsula. Vi har valgt at gemme Coromandel til et andet besøg, for ikke at stresse os selv for meget. Der skal også være tid til at en smule afslapning ved stranden, inden vi igen skal tilbage til vinterkulden og hverdagen.

I eftermiddag går turen mod Northland, hvor vi vil tilbringe resten af tiden. Vi håber på solskinsvejr, så vi kan få lidt sommerstemning ind under huden:-)

strømmen er nu igen ved at slippe op. Vi håber, at I alle har det godt og glæder os til at se jer igen.

Mange hilsner

Kirstin og familie.