Profile
Blog
Photos
Videos
Vi har nu gået på sprogskole de sidste par dage. Vi skal også være der lørdag og søndag, og så er det slut, for så går vores praktik i gang på Ramathibodi Hospital. Det bliver skønt at blive færdig med sprogskolen, da det virker som en håbløs opgave at skulle lære at tale og forstå thai, men vi har virkelig gjort en god indsats, og kan også sige nogle få ting. Thai er meget anderledes fra det danske sprog, for os lyder det hele ens, og blot et simpelt spørgsmål, som hvad hedder du, forstår vi knapt nok endnu. Men lærernes faste opmuntrende ord er: "Don't worry, be happy!". Smil og se glad ud og lad som om at du forstår det (selvom du slet ikke ved hvad det bliver sagt) - så er alle glade. Lærerne på sprogskolen er meget engagerede og ivrige efter at vi alle skal lære sproget. De er søde og er meget interesserede i os udenlandske studerende. Interesseret, og ikke mindst nysgerrige er de thailandske studerende også. Vi går ikke ubemærket igennem skolen. Alle de studerende kigger på os, nogen tager endda billeder med deres Iphones af os. (Louise og jeg er MEGET misundelige over at de alle har Iphones og Ipads!!) De taler om os mens vi er der, men heldigt for os er en af pigerne som vi er af sted med gift med en thailandsk mand, hvilket betyder at hun forstår thai. Det er begivenhedsrigt for os at høre hvad de går og siger til hinanden om os. Vi har kun hørt, at de siger søde ting om os. De er meget fascinerede over vores lyse hud og hår, og helt vilde med det! De kigger mærkeligt på os, når vi prøver på at fange enhver solstråle i pauserne, hvor imens de thailandske piger står ude på toiletterne for at pudre deres ansigter med hvidt pudder, for at se lysere ud - de skulle bare vide at langt de fleste danske piger gør alt for at skjule deres lyse hud med mørk pudder og selvbruner ;-)
I går var vi på Huay Khwang marked, sammen med vores ene lærer i skoletiden. Der sælger de alt, lige fra tøj, sko, brugskunst, frugt, fisk og kød. Det er meget specielt, særligt kød-markedet er anderledes. Alt kødet ligger fremme i varmen, og her er 35 grader i øjeblikket, så I kan nemt forestille sig hvordan det så lugter!? Vi spurgte vores lærer ind til det med kødet, om det ikke bliver dårligt og fordærvet når det ligger udenfor i varmen en hel dag, og vores lærer som ellers er en fin dame, sagde at sådan gør man altid, og at de ikke bliver syge af det. Det tvivler Louise på, så derfor er hun næsten vegetar de næste 3 måneder. Hvorimod jeg bare skal lade vær' med at tænke på, hvordan kødet hænger der på gaden - det er nemmere nogle dage, end andre! Så jeg kan vel også kalde mig halv vegetar her nede ;-)
Maden er OK hernede (selvom jeg har fundet ud af, at jeg er en ÆGTE DANSKER, som savner det danske mad MEGET). Jeg lever af ris, nudler, grøntsager, kylling og store mængder chili. Maden er meget stærk hernede, og det som thaierne selv syntes ikke er stærk mad, får vores danske smagsløg til at brænde op. Til gengæld er maden utrolig billig. Vi spiser mad i kantinen på skolen, og det koster os hvad der svarer til 4 danske kroner hver dag. I går aftes spiste alle os piger og Sofies thailandske mand, Aot, sammen. Det var virkelig god mad, fra et slags gadekøkken lige overfor her hvor vi bor. Vi spise 10 mennesker sammen, drak øl, vand og sodavand, alt det kostede 180 danske kroner. i alt, for os alle sammen!! Så 18 danske kroner hver, så der er intet at sige til, hvis jeg bliver nærig når jeg kommer hjem til Danmark igen ;-)
Vejret har været rigtig skønt de sidste par dage - omkring de 30 grader og fuld sol, med undtagelse for i middags hvor det har styrtet ned i lårtykke stråler i nogle timer. Efter skole har vi lagt os op til poolen, badet og bare nydt det lækre vejr. Lige nu er det svært at forestille sig at der er sne i Danmark!?
I morgen er det endnu en skoledag, hvor Cecilie, som også er en af de 12 studerende, har fødselsdag, så vi har købt ind til fødselsdags-morgenkaffe med balloner, lagkage osv., så vi rigtig kan overraske hende i morgen tidlig. I morgen aften har hun inviteret os alle ud at spise, så vi kan være med til at fejre hende :-)
- comments


