Profile
Blog
Photos
Videos
Heja folkens!
Lørdag klokken 08.00 var den gal igen... NOT! Til gengæld var der afgang med den nu ganske velkendte, grønne Kiwi-bus. Stemningen var ganske god, selvom de fleste var lidt trætte i morgentimerne, og musikken i bussen spillede, så man så småt kunne vågne op til et nyt eventyr. Vi holdt i cirka en time ved en gammel, nedlagt guldmine, som stammede fra slutningen af 1800-tallet og bar navnet Karangahake. Første oplevelse var at gå over en hængebro, som virkelig svingede meget, og derefter gik vi op ved siden af en stor flod i et regnskovs-lignende område, der lige så godt kunne have været Amazonas. Vi gik op ad nogle stejle trapper, og mens vi gik ad det lange togspor, hvor guldet blev transporteret på, afslørede der sig et hul ind i bjerget. Derinde var der fyldt med forskellige tunneller, nogle mere uhyggelige og deforme end andre, så jeg (Mika) var glad for at have medbragt min pandelygte. Indimellem var der et hul ud af bjerget, hvor man kunne se 50 meter ned ud over floden og bjergene på den anden side. Smukt syn! Efter at have krydset en hængebro mere og nydt naturen steg vi atter på bussen. Vi kørte desuden igennem en by, der er kendt for L&P... Hvilket jeg ikke anede fandtes for bare en uges tid siden. L&P står for Lemon and Paeroa og er en drik, der smager af sprite med lidt ekstra citron-smag! Det smager helt vildt godt, så det drikker vi en masse af, men det er heller ikke for sjov, at deres slogan er: "L&P - World Famous in New Zealand".
Ved 14-tiden ankom vi til vores egentlige mål, nemlig Waitomo, som er en lille by her på nordøen. Waitomo er specielt kendt for deres legendariske grotter. "Wai" betyder vand og "Tomo" betyder hul på maori, der er det gamle stammesprog. Maorierne havde længe kendt til hulerne i bjergene, men de uvidende engelske besættere fandt så småt ud af det, og i 1887 pressede en engelsk højtstående mand en maori til at bygge en tømmerflåde, og sammen sejlede de ind af et hul i bjerget - et hul som vi senere skulle få lov til at sejle ud af. Kun udstyret med et par fakler inde i dette mystiske bjerg sejlede de ind, og de blev med 100 procents sikkerhed meget overraskede ved synet. Hvad mon de så? Følg med i næste afsnit af "Drengene på farten" om 900 år... eller du kan læse videre?
Vi vidste selvfølgelig godt i modsætning til ekspeditionen i 1887, hvad der ventede os, for vi har jo fået det at vide. Faktisk har hulen været åben siden 1889 bare to år efter opdagelsen, så det er ikke ligefrem en hemmelighed mere, men det er stadig meget smukt og mystisk. Nu kan jeg vidst ikke trække den længere; jeg snakker her om Waitomo Glowworm Caves, som kort fortalt er en drypstenshule med den fantastiske drejning, at der er lysende orme i loftet. Vores hule-guide fortalte os først om stalagmitter og stalaktitter, som er grundlæggende viden om drypsten, og at det er kalcium i vandet, der gør, at der bliver dannet sten. Hun fortalte om, hvordan hulen var opstået igennem 30 millioner år, og at den faktisk består af døde fisk (forstenede havdyr), som man forskellige steder kunne se afstøbninger af på væggene. Hun fortalte også, at det tager cirka 100 år for en drypsten at danne 1 kubikcentimeter materiale, men hun syntes ikke, at vi skulle vente på at bekræfte teorien, hvilket de færreste nok har tid til. Bare drypstenshulen foruden de lysende orme var helt fantastisk og er måske den flotteste drypstenshule, jeg (Mika) nogensinde har set, og jeg har set en del. Den var meget intim, og det var ganske betagende at være så tæt på drypstene.
Efter at have sunget en maori-sang i "katedralen", som er det højeste sted i en hule, hvor akustikken var virkelig god, gik vi længere ind i hulen. Her åbenbarede der sig en lille skare af lysende orme for os. De hænger horisontalt op ad klippeloftet, mens de har et væld af slimede tråde på måske 10 centimeter hængende ned til at fange små insekter. De lokker dem til sig ved at lyse med bagenden, således insekterne tror, at de er på vej ud af hulen, men så bliver de pludselig bare spist! Naturen er fremragende brutal nogle gange! Selve ormene er et par centimeter lange, og de starter deres liv som æg, de udklækkes til larver og forbliver larver i 9 måneder, hvor de vokser sig større. Jo større ormen er, desto større er lysintensiteten fra den, og jo mere kan den fange. Efter larvefasen indtræder den i puppefasen, som kun varer to uger, hvorefter den udklækkes til et myggelignende insekt. Dens voksenliv er utroligt specielt, fordi de ikke er forsynet med en mund, hvilket betyder, at de ikke kan spise og er dømt til at sulte ihjel efter et par dage. Dens fornemste opgave er derfor at parre sig og reproducere sig, inden den kradser af og måske bliver føde for en anden lysende orm. Sikke et liv! Der kan man tale om et liv uden den store mening!
Efter vores stop blev vi gennet ned i en båd, og det var næsten helt mørkt. Da vi sad i båden slukkede vores guide for lyset, og vi drog på lydløst eventyr ind i en større grotte. Hvilket livsbekræftende syn der mødte os der! Loftet var spækket op med tusinde af "glowworms", som narrede hjernen til at tro på, at det var nattehimlen fuld af stjerner. Det var ganske surrealistisk og unikt at beskue, og det er noget, jeg aldrig vil glemme! Vi sluttede som sagt turen med at sejle ud der, hvor de første opdagere kom ind, og turen var ovre.
Da vi kom ud af hulen så vi lidt ved et tilfælde et skilt, som ledte hen til et udkigspunkt, og da vi ikke havde andet, vi skulle nå, tog vi en tur hen for at se, hvad det var for noget. Vi gik igennem et stykke regnskov, og lige pludselig var vi ved en masse ruiner. Eller det var i hvert fald det, vi først troede, det var. Det viste sig dog, at det var klipper, der havde denne meget ruin-lignende form. De var nemlig bygget op af små lag klippe, så det lignede, at det var muret. Vi sneg os op imellem klipperne og endte ved en stor mark, som var hegnet ind. Der var dog lavet en lille trappe over hegnet, så vi gik over og fortsatte ind på marken. Det var ikke en helt almindelig mark, for den lå på et mindre bjerg, og fra toppen kunne vi se ud over et fantastisk landskab. Der var små bjerge i alle retninger, og på markerne var der en masse sorte køer, der græssede mellem nogle mange hundrede år gamle træer. Vi har været en del i storby i løbet af vores tur, så vi sad lige og nød lyden af naturen i lidt tid. Fuglene sang nogle andre melodier end dem, man er vant til fra Danmark, men alligevel følte man sig lidt hjemme ved lyden af fuglefløjt. Hyggeligt var det i hvert fald. Pludselig begyndte køerne at sige en hel masse, og det var ikke helt så fredfyldt, for det lød mest af alt som et brunstkald. Vi drønede ned igen, men på vejen tog vi lige forbi en kæmpe klippeø, der lå midt på marken. Igen lignede det nærmest, at det var ruiner fra en stenbygning, men det var rent faktisk klipper, der var tale om.
Da vi tidligere på dagen var ankommet til stedet, havde vores buschauffør Briggsy sagt, at han om aftenen ville være at finde på Curly's bar, som er en bar, der ligger i forbindelse med vores hostel. Derfor tog vi om aftenen ned for at snakke lidt med ham og måske også nogle af de andre, hvis de også var taget derned. Da vi kom, var Briggsy der, som han havde sagt, men der var ikke nogen af de andre fra bussen på det tidspunkt, så vi snakkede bare lidt med Briggsy, og det endte med, at jeg (Nicolaj) spillede en hel masse spil imod ham, men jeg vandt kun én gang! Så nu er jeg fast besluttet på at vinde over ham næste gang, vi kommer til et sted, hvor man kan spille. Mens vi spillede begyndte de andre fra bussen lige så stille at dukke op på baren, så dem fik vi også snakket lidt med. Vi spillede også lidt pool med nogle tyskere og danskere, der er med på turen. Alt i alt var det en rigtig hyggelig aften og dag!
/Nmiickoalaj
- comments