Profile
Blog
Photos
Videos
Haere Mai!
Efter utallige sekunders utålmodig venten gik en drøm i opfyldelse for mig (Mika) tirsdag. Jeg har altid, siden jeg begyndte at tænke, haft lyst til at besøge det skønne New Zealand, der er det land, der ligger længst væk fra Danmark. Vores ankomst til Auckland var dog en kold fornøjelse! Mest fordi det blæste så meget, men også fordi temperaturen lige fik et dyk, så vi har endelig fundet vores lange bukser frem med tanken om, at det er den værste kulde, vi kommer til at opleve i år! Flyturen herhen gik ganske smertefrit, og vi udnyttede i allerhøjeste grad, at der var skærm i nakkestøtterne, da vi hver så tre film. Flyturen var først på 1,5 time fra Tokyo til Osaka, og fra Osaka til Auckland fløj vi i intet mindre end 11 timer i streg! Selvom vi fløj om natten blev det ikke til mere end 2-3 timers søvn, og vi skulle stille uret hele 4 timer frem, så vi skulle lige komme os over jetlagget.
Første dag brugte vi på at ankomme til vores hostel, se lidt af byen og opleve den fantastiske stemning der var samt alle "All Blacks"-flagene i byen! Det er naturligvis rugby-vm, der er kommet til byen, og finalen skal spilles på søndag. Mesterskabet står imellem New Zealand og Frankrig! Men folk går helt vildt meget op i det! Vi var ovre i en fanzone i Auckland, og selv på flyet mellem Tokyo og Osaka,fik vi at vide af den stolte flykaptajn, at New Zealand slog Australien 20-6 og var i finalen. Det svarer til, at Danmark var i vm-finalen i fodbold på hjemmebane med en 4-1 sejr over Sverige! Det skal forresten lige siges, at vi faktisk fik et mindre kulturchok da vi kom til lufthavnen, fordi vi i både Kina og Sydkorea og især i Japan har været vant til overdrevet service og smil alle steder. Da vi ville have vores første lille måltid i New Zealand i form af lidt McD, var ekspedienten ret ligeglad, og da vi skulle med lufthavnsbussen var buschaufføren ligefrem lidt vrissen! Det skal man lige vænne sig til, men det er ikke fordi det er slemt, det er bare som vi også kender det hjemme fra Danmark, hvor der ikke altid er overdrevet service som i Japan.
Efter en lettere urolig nat med larmende room mates, vågnede vi onsdag op til den første hele dag i Auckland! Sky Tower, New Zealands højeste bygning på over 300 meter, blev besteget ved at kravle op af siden udvendigt... arh, okay! Vi tog elevatoren, men det var også ret vildt, da der var en glasrude med frit udsyn nedad og ud over byen! I 190 meters højde lå restauranten, og der endte vi faktisk med at blive i et par timer, hvor vi fik os en kop kaffe og spillede computer, for det var begyndt at styrte ned udenfor! Det var fedt at kigge op fra computerskærmen og genopleve, at man var så højt oppe! Det kan anbefales, og nå ja, Auckland ser fantastisk ud fra Sky Tower! Der er en flot bugt, der går ind i byen, og vandet har en meget flot blå farve! Byen er lidt en blanding af en eksotisk version af London og så noget lokalt "kiwi", så det er en god cocktail, og bilerne kører stadig i venstre side! Det giver ingen mening! Sky Tower er desuden ganske New Zealandsk i den ekstreme forstand, fordi det faktisk er muligt at "springe ud" fra tårnet. Vi så et par stykker, der vovede sig ud i det. Det foregår sådan, at man bliver spændt godt og grundigt fast i en elastik med maven mod jorden. Så falder man i måske 5-6 sekunder med maksfart på 85 km/t. Hvis man hellere ville noget andet ekstremt, så kunne man vælge Sky Walk, som giver en mulighed for at gå på en ganske lille platform i cirka 200 meters højde, mens man selvfølgelig er spændt fast! Findes der mon andre tårne på kloden, hvor man kan gøre det samme? Vi har i hvert fald ikke stødt på det før nu. Albert Park er en lille park ved siden af vores hostel. Den var ganske flot og hyggelig, og det var dejligt at se de ældgamle, flotte træer springe ud! Lidt underligt, for vi har jo lige haft efterår, men lige pludselig er det blevet forår!? Hvor blev vinteren egentlig af? Den forsvandt på en 11 timers flyvetur! Vi så desuden universitetet og rådhuset, som begge er bygget i engelsk/europæisk stil, så man føler sig lidt mere hjemme her, også fordi folk snakker engelsk!
Om aftenen gik vi ind i et storcenter, hvor vi fandt ud af, at man kunne få mad på en indisk restaurant og gå i biografen til en samlet pris på 77 kr, så vi slog til! Vi fik os noget fint nok indisk mad, ikke fantastisk, men heller ikke dårligt. Jeg (Nicolaj) fik mig noget ris og karry, mens Mika fik verdens største pandekage med lidt kartoffelfyld i og sovs til (pandekagen var over 30 cm i diameter!). Efter det tog vi ind og så Johnny English 2 i biografen, og det var simpelthen det hele værd. Nogle gange kunne man ikke få vejret af grin, andre gange sad man spændt og fulgte med i historien, så den havde lidt af det hele. Efter det gik der ikke så lang tid, før jetlagget tog fat i os igen og vi måtte lægge os til at sove. Næste morgen (torsdag) stod den på sightseeing i allerhøjeste grad, og det skete på cykler. Vi havde fundet ud af, at vi kunne leje cykler hele dagen for kun 35 kroner, så det skulle da bare udnyttes! Vi havde en del ting, vi gerne ville se, så det gjorde det noget nemmere, at vi bare kunne cykle rundt. Cyklerne var desuden rigtig gode, så det var en fornøjelse at køre rundt. Vi skulle godt nok lige vænne os til, at det hele foregik i venstre side, og når der nu ingen cykelsti var, hvor skulle vi så køre? Vi prøvede os frem med at køre lidt på vejen og lidt på fortovet, men det var næsten umuligt at komme frem på fortovet nogle steder, og på vejen blev vi dyttet af, men frem kom vi da! Første stop var ved Eden Park, som er det kæmpe stadion, hvor blandt andet finalen ved rugby VM bliver spillet her på søndag d. 23. oktober 2011. Der er plads til 60.000 tilskuere, så der bliver helt sikkert gang i den under finalen! Vi kunne ikke komme ind på stadion, men vi kunne kigge ind udefra, og det så udmærket ud. Udenfor var der nogle statuer med gamle New Zealandske stjerner, der havde spillet for All Blacks, som de jo kalder deres landshold her (fordi de spiller helt i sort.. den havde I ikke regnet ud, hva?). Én af statuerne var virkelig imponerende, for den forestillede en spiller ved navn Michael Jones, som var ved at score, og den store metalstøbning af ham i strakt ud i fuld længde, var kun forbundet til piedestalen gennem bolden, som han holdt i sine hænder.
Efter at have beundret Eden Park tog vi over til Mount Eden, som ligger næsten lige ved siden af Eden Park. Den er én af de mange vulkaner i byen, der gennem tiden har været med til at forme Auckland til det, den er nu. Vi tog turen op af bjerget i bedste bjergrytterstil, og jo længere vi kom op, jo bedre blev udsigten. På toppen var der smukt, lige meget hvilken retning, man kiggede i. Hele vejen rundt om bjerget kunne man se bugten, byen og omkringliggende bjerge, og selve vulkankrateret var også fedt! Det blæste dog utroligt meget på toppen, så vores taske var lige ved at ryge ned i krateret, hvor man ikke må gå ned, men vi fangede den heldigvis. Det blæste endda så meget, at fuglene stod stille, når de prøvede at flyve! Vi drønede ned af bjerget igen med fuld fart (bare rolig! Vi havde lovpligtig cykelhjelm på) og kørte hen til Cornwall Park, hvor vi stødte på en stor offentlig rugbybane, og så blev den medbragte fodbold ellers hevet frem! Vi skulle jo lige udnytte muligheden for at spille lidt, når den nu bød sig, og det var tiltrængt. Bagefter kom vi hen for foden af en anden vulkan, der hedder One Tree Hill. Grunden til, at den hedder det, er selvfølgelig, at der havde været et enkeltstående og meget gammelt træ på toppen, da man i sin tid opdagede New Zealand. Stedet var helligt for de lokale Maori-stammer, men det var man ligeglad med, så træet blev fældet og brugt til brænde. Senere rejste man et nyt træ, men det blev angrebet flere gange af sure Maori-folk, men det blev alligevel ved med at stå, indtil det for få år siden begyndte at dø ud. Nu er der til gengæld en 30 meter høj obelisk til minde om en eller anden vigtig mand, som jeg ikke lige kan huske navnet på.
Parken for foden af bjerget var noget af det mest flotte i verden. Der var fyldt med ældgamle træer, der strakte grenene ud til alle sider, og mellem de store træer var der nogle mindre kirsebærtræer med lyserøde blomster, hvilket virkelig vidnede om, at foråret er kommet til NZ. Der var også nogle kæmpe oliventræer, som ville gøre enhver græker misundelig! På hjemturen til Viaduct Harbour, hvor vi havde lejet vores cykler blev vi nødt til lige at spænde hjelmen, fordi vi var lidt sent på den. Men heldigvis nåede vi det lige til lukketid, og reaktionen fra udlejeren var rigtig new zealand-agtig: "Slap nu af. Tag det roligt!". New Zealand er et sted, hvor alting nok skal gå, og hvor man virkelig lever livet! De har så sandelig også omgivelserne til det! I morgen drager vi ud på en måneds rejse rundt i New Zealand. Coromandel halvø er første stop, og jeg (Mika) er vidst ikke den eneste af os to, der glæder os for vildt! Den næste måned bliver legendarisk! Vi håber i har det godt rundt om i verden, for det har vi!
/Mike og Nikoli
- comments
SvenneFar Godt at høre fra jer igen. Jeg har glædet mig over jeres beskrivelser fra Korea og Japan, men nu, når det drejer sig om New Zealand, er jeg virkelig misundelig. God tur! Og skriv endelig snart igen.