Nej nej nej, nu er det bare så lang tid siden jeg lovede, at der ville komme en spændende opfølger til ski-weekenden. Det er faktisk så lang tid siden, at jeg ikke selv kan huske hvad der skulle gøre den så spændende, meen det var måske noget med varme kilder man kan lave mad i og vilde vandfald... Lad os se...

Så velkommen atter en gang.

Hvor var vi - efter en hård afterski tour kørte vi afsted fra bjerget søndag morgen. Mine tømmermænd blev kun forstærket af at køre på de New Zealandske snoede veje. Fra passagersædet kan man ikke se speedometeret i bilerne hernede hvilket resulterer i, at jeg konstant spørger Hedvig hvor hurtigt hun kører. Hun kører dog aldrig over fartsgrænsen. Men specielt i svingene føler jeg, at jeg bliver slængt over i Hedvig, og jeg må klamre mig fast til bildøren alt imens mine nerver hænger i tynde tråde. Men øh, det er vist bare mig...

Første stop på vejen var nogle varmekilder. Det er noget med, at New Zealand ligger oven på to plader der kolliderer- Det danner så meget varme som presses op igennem undergrunden og resulterer i disse varmekilder. Der ligger en del rundt omkring i New Zealand. Dem vi så var op til 70 grader varme, men kunne blive helt op til 100 grader. Maorierne (de indfødte) plejede at tilberede mad i dem, samt bade og vaske tøj. Najs :) Der var også et par mudderhuller der stod og kogte lidt, og det lugtede ikke specielt godt. Det er organiske svovlforbindelse der kommer op, og os der har arbejdet med H2S og sådanne forbindelser ved nok at det stinker rådne æg. (Ja jeg husker kun alt for godt hvordan uvidende mig åbnede en thiophenol flaske i laboratoriet i december, og da hele laboratoriet stank af lort og rådne æg udbrød: det er mig der lugter! Det er skumle sager, det der svolv).

Næste stop på vejen var Huka Falls. Det var bare et flot sted! En vandfald-agtigt ting, dog ikke højere end 7 meter. Det har en sådan kraft, at der på det maximale kan komme 237 kubikmeter vand igennem pr sekund. Hvad siger I så? Kraften kommer fordi elven snævres ind fra 100 meters bredde til at blive 15 meter bred. Man bruger energien til at forsyne området med el.

Efter Huka Falls kørte vi hjem til Auckland. Og alt i mens jeg ikke har skrevet dette her indlæg, har vi været på en ny tur. Jeg kan godt fortælle Jer, at der bliver action for alle pengene i den historie (som forhåbentligvis kommer snart).

Sidst men ikke mindst kan jeg jo lige fortælle, at alt er vel i Auckland. Vi går i laboratoriet og hører radio hele dagen. Nu er der kun to måneder til specialet skal være afleveret, og jeg kan mærke presset efterhånden. Det går i snegle fart i laben, men da heldigvis fremad. I morgen er det fredag og weekend og jeg skal nyde en god omgang Sauvignon Blanc (så er jeg heller ikke mere presset;). De laver en satans god Sauvignon Blanc hernede, det kan anbefales at smage.

Till next time.