D. 10/2/12: Horekassen og Den grønne klat på afveje. Det er hvad vi valgte at navngive vores to biler, som vi skulle på roadtrip i. Budde og Tanja startede med at køre i Horekassen(den til to personer), hvor vi andre fire fulgte efter i Den grønne klat.(Firemands bilen.) Vi kørte over West til Te Anau, hvor vi skulle mødes med de andre, lige for at samle op. Vi kørte straks videre, da vi allerede har været i Te Anau før, da vi skulle til Routeburn og Milford Sound. Vi kørte til Lake Manapouri for at holde frokost. Søen er en af New Zealands dybeste, med sine 440 meter. I Manapouri var vi også lige en tur ned for at se Frasers Beach, som ligger ud til Lake Manapouri. Strandene her nede på sydøen er fyldt med sten, så man har ikke lige så meget lyst til at slå sig ned. Efter en kort lille strandtur, kørte vi videre mod Tuatapere, som egentlig bare bestod af et par huse og en meget gammel benzintank, hvor Den grønne klat lige skulle have sin første opfyldning. Vi forsatte mod Orepuki, hvor vi lavede en lille afstikker ud til Te Waewae Bay. Her mente Axel det kunne være sjovt at gå ned og mærke hvor varmt vandet var, det var også en super idé, lige indtil der kom en kæmpe bølge og vandet kom langt op på stranden og gjorde Axels sko meget våde! Vi fik set nye måder at undgå vandet på, og en lille hoppende Axel, hold op det var sjovt! Vi fik sat vores aftryk i sandklitten, ved at vi skrev Horekassen og Den grønne klat. Vi holdte en pause og satte os alle ind i Den grønne klat og spillede røvhul. Vi kørte derefter videre mod Pahia, hvor vi holdte ind ved Colac bay, meget lille men fin strand. Turen gik derefter videre mod Invercargill, en storby med mange tosporede veje, så vores kørerevner blev sat på prøve, og højre og venstre blev genopfrisket. Vi klarede os da igennem Invercargill + vi fik tanket Horekassen, så denkunne klare turen til Bluff, helt nede sydpå, hvor vi ville overnatte. Bluff var en meget stille by med en lille havn og en dyr campingplads, hvor vi ikke ville betale for at sove. Vi endte med at køre op til Bluff Hill, hvor vi kunne se ud over hele byen, og heldigvis havde vi spottet et sted hvor vi kunne overnatte uden at skulle betale noget! Der blev lavet aftensmad og set film, før vi lagde os til at sove for at vågne op til sol og udsigt over vandet.

D.11/2/12: Anden dagen sov vi næsten til halv 10, hvorefter Budde, Jesper og Tanja gik en kort vandretur på en times tid ud til Slipperspoint. Da de kom tilbage havde vi andre ryddet op efter morgenmaden som bestod af sund havregrød med sukker på! Vi forsatte vores roadtrip mod Catlins, et natur reservat, hvor vi skulle se på vandfald. Budde fik lov til at køre Den grønne klat, hvilket vi hurtig fortrød, eftersom han syntes, at det ville være nemmere at dreje ned af den første vej i stedet for vejen ved siden af. Det eneste problem var dog bare, at vi nu kørte mod trafikken , så vi var nu en spøgelsesbilist! Men Budde reddede den dog hurtigt, da der kom en sving bane som vi kunne skære indover og komme på rette vej. Vi holdte vores første stop i Fortrose for at sikre, at Axel fik Horekassen og Erik frem i et helt stykke, hvilket vi var lidt nervøse for, da Axels første kommentar bag rattet var hvilken pedal der var speederen!! Vi forsatte mod Waipapa Lighthouse, et fyrtårn fra ca. 1860, her var der også mulighed for at se søløver men dem så vi desværre ingen af. Vi forsatte derfor mod Slopepoint, som er sydøens sydligste punkt. Ude på det sydligste punkt var der skilte som fortalte os, at nu var vi nærmere sydpolen end ækvator, hvilket man sagtens kunne mærke på temperaturen! Men det var nu mest fordi det blæste meget og derfor føltes det mere koldt. Udsigten var fantastisk udover havet hvor bølgerne slog mod klipperne og sprøjtede flere meter op i luften. Næste stop var Curio Bay, og den forstenede skov, som var en bugt hvor der engang havde været en skov som nu bare var forstenet og der lå en masse klippesten. Her så vi også pingviner som stod oppe på stranden og viste sig frem. Vi kørte videre til Porpoise hvor vi holdte toiletpause, så delfiner og kiggede på surfere, som svømmede rundt sammen med delfinerne. Catlins som vi nu bevægede os ind i, er kendt for sine 72 vandfald, så selvfølgelig skulle vi da se en masse vandfald når nu vi kørte igennem. Vi kom på et tidspunkt forbi en skilt hvorpå der stod "Niagara falls", det skulle vi da bestemt se. Vi blev bare slemt skuffet, idet det såkaldte vandfald bare var en bæk med et par lidt store sten i. Forventningerne til næste vandfald var derfor ikke så høje, så vi blev glædeligt overrasket. Vi kom til Mcleans Falls ved at gå gennem skoven langs med Tautukufloden, og denne gang blev vi ikke skuffet! Vandfaldet væltede ud over mosklædte klipper, og i flere niveauer, så jo længere vi gik op desto smukkere blev det. Øverst oppe væltede vandet ud over klippen og flere meter ned, smukt! Efter det smukke Mcleans Falls var forventningerne og humøret igen i top og vi var klar til at opleve Lake Wilkie, en hyggelig lille sø i smukke omgivelser. Vi travede en tur omkring søen og oplevede den fra forskellige sider. Catlins har virkelig noget smukt natur, som blev bekræftet da vi kom til Purakaunui Falls. Vandfaldet her var ikke så stort som Mcleans, men stadig rigtig flot. Vi lagde os til at sove på p-pladsen ude foran Purakaunui falls, her var faciliteterne i top, vi havde "lækre" toilette(dump toiletter), giftigt vand og total stilhed. Vi fik dejlig mange pastaer til aftensmad og alt var fred og idyl.

D.12/2/12: Søndag morgen startede stille og roligt med havregrød i Den grønne klat før vi satte kursen imod Owaka hvor vi skulle tanke op og handle ind. Vi endte så med at tilbringe hele dagen i Owaka fordi byen var så "fantastisk", specielt deres legeplads lige overfor tankstationen. Dagen gik med afslapning og guitarspil, også fik vi besøg af Trine, Honoré, Bojsen og Howalt, som synes det var fedt at besøge os i Owaka. Honoré sørgede for at vi kunne se film på fjernsynet i Den grønne klat, så vi havde noget at lave om aftenen. Dagen skred stille og roligt frem og vi kom nærmere og nærmere mandag morgen, for det var jo ikke for sjov, at vi var i Owaka hele søndagen. Den grønne klat kan tydeligvis ikke køre på diesel og efter en tankfuld forkert brændstof kunne den kun flytte sig ti meter over til parkeringspladsen ved legepladsen, så der måtte vi jo pænt vente indtil mekanikeren åbnede næste morgen kl. 8. Fordi dagen havde været så irriterende, mente vi alle, at vi skulle forkæles med god aftensmad, så vi tog hen til den lokale bar/restaurant. Her fik vi alle en bbq burger med kartoffel både til. Drengene havde åbenbart besluttet sig at sorgerne skulle drikkes væk, så de startede ud med fadøl til maden og forsatte på baren ved siden af. Da de både havde drukket whisky og øl besluttede vi piger at gå tilbage til Den grønne klat for at se film og tøsehygge. Imens gik drengene videre til byens anden bar for at drikke videre. Efter mange overvejelser fandt vi endelig frem til en film vi skulle se, vi lagde os til rette med dyner, chokolade, chips og vi hyggede rigtig meget. Vi var helt opslugte af filmen, da der pludselig står en dame udenfor vores vindue og hammer hårdt på vores rude. Da jeg får åbnet døren hidser kvinden sig op og siger vi skal flytte vores bil øjeblikkelig, ellers vil hun melde os fordi vi åbenbart ikke måtte "campere" der. Efterfølgende går hun over til Horekassen og begynder at slå på den og bliver ved med at tro der er nogen derinde, selvom jeg flere gange prøvede at forklare hende der ikke var nogen derinde, men damen hørte jo stemmer sagde hun! Jeg fik hende overtalt og forklarede vores situation, og vi ikke kunne flytte den store bil. Vi fik fat i drengene som var godt i gang med whisky på den nærliggende bar og måtte forklare dem hvad damen havde sagt, og vi skulle flytte Horekassen, da den anden ikke kunne køre. Axel og Tanja satte sig i Horekassen, og vi andre gik ved siden af, også vandrede/kørte vi ellers bare Owaka rundt for at finde et sted at sove. Første og sikkert også det eneste sted i Owaka man kunne sove, så alt alt for dyr ud, og vi er alle for nærrige, så eneste mulighed var at samle os alle i Horekassen og køre tilbage de små 14 km til Purakaunui Falls hvor vi sov natten forinden. Vi kørte seks personer i en to personernes bil, hvilket nok ikke har helt lovligt da vi alle lå krøllet sammen omme bagi. Jesper og Erik sov på hver sit forsæde og Budde, Axel, Tanja og jeg klemte os sammen bag i bilen med to puder og en dobbeltdyne. Ikke just den behageligste nat, Erik og Jesper var som istapper da de vågnede og vi andre havde i nattens løb droppet dynen pga. varmen, men noget vi var fælles om, var at vi ikke havde fået den optimale søvn. Vi havde i øvrigt påbegyndt en sang om vores roadtrip, hvilket er rigtig god!

D.13/2/12: Mandag morgen ved Purakaunui Falls ringer Jespers telefon halv syv, for at få os op så vi kunne køre tilbage til Owaka og den ensomme grønne klat, som heldigvis stadig stod tilbage foran legepladsen. Mekanikeren åbnede kl.8, og allerede tyve minutter over syv stod vi klar og ventede på de åbnede. Owaka er tydeligvis en lille by fyldt med sladder og de fleste lokale vi mødte ved tankstationen havde hørt om vores lille uheld med dieselpåfyldningen på en benzinbil. Nu var vores eneste ønske bare at mekanikeren snart ville komme og kunne tømme bilen for diesel og få den til at køre igen. Den unge mekaniker kom endelig og vi fik sat Axel bag rattet i Den grønne klat, jeg som trafikstopper og drengene og Tanja til at skubbe bilen over på den anden side af vejen og ind i mekanikerens hule hvor Den grønne klat kom helt op og flyve. ;) Ifølge mekanikeren kunne han sagtens tømme bilen for diesel, og endelig var der lidt håb for at vi ville komme væk fra Owaka. Mekaniker gutten fik tømt bilen og vi fik den skubbet over til tanken og denne gang var ingen i tvivl om hvilket brændstof den kørte på! Bilen blev fyldt op og mekanikeren satte sig bag rattet for at starte bilen, men….. Det ville den bare ikke, vi skubbede bilen tilbage igen så han og nogle andre lige kunne kontrollere motoren. Der kom en ældre mekaniker til og fortalte os at de bare lige skulle brænde det diesel som var i motoren af, også skulle den gerne køre igen. Vi krydsede alt der kunne krydses og jeg sendte en lille bøn til manden oppe over skyerne. Og VUPTI bilen startede, mekanikeren satte sig ind på sædet og tog en prøvetur rundt i Owaka, for at teste om alt var som det skule være. Bilen kom susende tilbage et par minutter senere, vi betalte mekanikeren og forlod så vores elskede Owaka. Eriks mastercard klarede det og så var vi on the road again, Efter en sløv søndag kunne vi ikke komme hurtigt nok af sted og på ingen tid befandt vi os på Nugget point, en af Catlins mest populære attraktioner. Her går man ud på spidsen af en stor klippe med udsigt ud over Stillehavet og en masse klipper i havet, hvorpå der lå søløver og slappede af. På spidsen af klippen ligger også Nugget Point fyrtårnet fra 1869, man kunne dog kun se det på afstand, men det var nu heller ikke fordi det var mere fascinerende end udsigten ud over havet. Vi vendte tilbage til bilerne med nogle trætte kameraer for de havde godt nok været på arbejde, og kørte derefter videre til Kaka Point. Dette var ikke noget specielt i forhold til Nugget Point, bare en fin strand med sand, hvor vi fik taget nogle flotte hoppe billeder. ;) Nu skulle vi væk fra småbyer og skove, så kursen var sat imod Dunedin, de studerendes by. Vi parkerede bilerne og gik en tur ned gennem byen for at se hvad den havde at byde på. McD var det mest spændende sted, på daværende tidspunkt, så vi sad og nød vores burger og is. For første gang camperede vi på en campingplads med fine toiletter og adgang til køkken og bad. Så vi skulle alle i bad for første gang siden fredagen, så kan I selv regne ud hvor lækre vi alle var. ;) Om aftenen stod den på hygge med film i Den grønne klat. Efter natten med seks personer i Horekassen var der ingen, der kunne holde sig vågen til hel filmen, så straks lå alle og halvsov. Filmen blev stoppet og vi hoppede i seng, to i Horekassen og fire i Den grønne klat.

D.14/2/12: Efter en god nats søvn på Dunedin Holiday Park kørte vi ud på Otago Peninsula(en halv ø/naturreservat) for at se pingviner og søløver. Vi kørte mod Sandymount og Sandfly Bay, en kæmpe strand hvor vi så søløver igen. Turen ned til Sandfly Bay var meget sjov da det gik ned af bakke hele tiden og man kunne næsten ikke lade være med at løbe da det gik så meget ned. Nede på stranden lå søløverne næsten på række, med tryk på næsten, da der nok kun var otte søløver som lå og slappede af i solen. Vi fandt desværre ikke nogen pingviner, og måtte vende snude op mod bilerne igen. Turen op var slet ikke sjov, nu gik det bare op, op, op og op! Hvilket er pisse hårdt, da det jo var sand vi gik i. Det var en hård tur for alle, og vi kom endelig til toppen hvor vi alle måtte skifte strømper og banke sko for ikke at slæbe et kilo sand ind i bilerne. Turen forsatte rundt på Otago Peninsula hvor vi gjorde stop ved Harrington Point for at spise frokost og vippe på en vippe der var på en legeplads lige ved siden af. Efter frokost kørte vi igen mod Dunedin, fordi drengene ville ud at shoppe, specielt Budde for han formåede at smadre sine converse nede på Sandfly Bay. Vi fandt vores sædvanlige parkeringspladser, og splittede os op, hvor os piger begav os ud i Dunedin. Dog fandt vi ikke noget og endte derfor på Starbucks. Da det jo var valentinsdag, så skulle vi da ud og spise i Dunedin, hvilket drengene var helt med på, så slap de nemlig for at lave mad. ;) Vi fandt et fantastisk steakhouse, kaldet Reef & Beef, hvor man som navnet, kunne få både fisk og ko. Jeg fik en Beeffillet, en meget meget lækker og mør bøf!!! Der var alverdens rodfrugter og lidt kartoffelmos til. Vi spiste os mætte og tog tilbage til Holiday parken for at drikke lidt øl, hvor Axel, Tanja, Budde og Jesper tog på en lille bytur om aftenen. Erik og jeg blev tilbage og så Løvernes konge, og gik forholdsvis tidlig i seng.

D.15/2/12: Vi stod op, lavede havregrød og pakkede vores to biler inden vi skulle være ude af parken kl.10. Da Jesper, Budde og Axel havde været mindre beruset kørte Erik og Tanja, der tog ædru i byen. Første stop var Shag Point, som vi havde hørt fra Howalt og de andre at skulle være fantastisk, hvis man ville se sæler. Det ville vi, og det kom vi bestemt også til, der var hundredvis af sæler som lå og slappede af på klipperne. Vi brugte en masse tid på at tage billeder af de søde sæler og bare nyde udsigten. Vi havde hørt at hvis man kørte lidt længere op af den lange grusvej, så ville man kunne se pingviner så vi hoppede ind i bilerne igen og kørte af sted. Til vores store skuffelse var der ingen pingviner at se, kun en masse seabirds, som sad ude på stenene i vandet. Vi endte hurtigt i bilerne igen og kunne trøste os med at vi havde set pingviner ved den forstenede skov. Turen gik videre op til Moeraki Boulders, nogle store kugler som er op til 2 meter i diameter. De er helt runde og glatte, meget sjovt at se der bare lå kuglerunde sten i vandkanten. Vi brugte noget tid på at betragte de fascinerede sten, men vejret var ikke helt godt, så billederne kunne være bedre. Vi kørte derefter videre imod Clyde, her har de en kæmpe dæmning som vi også lige gjorde et stop ved. Dæmningen er ved Lake Dunstan, så denne sø kørte vi langs med hele vejen op til Cromwell. Søen havde noget fantastisk vand og naturen omkring var smuk. Nu manglede vi bare et sted at sove, gerne billigt, for det havde været lidt dyrt at bo i Dunedin, men vi havde det tros alt super godt i Dunedin. Lidt udenfor den lille by Luggate, fandt vi et fint lille hyggeligt sted hvor vi skulle betale 5 dollars pr. person for at overnatte. Oveni det havde vi så også toilet og bad, dog ikke samme standard som Dunedin, men fint nok for en enkelt nat. Tror selv det måske var lidt sort, for de kunne ikke tage imod kort, kun kontanter. Det lignede bare et hus hvor de bagved havde lavet toiletterne til offentlige, og så var der en hektar land foran hvor man kunne parkere. Rigtig hyggeligt. Om aftenen lavede vi bare aftensmad og satte filmen "A Kings Speech" på.

D.16/2/12: Torsdag blev vores sidste dag på roadtrip. Vi vågnede omkring klokken 10, da der pludselig var meget varmt i bilerne pga. solens varme stråler. Formiddagen forløb stille og roligt med morgenmad på græsplænen. Vi kørte lidt op nord på hvor der var to søer vi ville se. Vi gjorde første stop ved Lake Hawea, , som ligger lige ved siden Lake Wanaka, hvor vi hurtigt blev enige om at tage et par timer ved søen. Solen bagte ned på os, men Lake Hawea var godt nok kold! Koldt men dejlig forfriskende! Vandet var så krystal klar at det lignede drikkevand fra hanen. Det var også en herre flot udsigt udover søen med bjerge i baggrunden. Efter at have badet og stegt lidt i solen tog vi os sammen og kørte mod LakeWanaka, der lå ikke særlig langt væk. Vi havde heller ikke så travlt for vi ville køre hjem samme dag. Vi ankom til Lake Wanaka hvor vi startede med at gå på Subway, hvorefter vi tog vores sandwich med ned til søen. Efter kort tid så vi endnu en Jucy bil(mærket på vores udlejer), og sjovt nok, så var det Howalt, Bojsen, Honoré og Trine igen! Det var som om de forfulgte os! Hehe. Ej det var rigtig hyggeligt og vi sad og snakkede i en times tid mens vi nød en is i solskinsvejret. Os i Den grønne klat og Horekassen besluttede os for at komme hjemad. Der var kun ca. en times tid hjem til Queenstown hvor vi troede vi ville være nogen af de første hjemme. Men nej, vi kom hjem ved 17 tiden og der var mange hjemme. Det var nu rigtig dejligt at se de andre efter næsten en uge på vejene. Vi besluttede os selvfølgelig for at skulle ned og have Ferg burger en sidste gang, inden vi skulle til at forlade Queenstown. Fredag morgen startede vi med at smide en masse tøj til vask så det kunne nå at blive tørt, inden der skulle pakkes til om søndagen. Fredag gik med ren afslapning og om aftenen skulle vi have en sidste bytur i vores dejlige by Queenstown. Lørdag gik med tømmermænd og en tur rundt i byen lige for at sige farvel, for om søndagen gik det mod nord, op til Fox Gletsjer.