Nu er det vidst ved at være lidt tid siden jeg har skrevet sidst. Det er svært at finde tid og overskud til det hernede, og de gange jeg har sat mig for at skrive, har internettet ikke virket eller også er der kommet strømafbrydelse midt i det hele.

Siden sidst har vi været på en brick factory. Her så vi hvordan mursten bliver til nepali style. Vi havde nok alle sammen en forestilling om hvordan en fabrik ser ud, men ingen af os havde forestillet os, at det hele foregik under åben himmel med arbejderne boende på fabrikken, 4 mennesker på 3 kvadratmeter i et hus der mere var en skal af mursten. Her var vi sammen med en organisation der arbejder for at få arbejdernes børn i skole, så de ikke bliver kvæstede i arbejdsulykker, som ikke er en sjældenhed. Arbejderne blev imens vi var der undervist i prævention. Arbejderne e kun ansat i 6 måneder, for da flytter fabrikken videre til ny jord og den brugte jord bliver omdannet til rismarker og så står arbejderne atter uden job.

Siden er vi bl.a. blevet undervist i kommunikation, trade unions (fagforeninger), nepali og haft workshop med mangement studerende herfra Nepal.

Sidste fredag tog vi ind også premieren på det teaterstykke som vi havde set prøver på. Vi blev indtil pausen, hvor vi "stak af". Det var er mærkeligt stykke og svært at holde fokus når ikke man forstod replikkerne. Vi tog derefter på en nepalisisk restaurant (tror dog aldrig de har serveret for ande end turister), som vi havde fået foreslået af vores facilitator Anjanna. Vi blev først ført op på øverste etage, hvor vi skulle tage vores sko af og sætte os på puder på gulvet og ved lave borde. Her fik vi Everest øl og forret samtidig med at nepalesiske kvinder dansede for os og vi fik røde pletter i panden. Vi skulle selv danse med i den sidste dans. Bagefter satte vi os på etagen nedenunder og spiste hovedret. Endelig fik vi noget kød og det bestod bl.a. vildsvin. Vi tog derefter i byen og gik på Namasté Café, her mødte vi københavnske Jacob på 17 år som boede her i Kathmadu sammen med sine forældre, da de skulle arbejde her i 2 år for trade uniouns. Alt lukker kl 24 her, så vi var tidligt hjemme i seng igen.

I mandags skulle vi ud og bo i slummen. Vi blev kørt til et slumområde i Kathmandu Valley. Vi blev sat af ved en skole, hvor vi blev fortalt, at vi skulle hjælpe med at bygge den. Vi skulle imidlertid bare skovle noget sand igennem en kæmpemæssig si og bære det op på taget, hvor det skulle bruges til mørtel. Der var kun 3 skovle og 14 mennesker. Her sad vi og ventede i 5 timer indtil en masse familier kom og valgte os hver især og tog os med hjem. Min slumfamilie bestod af mor, far, søn på 20 og datter på 14. Aftenen var mærkelig og langtrukken. Der var ingen der rigtig sagde noget, og ingen der rigtig kunne engelsk. Pludselig spurgte pigen om jeg ville se hendes skolebøger selvom hun havde brugt det meste af aftenen på at ligge gemt under en dyne og snigende betragte mig gennem et lille hul. Faren var meget dømmende og ville hele tiden høre hvor mange rupees min mor tjente om måneden. Jeg fik også klar besked på at tage datteren med til Danmark. Vi gik i seng 20.50 og stod op igen kl 5.00. Min seng bestod af to forskudte brædder og var halvanden meter lang, så jeg var godt rædbrækket næsten morgen. Da faren og sønnen var taget afsted, blødte pigen op for mig. Hun kom hen og snakkede med mig og gav mig en lille bamse. Hun spurgte også om hun måtte sætte mig hår. Jeg fik også lov at sætte hendes (ekstremt fedtede) hår. Moren kom ind og sad med os. Hun havde et rigtig stort og flot tørklæde på, så jeg spurgte hende, hvor hun havde købt det, da vi ikke har sådanne i Danmark. Datteren oversatte, at hun havde købt det lige oppe ad vejen, og jeg sagde, at jeg måtte derop og købe et. Der gik lidt tid også hviskede de to lidt sammen. Moren gik og 10 min efter kom hun tilbage med at tørklæde til mig og lagde det over skulderen på mig. Så havde hun løbet op og købt et til mig. Lidt senere på morgenen gik jeg ud og snakkede med nogle af mine fellow volunteers ude på vejen og da jeg kom ind gav pigen mig en træudskæring af en påfugl som en af deres venner havde lavet. Jeg fik helt dårlig samvittighed over ikke at have taget noget med til dem, så jeg efterlod et billede af Nikolai og jeg og skrev et brev bagpå. Det tror jeg nu, de blev ret glade for. Pigen rendte i hvert fald rundt med det i hånden hele tiden og skulle have det med i skole.

Min room mate Mette havde fået det dårligt den morgen vi skulle i slummen, så hun blev hjemme. Hun var besvimet et par timer efter og var taget på hospitalet. Det viste sig, at hun var dehydreret. Flere led af de samme symptomer, hvilekt ikke er så mærkeligt, da vi allesammen spiser og drikker det samme. jeg var også helt færdig i kroppen. Da jeg kom hjem lagde jeg mig ind til hende og sov samt drak en masse salt ogJsukker. Vi sov sammen hele eftermiddagen kun afbrudt af små hyggelige samtaler. Vi var lige oppe og spise kl 19. Her kunne mine ben ikke engang bære mig. Alle mine muskler var så ømme. Så jeg gik i seng med det samme og sov 12 timer i nat og føler, at jeg snart er ved at være ovenpå. Lægen havde nu også sagt til Mette, at man ikke havde været i Nepal, hvis ikke man havde været syg i Nepal.

Nu er der stort set kun en uge tilbage her i Nepal. Det er lidt mærkeligt at tænke på, men samtidig også rart. Jeg glæder mig til at komme videre og starte et nyt eventyr.