Reality check...

Oh my god. Aldrig har en oplevelse sat sig så dybt i mig. Normalt skal jeg lige sluge tingene før jeg ligesom forstår, at jeg er blevet rørt. Men denne aften har allerede sat sine dybe og mærkbare spor.

Lasse, Stine, Catherina, Helena og jeg tog omkr. kl 16.30 en taxa til Durbar Square for at mødes med en fyr kaldet Juju fra en organisation der hedder heartbeat. Vi deltog i et arrangement der hedder Curry without worry. Vi når lige ind på Durbar Square og jeg bliver overfaldet at to små drenge, der kaster sig overn på ryggen af mig og råber "miss, miss". De klynger sig til mig, smiler og prøver at være så tæt på mig som muligt. Drengene er gadebørn. De er ca. 12 år gamle, men ligner nogle på 7. Limen har stoppet deres udvikling. Flere og flere børn kommer til. Store og små. Vi sidder på en trappesten i en halv times tid og venter på maden ankommer. Alle drengene vil gerne snakke med os og have fysisk kontakt med os. De bliver ved at at sige "One picture miss" og vil gerne have taget billeder imens de sniffer lim. Samtidig kommer de også op og skændes og slås om vores opmærksomhed. Da maden ankommer serverer Helena, Stine og Catherina. Lasse og jeg står udenfor kredsen og observerer. Hierakiet eksisterer i bedste velgående og børnene kommer op og slås i køen, hvilket resulterer i, at de store drenge afstraffer de små med kæppe. Deres klare påvirkede øjne er virkelig svære ikke at lægge mærke til og deres opførsel som en 20-årig dansker på stoffer på et diskotek sætter sine spor, især når drengene ikke er ældre og dette er deres hverdag. Jeg bliver viftet om bag templet efter lidt tid. De drenge der har fået deres mad har fundet et par trommer frem og sidder og spiller. De vil lære mig bollywood dans. Den yngste dreng tager mine hænder og fører mig rundt på gulvet. Dansen blev vores sprog, da drengen selvfølgelig ikke kan engelsk. Jeg lærer dem macarena-dansen og da begynder en af drengene at spille og synge Shakiras Waka Waka. De var virkelig kærlige og ville bare have omsorg og forståelse.

Puha sikke en oplevelse. Jeg kan godt forstå man bliver nødt til at sniffe lim for at overleve livet på gaden. Desværre hjælper vi dem jo kun til at overleve, og ikke til at få det bedre med en portion mad.