Efter en urolig nat med kun få timers søvn ringer vækkeuret 4.30. Vi tager tøj på og vælger omhyggeligt noget der sidder tæt til kroppen. Ikke noget med kjole og alt for løse T-shirts. Derefter går vi ned i lobbyen, hvor alt personalet ligger og sover i et par lænestole. En af dem vågner dog hurtigt og lukker os ud af den store metalport. Gaderne er fuldstændig tomme og alt er mørkt. En enkelt hund løber over vejen, men ellers er der totalt stille - helt underligt at se Kathmandu sådan. Efter et par minutters ventetid kommer der en mand der skal følge os over til firmaet. Vi gå gennem de skumle gader til vi ankommer til stedet, men det har ikke åbnet endnu, så vi venter ude foran. Langsomt kommer der flere og flere mennesker til, og vi er en 25-30 stykker, da skoddet til firmaet åbner. Alle skal ind og krydses af som "deltagende" og alle får billetter. Derefter går vi alle ud til to busser der ikke ser alt for "raske" ud. Vi sætter os ind på de helt løse sæder og turen starter. Vi skal køre i 3-4 timer, så vi har massere af tid til at spise morgenmad og læse. Det er dog ikke meget mad vi får spist, for vi er alt for spændte. Da vi har kørt en times tid punkterer vores bus, og vi må holde et hurtigt pit-stop. Derefter forsætter vi turen af smalle snørklede veje og der er et par gange hvor bussen er helt ude og sige "hej" til kanten. Det er umuligt, at hvile sig på turen, for alt bumler og hopper konstant. Efter de tre-og-en-halv time, kan vi skimte broen fra bussen og nu er vi ved The Last Resort - stedet hvor vi skal bungyjumpe fra! Her er utroligt smukt med en af Nepals største floder som bruser nede i dalen, og høje bjerge der grænser op til Tibet som vi kun er få kilometer fra. Dog ligger vores fokus et HELT andet sted, så naturen får ikke mange blikke. Vi møder vores instruktør og han giver instrukser i hvordan vi skal hoppe. Derefter bliver vi delt ind i grupper, og Sofie kommer i gruppe et (som starter med at hoppe) og Nicolai kommet i gruppe tre.

Han følger mig derefter ud på den lille platform, der hænger ud fra broen, og nu kører tankerne for alvor rundt i hovedet på mig. Jeg kigger ned og tænker "Det er dumt, det er dumt, det er dumt, det er ufatteligt dumt." Jeg står kun på broen i få sekunder og så hører jeg orderne "en, to, tre hop!" Der er ikke så meget andet at gøre end at hoppe, så det gør jeg... Jeg havde sagt til mig selv, at jeg ikke ville skrige, men hold kæft hvor jeg skreg. ;) Jeg skreg så meget, så jeg til sidst ikke havde mere luft tilbage. Da elastikken endelig strammer efter et langt frit fald, bouncer jeg op og ned et par gange. Det er så fedt og adrenalinen pumper rundt i kroppen. Jeg er ned ved floden igen efter de 9 sekunders frit fald og to fyrer hjælper mig ned. De spørger hvordan det var, og jeg siger, at det var det vildeste, jeg nogensinde har gjort. Jeg kan stadig mærke mine ben ryste, men løber hurtigt turen op af bjerget, for at komme op til Nicolai, som venter på at høre om hvordan det var. Jeg kan stadig mærke adrenalinkicket timer efter hoppet. Det var sindssygt vildt!!! Efter Sofies hop spiser vi lækker frokost, og derefter er det endelig Nicolais tur.

Sofie: Gruppe et og jeg går ud på broen, og vi bliver stillet bag et sikkerhedshegn tæt på hoppeområdet. Broen bliver lukket fra begge sider, så der ikke er andre mennesker der kan forstyrre (sikkerheden er i top;)). Jeg har det laveste nr., så enten skal jeg hoppe først eller sidst. Heldigvis starter de fra de højeste nummer, så jeg kan lige se nogen det hopper, før jeg selv skal. Jeg tænker, at jeg har god tid, til jeg skal hoppe, men pludselig hører jeg mit nummer! De har byttet om på rækkefølgen, så nu skal jeg spring som nummer 3! Jeg går ind i security-området og får udstyret på. De to kameramænd bliver ved med at filme mig, og de spørger om alt muligt, men jeg kan kun få fremstammet få ord. Inskruktøren kommer og laver det aller sidste sikkerhedstjek.
Nicolai: Jeg er pænt nervøs, da jeg træder ud på broen. Alle mennesker har vel lidt hæjdeskræk, når man skal hoppe ud fra 160 meters højde. Gruppe 3 bliver placeret bag en sikkerhedssnor og venter... Pludselig bliver mit nummer råbt op, og jeg skal have udstyret på. Efter et sidste sikkerhedstjek kalder inskrukren på mig, og jeg kravler ind under det sidste hegn. Nu står jeg på en lille platform, og da instruktøren beder mig smile til kameraet, er jeg alt for nervøs. Jeg regner med, at det er okay at stå 10 cm. inde på platformen, men inskruktøren bliver ved med at sige, at jeg skal længere og længere ud, til jeg tilsidst er halvt ud over kanten. Nu lyder orderne "three, two, one, jump!" Min hjerne slår fra, og jeg springer ud fra den 160 meters høje bro med kun en elastik omkring mig. I de første spiltsekunder bliver alt sort, men de næste 8-9 sekunders fald er MEGET virkeligt. Jeg falder mod jorden og den brusende flod, og alt går så ufatteligt hurtigt. Pludselig mærker jeg elastikken spænde, og jeg bliver skudt tilbage. Jeg hopper op og ned et par gange, mens jeg råber og skriger. Derefter lander jeg på den bløde madras i bunden af dalen, og to instruktører spørg mig hvordan det var. Adrenalinien pumper stadig i kroppen (det gjorde den også stadig om aftenen) og jeg kan kun fremstamme "it was f***ing awsome," mens jeg kigger op på broen, som jeg sprang ud fra for få sekunder siden. Farten, adrenalinen og nervøsiteten er gået op i en højere endhed, og et var det vildest jeg nogensinde har gjort. Turen op går legende let, og jeg løbe et godt stykke op, og møder Sofie, som er klar til at høre om springet og dele oplevelsen med mig. Da alle har hoppet, går turen af den bumlede vej tilbage til Kathmandu. Sikke en dag :)