Kørerturen til Pokhara var intet mindre end ubehagelig. Vi kørte via bumlede, hullede veje og vores chauffør kørte utroligt ringe, så vi ankom til byen med kvalme og hovedpine, men der var hurtigt overe.

Pokhara var en fantastisk by. Der var ikke så meget at lave, hvilket passede os rigtigt godt, for vi havde brug for lidt afslapningen. Alligevel var byen speciel, for den havde den smukkeste udsigt. På den ene side af byen lå en kæmpe sø, og på den anden side snoede de mejestætiske himmalaya bjerge sig. Fra vores hotel havde vi udsigt til Nepals næsthøjeste bjerg Annapurna, som mange også trekkere til. Man går bare ikke lige så meget som på Everest-trekket. ;)

Vejret var desuden også meget varmere: 25 grader hvilket var skønt. På grund af det varmere vejr var der også flere mug, som åd Sofie op, mens Nicolai ikke fik et eneste stik!

Ellers gik det meste af tiden med at side på hyggelige små cafer, gå rundt i byen og shoppe lidt tøj og souvenirs.
En af dagene lejede vi en lille robåd, og tog ud at sejle på søen. Vandet var helt roligt og der var så fredfyldt. Vi sejlede over til den modsatte bred, og gik i land for at se "The world peace stupa," der lå på toppen af et bjerg. Stuppaen var virkelig flot, og vi havde panoramaudsigt ud over søen, Pokhara og bjergene - så smukt.

Vi var også ude på en cykeltur en af de andre dage, hvor vi cyklede rundt i udkanten af byen. Vi cyklede ud til et vandfald der hed "Devis Fall". Vandfaldet var opkaldt efter pigen Devin, der efter myten, skulle være kravlet ned af nogle klipper, hvorefter hun var blevet skyllet væk af strømmen. Vi havde derfor forventet et temmelig stort og voldsomt vandfald, så vi blev ret skuffede, da Vandfaldet ikke var større end en vandpyt! Det var godt nok ikke det mest spændende vi nogensinde havde set, men det var stadig hyggeligt at bevæge sig ud til de lokale gader og stræder. Folk vinkede og smilede sådan, da de så os, og vi følte os lidt som aliens, fordi de var så begejstrede og glade.

Vi cyklede derefter ud til en grotte kaldet "Gupteshowor Mahader Cave" og et tempel kaldet "Bindhyabasini". Det var ret meget lig "Devis Fall" - altså lidt små kedeligt... Men det var dog alligevel en sjov oplevelse at være ved Bindhyabasini. Templet var et hindutempel, og alle kvinderne var helt oppe at køre over Sofie. Kvindene ville have taget billeder med hende og de ville sætte hendes hår. Lidt underligt, for det plejer at være turister der er interesseret i de lokale og gerne vil tage billeder, men her var det omvendt. :) Efter lidt tid fik Sofie løsrevet sig fra mængden af kvinder og hun og Nicolai satte snuden hjemad.

Tilsidst er der også at fortælle, at vi tog ud til en tibetansk bydel for at besøge et kloster. Da vi kom derud, kom mange af munkene ud fra de mange forskellige bygninger for at se, hvad to turister lavede i deres kloster. Det var åbenbart ikke så ofte at de fik besøg. :) Vi blev budt ind i klosteret, og så alle stederne, hvor de bad. Det var spændende at se munkene i deres flotte orange dragter, og se hvor simpelt de levede. Det var ikke meget munkene sagde eller fortalte, da de ikke kunne engelsk.

Efter besøget i klostret ville vi se den tibetanske SOS børne skole der lå ved siden af. I starten vidste vi ikke helt om det var en mulighed, men munkene signalerede, at det kunne vi sagtens. Vi gik nu alligevel stille ind af porten, og blev mødt af en klasselærer, der fulgte os til rektor. Han bød os hjerteligt velkommen og viste os rundt på den lille skole. Skolen var som sagt en SOS skole, der gav forældreløse og hjemløse tibetanske børn en uddannelse. Vi spurgte rektoren, om vi kunne se en klasse blive undervist, men det ville forstyrre for meget, så det kunne vi desværre ikke. Da det var gået lidt tid med snak og fremvisning, kom en klasse løbende ud af et klasseværele. De skulle have idræt, så der kunne vi se på. :) Inden vi forlod skolen fik vi det håndskrevet skoleblad hvor eleverne fra 1. til 6. klasse havde skrevet en lille historie på engelsk. Det var meget rørende at læse, og det var utrolig fint af rektor at forærre os bladet, for normalt betalte forældrene for at få det.

Efter de fire rigtige dejlige dage i Pokhara fløj vi tilbage til Kathmandu - ret luksus at flyve i betragtningen af at der kun var 140 km, men at køre 140 km kunne tage op til 10 timer, og vi skulle nå tilbage til Kathmandu i god tid for at nå vores bungy-jump. Uuuu... ;)