Efter en fem timers lang køretur ankom vi til hotel Rainbow i Chitwan. Her havde vi tre dage og vi skulle se en masse ting. Vi fik lidt tid til at pakke ud, og så skulle vi ellers på landsbytur. Lige fra starten gik vi rigtig godt i spænd med vores guide Ono. Han var ekstra glad for os, så turen startede godt. :)

Ono fortalte historier om hvordan landsbybeboerne byggede huse og hvordan de levede. Landsbyturen satte alt i perspektiv, for folket boede bogstaveligt talt i små huse af lort. Man indser virkelig hvor forkælet man er. Derefter gik vi videre til elefantstalden, hvor vi fik et hurtigt kig på elefanterne. Vi forsatte videre langs floden, hvor vi så det berømte et-hornede-næsehorn. Det tog sig lige en dukkert, og til at begynde med kunne man kun se ørerne. Efter det lange bad næsehornet nu havde fået, vandrede det lige så stille op på bredden igen. Vi fik et kanon godt udsyn til det kæmpe dyr, og vi følte os meget heldige. Vi gik videre, og slog os ned i nogle lænestole på strandbredden, hvor vi så solen gå ned over junglen. Det var utrolig smuk, og oplevelsen blev 100 gange bedre, da to store, iskolde øl kom på bordet. ;)
Mørket faldt på, og Ono fulgte os tilbage gennem buske og træer, til vi var på hotellet igen. En perfekt dag at lægge ud med.

Dagen efter havde Ono arrangeret en jungle walk, hvor det kun var os to + to guider. Det var super fedt, at vi ikke skulle gå i en stor gruppe, for vi havde bedre chancer for at se dyr, når vi kun var en lille flok. Vi startede tidligt om morgen, og inden vi gik ind i junglen, gav vores jungleguide os nogle sikkerhedsregler. Han startede ud med at sige, at hvis vi mødte en vild elefant, var der intet han kunne gøre... Den var simpelthen for stor og stærk. Man fik da ihverfald smidt kortene på bordet. Så fik vi at vide, at hvis vi rendte ind i en tiger, måtte vi ikke vende ryggen til og løbe, for tiger angriber altid bagfra. Hvis vi mødte et næsehorn skulle vi løbe zik-zak, og hvis vi mødte en såkaldt læbebjørn, skulle vi kravle op i et træ. Hvis vi så mødte en anden slags bjørn måtte vi endelig ikke kravle op i træerne, for den kunne kravle hurtigere end os...

Vores guide forsatte med at nævne 10 andre situationer med dyr, og da han var færdig, stod vi og var lidt bekymret. Hvad nu hvis vi ikke kunne huske, hvad vi skulle gøre, hvis vi mødte et bestemt dyr! Vores guide sagde stille og roligt, at han nok skulle beskytte os, og det var også meget fint. Han stod bare kun med en skide bambuspind i hånden.

Vi bevægede os alligevel ind i junglen og var meget opmærksomme på alt - lugte, lyde, og bevægelser. Vores guide vidste alt om planterne i junglen, og han var ekspert i fuglene. Vi fandt en masse spor efter tiger, men vi så desværre ikke nogen. Vi holdt jungle-picknic dybt inde i junglen, og sad og spiste blandt massevis af insekter. Efter vores frokost gik vi videre ned til en flod, hvor vi så tre meter lange krokodiller på den anden side af floden. De lå og solede sig, og man fik et lille sug igennem maven, for der var ikke langt over til den anden bred. Vi gik videre gennem fire meter højt græs, og pludselig bad vores guide os om at stoppe og være helt stille. Han kunne høre et næsehorn, der var tæt på os! Vi gik stille frem, men næsehornet opdagede os og løb et stykke ind i junglen. Vi fulgte efter, og det var ligesom at være på jagt. Efter lidt løben, stoppede vi og kunne se næsehornet inde bag nogle buske. Vi kiggede et godt stykke tid, og derefter var det på tide at skynde os væk. Næsehornet var begyndt at brøle, da der var et andet næsehorn på vej.
Vi gik langsomt hjemad og på vejen så vi nogle hvidplettede-dådyr i buskene. De løb dog hurtigt, da de hørte os. Vi var tilbage på hotellet lige inden solnedgang og var godt trætte efter den lange dag.

Den næste morgen startede tidligt ud med dejlig stor morgenmad, og derefter skulle vi ud at sejle i kano. Vi sejlede i to timer, og det var virkelig smukt, med tågen der stadig lå som et tæppe over vandet. Vi så utrolig mange fugle, og en af de største fugle havde fået øgenavnet "præmiere minister" fordi det lignede, at den havde smoking på. Vi lagde til kaj ved elefantstalden, hvor vi så de lokale fodre elefanterne. Elefanterne spiser 250 kilo mad om dagen bestående af grene, ris og sukker.

Vi gik ud af junglen og kombud til vejen, hvor vores jeep holdt. Vi skulle ud på en lang køretur gennem små landsbyer, og tilsidst endte vi ude ved "the elefant breeding center," hvor de lokale passer gravide elefanter og deres unger. Ono råbte, at vi skulle skylde os hen til hegnet, for der stod en fem måneder gammel baby-elefant og spiste græs og legede op af hegnet. Den var så sød, og vi aede den og gav den mere græs, som den hapsede med snablen. Ono fortalte alt om mødrene og deres unger, og det var sjovt at tænke på, at en elefant mor ammer i ca. tre år. Vi så desuden de berømte baby-tvilling-elefanter og selvom de kun var tre år gamle, var de stadig meget store. ;)

Vi kørte tilbage til vores hotel, og gik ned til strandbredden, hvor vi havde set solnedgangen to dage tidligere. Efter lidt ventetid kom der et par elefanter, der ville have sig en dukkert. Vi spurgte Ono, om det var muligt at gå ud og bade sammen med elefanterne, og det var det! Nogle af elefanterne var mere legesyge end andre, og Ono der jo så godt kunne lide os, gav os særbehandling, og viste os hen til en meget legesyg elefant. Vi gik ud i vandet og skulle kravle op på den store elefant. Nicolai kom nemt op, men klumpe-dumpe Sofie blev ved med at falde ned. Tilsidst gav elefantføren Sofie et ordentligt skub i røven, så hun kom op at side på ryggen. Da vi begge sad tilrette på hun-elefanten, tog hun snablen ned i floden, og sugede vand op. Derefter svingede hun snablen tilbage og sprøjtede os helt til! Efter et par badeture, råbte føren, hvad Nicolai hørte som pizza-hut (den dreng og mad;)) til elefanten. Råbet havde dog intet med pizza at gøre, det var derimod en ordre til at ligge sig ned i vandet. Elefanterne ligger et ben ned ad gangen, og det var derfor virkelig svært at holde balancen på den bare ryg. Nicolai faldt af med det samme, mens Sofie klarede det hele vejen ned. Da elefanten lå helt ned i vandet, vaskede vi hende, og da vi igen skulle op på ryggen, var det via snablen. Elefanten løftede os op, så vi kunne kravle ind over hovedet. Legen forsatte et godt stykke tid, og vi blev kastet af en del gange. Det var mega skægt, og det var en rigtig god oplevelese.

Vi havde en pause hvor vi spist frokost og skiftede tøj, og derefter stod den på elefantridning. Man skulle sidde fire mand i hver elefantkurv, men Ono sagde, at vi skulle vente til alle var "gået ombord", for så kunne vi få en kurv for os selv. Vi red ind i junglen, og efter lidt tid så vi to næsehorn spise mad i nogle buske. Det var en mor og hendes lille unge, og det fede var, at vi kunne kigge på dem så længe vi ville, for næsehornene kan kun se elefantens ben, og den føler næsehornene sig ikke truet af. Vi så også et par aber kravle i træerne, og flere hvidplettede dådyr. Vi var færdige med elefantridningen omkring solnedgang, og så var nogle meget oplevelsesrige dage i Chitwan ovre. Nu skulle vi videre til Pokara.