Dag 1: 06.11.11 Hotel Manang og briefing.
Første dag ankom vi til Hotel Manang, hvor vi havde en overnatning før trekkets start. Det var et virkelig NIICE hotel - rigtig pænt, rigtig flot og rigtig dyrt! ;) (Vi havde kun råd til den ene nat) På Manang mødtes vi med gruppen og vores to guides Dawa og Khristna. Vi blev blandt andet briefet om sikkerheden i bjergene, for måden at få transporteret ting og mad op på, var via mennesker og dyr. Bærerne som kaldes Sherpa holdt selvfølgelig tilbage for trekkers, men "the yaks" (en bøffel) holdt ikke tilbage... Så der var med at være vågen, når "the yaks" kom, for man skulle hurtigt ind til den rigtige side, ellers risikerede man, at blive skubbet ud over kanten. :S

Efter briefingen spiste vi middag og lærte hinanden lidt bedre at kende. Vi var de eneste danskere blandt de 15 i gruppen, og vi var også de yngste. Alle undtagen os, havde trekking erfaring som Annapurna Base Camp, Inkastien og Kilimanjaro, så da de hørte, at det var vores første trek nogensinde, og at vi skulle trekke til det højeste bjerg i verden, begyndte de alle at smågrine.
Vi gik desværre lidt skeptiske i seng, for vejret havde været utrolig dårligt de tidligere dage, så mange havde fået aflyst deres tur.

Dag 2: 07.11.11 Flyvning til Lukla og trek til Phakding.
Klokken 3.30 ringede vores vækkeur, for vi skulle være i lufthavnen til åbningstid. Da vejret vat helt fint, kunne vi heldigvis godt tage afsted. Efter vi havde tjekket ind, kom vi ud til den mindste flyver ever! Der var plads til 20 personer og nødudgangene var i vinduerne... Men der var trods alt servering om bord. Vi fik da et bolsje og noget vat til ørerne. ;)

Flyveturen der gik til verdens farligste lufthavn, Lukka, var noget af en oplevelse. På den ene side var man så overvældet af den smukke udsigt over Himalayabjergene, og på den anden side var man temmelig nervøs for at lande på landingsbanen. Den var kun 160 meter lang, og den var samtidig nød til, at have en højdeforskel på 60 meter fra start til slut, da man ellers ikke kunne nå at bremse. Landingen gik som smurt, og derefter havde vi en vandretur på 5 km til Phakding i "Nepali flat" terræn - det går stejlt op og stejlt ned, og stejlt op og stejlt ned. Naturen var helt ubeskrivelig fantastisk og kameraet bliver brugt hele tiden. Sluthøjden for dag 2 var: 2652 meter og oxygen niveauet var 73 %

Dag 3: 08.11.11 Trek fra Phakding til Namche Bazaar.
Vores guide Dawa fortalte, at der ville være tre rigtig hårde dage, dag 3 var en af dem. Vi gik 9 km til Namche Bazaar, og det gik meget stejlt op. Da vi endelig ankom til vores lodge, (et primitivt hotel) var vi alle helt færdige, og mange af os havde lidt hovedpine på grund af højden.

Lodget var et af de pænere lodge, hvor der var toilet på værelset. Dog var der INGEN isolering, så da solen gik ned, blev der iskoldt på værelser - 0 grader... Men selvom man bandede kulden langt væk, var det hele turen værd. Sluthøjden for dag 3 var 3441 meter og oxygen niveauet var 64 %

Dag 4: 09.11.11 Hviledag
Efter den forrige lange dag, var en hviledag lige hvad vi behøvede. Det var også nødvendigt, for at kroppen kunne vænne sig til højden. Vi skulle kun på en lille ekskursion, som så alligevel var på 5 km. Det var faktisk rart med en gåtur, for hovedpinen fra højdesygen blev væsentlig mindre, fordi vi først gik op og derefter ned igen.

Efter vores ekskursion, gik vi og nogen andre fra gruppen ned til Namche Bazaar Markedet, hvor man kunne købe alt slags trekking udstyr og tusindvis af souvenirs. Sluthøjden for dag 4 var 3441 meter og oxygen niveauet var 64 % (Samme som dag 3)

Dag 5: 10.11.11 Trek fra Namche Bazaar til Tengboche.
Dag 5 skulle vi gå 9 km til Tengboche, men det ville ikke blive lige så hårdt som dag 3. Vejret var helt perfekt. Solen stod højt på himlen og der var ikke en sky at se. Det gode vejr gjorde trekket SÅ meget bedre, for det var i forvejen fysisk og psykisk hårdt nok, så hvis det regnede og var bidende koldt i dagtimerne, ville det havde været 100 gange sværer.

Efter de 9 km ankom vi til en lille by, hvor der lå et kæmpes kloster. Her fejrede munkene fuldmåne festival, og for buddhisterne er fuldmånen meget betydningsfuld, så de spillede musik og dansede i gården. Om aften var der totalt stjerneklart, så Nicolai var ude og lege med sit kamera. Sluthøjden for dag 5 var 3867 meter og oxygen niveauet var 60 %

Dag 6: 11.11.11 Trek fra Tengboche til Dingboche, Nicolais fødseldsdag.
Nicolai blev vækket med fødselsdagssang af Sofie, og da han troede, at det var det eneste han fik, blev han overglad. Men Nicolai var uvidende om dagens kommende overraskelser... ;) Vi skulle gå 8 km, og vi kunne virkelig mærke at morgenerne var blevet koldere, for vi skulle have flere og flere lag på. Vi spiste frokost ved en brussende flod med bjergene i baggrunden, og det var så smukt og specielt. Med al den motion vi fik den dag, var det måske ikke lige Nicolais ideelle måde at fejre fødselsdag på, men alligevel ville han nok aldrig få sådan en udsigt igen. :)

Da vi havde spist aftensmad blev alt lys i lodge-restauranten slukket, og Dawa kom ind med en super flot fødselsdagskage. Sofie og Dawa havde holdt tæt med surpriset, så Nicolai blev virkelig overrasket og rørt, for han troede ikke, at han ville blive fejret. :D Efter kagen spillede Dawa, Khristna, Nicolai og Sofie "500" og Nicolai vandt KUN fordi han havde fødselsdag. Sluthøjden for dag 6 var 4358 meter og oxygen niveauet var 57 %

Dag 7: 12.11.11 Hviledag
I Dhingboche havde vi igen en hviledag, men selvfølgelig med en lille gåtur. Efter 4 dage med dårlig mave, måtte Sofie blive tilbage på lodget, da hun var helt drænet for energi. I de højder var det vigtigt at være rask, for ellers kunne man nemmere få højdesyge. Nicolai og gruppen gik 4 km halvt op af et bjerg og ned igen. Det var en smuk tur, da man havde en fantastisk udsigt over dalen, som var dækket af skyer.

Efter eskursionen var Dawa, Nicolai og Sofie nød til at tage til et af bjerghospitalerne, så en læge kunne undersøge Sofie. Lægen var utrolig sød og gav Sofie noget nyt medicin, som begyndte at virke i løbet af aften. Da aftensmaden var spist, lærte vi gruppen at spille "UNO" og det var så sjovt! Sluthøjden for dag 6 var 4358 meter og oxygen niveauet var 57 % (Samme som dag 6)

Dag 8: 13.11.11 Trek fra Dingboche til Labuche.
Dagen startede med solskind, men efter et stykke tid, blev det skyet. Vi gik 8 km i tåget vejr til Labuche, hvilket var lidt ærgerligt, men da vi nåede vores lodge klarede det så småt op.

Vi snakkede med Dawa om dagene i Nepal efter trekket, og han arrangerede en masse for os. Han kunne gøre tingene meget billigere, fordi han jo var nepaleser, og fordi han vidste hvem man skulle snakke med. Han var simpelthen så sød og hjælpsom - den bedste guide man kunne ønske sig! Han var altid så glad og spredte så meget glæde omkring sig. Vi gik tidligt i seng, for vi skulle tidligt op til næste dags store udfordring... Everest Base Camp. Sluthøjden for dag 8 var 4940 meter og oxygen niveauet var 53 %

Dag 9: 14.11.11 Trek fra Laboche til Gorekshep, derefter fortsæt til Everest Base Camp og tilbage til Gorekshep.
We made it!!! Efter 8 dage med voldsomme stigninger, intet ilt, syge maver og en fandens kulde nåede vi Everest Base Camp (EBC 5364 meter og oxygen niveau på 51 %) Dagen startede med 6 km trekking, hvor vi efterfølgende havde et kort stop med frokost. Derefter gik vi endnu 5 km i stejle bjerge, og vi følte os som gamle og svage mennesker (50+ Tag den svigermonster, fra Nicolai) ;) da iltniveauet kun var på 50 % Bare det at binde snørrebånd gjorde en forpustet. Lige inden EBC skulle vi krydse verdens største gletsjer på 13,7 km, hvilket vat helt fantastisk. Ved EBC skrev vi vores navne på EBC-stenen, så hvis der er nogen, der i fremtiden vil et smut fordi EBC, kan de se det evige minde fra vores tur. :D Efter de mange billeder vi tog, skulle vi gå samme rute tilbage, og damn det var hårdt. EBC var helt klart de 16 km's trekking værd, og vi kunne takke os selv for alt den træning vi havde lavet inden, for man bestiger ikke " bare lige" EBC.

Da vi nåede vores lodge igen, sad vi alle med alt overtøj på, og varmede os ved pejsen. Vores værelser lå meget heldigt over køkkenet, så alt varmen steg derfra og op på vores værelser og lunede dem. Så den nat der ellers skulle have været den koldeste, blev en af de varmeste. Lækz. ;) Efter aftensmaden begyndte Nicolai at blive små-syg, og det var derfor tvivlsomt, at han ville nå Kalapattar (et udkigspunkt til Mt Everest) næste morgen. Dagen havde været en once-in-a-lifetime-experience, som vi altid vil huske. Sluthøjden for dag 9 var 5180 meter og oxygen niveauet var 52 %

Dag 10: 15.11.11 Morgen trek til Kalapattar, så tilbage til Gorakshep og fortsæt til Pheruche.
Ud over EBC-dagen var dagen til Kalapattar utrolig hård. Nicolai blev hjemme for at hvile, da han stadig havde feber, så det var kun Sofie, der skulle se solopgangen over Mt Everest. Gruppen startede morgnen i bidende kulde og bælravende mørke. Det var så ubeskrivelig hårdt både fysisk og psykisk, for vi kunne se Kalapattar Base Camp 500 meter væk, og alligevel tog det 2 timer at gå op af bjerget. Da Sofie og de andre fra gruppen nåede Kalapattar var alle så udmattede og iskolde, at det blev til et par billeder af Mt Everest, og derefter ned igen.

Efter morgenmaden startede vi med at trekke ned, og en glad stemning spredte sig blandt alle i gruppen. Alle så frem til mere ilt og varmere vejr. Nicolai var også så småt begyndt at få det bedre, så 7-9-13 for at vi forblev raske.

Dagene ned:
De kommende tre dage gik som en leg. Vi følte os helt som elitesportsmænd, da ilt niveauet var tilbage til det menneskelige igen. Selvom vi havde gået samme vej op, så mange af landsbyerne og mange af udsigterne helt anderledes ud.

En af dagene var vejret ekstremt skyet, og man kunne ikke se nogle af bjergene. Det må have været ret øv for alle de trekkere der var på vej op, for det var ikke specielt fedt, kun at kunne se 10 meter frem. Så på trods af maveproblemer og influenza havde vi været utrolig heldige med vejret.

På et af lodgene, fik vi vores andet bad på turen, og efter vi havde vasket os helt rene, kunne vi hoppe ned i vores møg beskidte tøj igen. ;) Men det var nu stadig dejligt, at få varmen.

Lukla-Kathmandu:
Efter de 4 dage ankom vi til Lukla om eftermiddagen. Vi fik fortalt, at mange mennesker igen var fanget i Lukla, for der kunne ikke lande fly grundet det dårlige vejr... Der var derfor mange hoteller, der havde problemer med pladsen, for folk ville ikke give deres værelser op. Vi fik dog alligevel vores værelser, og hotellet var så luksus!

Efter en times tid hvile mødtes vi med de andre i baren nede under hotellet. Så var der sgu happy-hour. Og selvom vi kun var i 2800 meters højde, slog en øl alligevel godt igennem. Da vi skulle spise aftensmad var de fleste af os derfor godt fulde, og en fra gruppen blev så fuld, at han gik kold under middagen. Ronald faldt i søvn ind over Nicolai, og først troede vi, at det bare var for sjov. Efter at havde hældt en halv flaske vand i hovedet på ham, erkendte vi, at vi nok måtte bære ham i seng. Derefter gik vi tilbage til baren og festede videre.

Morgenen startede tidligt ud med morgenmad og tømmermænd, og vi var en smule nervøse for, at vi ikke ville flyve fra Lukla, men i stedet måtte vente nogen dage. Vejret i Kathmandu var meget tåget, så alt flytrafik var indstillet. Efter et par timers ventetid på hotellet, fik Dawa et opkald om, at der var et fly til os! Vi sprang op, tog vors ting, og skyndte os til lufthavnen. Efter et hurtigt security-chek, fik vi at vide, at der desværre ville gå et par timer endnu... Øv. Men vi fløj heldigvis alligevel samme dag.

Tilbage i Kathmandu gik vi og Aiko fra gruppen ud for at få massage, og efter halvanden times trekking-massage, svævede vi gennem Kathmandus gader. ;)
Om aften gik vi ud for at spise en sidste gang med gruppen, og efter at have levet som vegetarer i to uger, bestilte alle en kæmpe stor saftig bøf. Stemningen var helt i top, og efter middagen fik vi et stort stykke træ formet som en fod, som vi alle kunne skrive en hilsen på. Derefter blev den hængt op blandt de mange andre fødder i restauranten. :D

Det havde virkelig været en helt igennem fantastisk tur, og man havde fået et helt specielt forhold til personerne i gruppen. Vi klarede trekket sammen, og vi havde det så utrolig sjovt undervejs.

Mange tak til Ulla og Claus for den lille sorte bog. Det har været så NIIICE, at kunne skrive oplevelserne ned om trekket.