Da vi var landet i lufthavnen, var Dawa så sød at komme og hente os. Han var som Dawa altid var - glad med et kæmpe smil på læben. Han spurgte om alt var gået som det skulle, og om vi havde haft en god tid i både Chitwan og Pokhara. Det vi fortalte var ikke nyt for Dawa, for han havde ringet hver dag, for at tjekke op på om alt forløb okay, så det var primært bare gentagelser. ;)

Vi kørte ind i bydelen Boudhanath og ankom til Dawas lille hyggelige lejelighed. Lejligheden var sparsomt indrettet, da de ventede på at flytte ind i deres kolosale store hus, som de var i gang med at bygge over for lejeligheden. Dawa fortalte, at de mest brugte lejeligheden som en base, hvor de sov og spiste, og at de "gemte indretningen til det nye hus, der var på 1000 km2! Kæmpe kæmpe stort...

Derefter mødte vi Dawas kone Sau, som mindede en del om Dawa. Hun var virkelig sød og virkede meget kærlig. Vi spiste lækker lækker frokost, som Sau havde kokkereret, og hun kunne virkelig lave mad! Det var faktisk det bedste mad i Nepal vi havde fået, og vi skal lige love for, at vi fik MEGET af det. Hver gang vi havde spist halvdelen af maden, fik vi fyldt op igen og igen. :)

Efter den lækre frokost fortalte Dawa om hans arbejde i G-adventures. (det firma vi trekkede til Everest med) I 2009 var han blevet kåret til verdens bedste guide, og årene frem til 2011 var han den bedste guide i hele Asien. Han var utrolig stolt af at være guide i G-adventures, men også ydmyg. Han blærede sig fx ikke med sine kåringer.

Derefter gik vi over til grunden, hvor deres kæmpemæssige hus var godt i gang med at blive bygget. Det ville tage seks år før hele huset var færdigt, men til foråret ville de flytte ind i den nederste etage, som senere skulle lejes ud som lejelighed. Det var virkelig flot og havde så sindssygt mange detaljer. Et sådan hus ville være umuligt at købe eller bygge derhjemme.

Inden vi sagde farvel gav vi Dawa og Sau en æske med indisk konfekt, som tak for den hyggelig dag og som tak alt det Dawa havde hjulpet os med. Sau blev især glad for slikket, og Dawa sagde: "det skulle nok blive spist hurtigt, for Sau havde en meget sød tand." :)

Da vi så havde sagt farvel, kørte vi til Boudhanath templet som er den største stupa i Nepal. Det er et meget smukt tempel, men der er ikke så meget at fortælle om det. Vi gik rundt om den store hvide stupa hvor alle de mange farverige bedeflag hænger ned fra. Oppe på stupaen var fire Budda øjne, som kiggede i de fire verdenshjørners retning.

Efter Boudhanath templet tog vi videre til Pashupatinath templet (også kaldet afbrændings templet), og det var en del skuffende i starten. Indgangen til templet kostede en formue, og da vi ikke var hinduer, var det forbudt for os at gå ind i det området hvor alle de spænende ting var! Vi kunne stå udefra og se ind på hovedtemplet og den berømte guld tyr, men vi kunne bare kun se røven af tyren og templet var afskærmet af murer, så det var ikke specielt fedt.

Herefter gik vi lidt rundt i området og rendte ind i en fyr, som spurte om vi ville have en guide, for så kunne han vise os rundt. Først var vi lidt skeptiske, for normalt er guiderne ved templerne ikke helt billige, og det er knald eller fald om de kan fortælle noget interessant... Vi spurgte om prisen, og guiden sagde, at det var op til os hvad vi ville betale. Den ide hoppede vi på, og det var vi rigtig glade for. :) Vores guide var virkelig dygtig, og kunne alverdens historier og fortællinger om Nepals historie. Han viste os rundt, og vi fandt jo ud af, at der var meget mere at se end vi havde regnet. Vi gik hen til de såkaldte afbrændningsbroer, hvor vi så ligene blive brændt af.

Man kunne selvfølgelig ikke se kroppen, da den var pakket ind i klæder, men man kunne se fødderne, hvilket var lidt underligt. :S Vores guide fortalte, at det var den ældste søn der tændte bålet, og derefter tog præsten over. Hvis det var moderen der skulle kremeres, var det derimod den yngste søn det tændte bålet. Lige inden vi gik videre, så vi at der blev tændt ild til et lig. Det var faderen som var død, så det var den ældste søn, der startede brændingen, og det skete gennem faderens mund. Det var på en side meget grænseoverskridende at se på, men på den anden side var det også meget spændende, for det var jo helt anderledes end i Danmark. Det skal også siges, at da vi kom tilbage senere, var det kun fødderne der var tilbage på liget... Vores guide sagde, at hvis vi bare var kommet før, kunne vi have set at liget blev vasket og renset i floden, som løb under afbrændingsbroerne. Vi havde det nu HELT fint med at vi var kommet for sent til den forestilling.

Efter afbrændningen blev ligresterne smidt i floden, og floden betragtes derfor som hellig, da den som alle andre nepalesiske floder flyder ud i den hellige Ganges. Desværre var den også på grund af dette utrolig forurenet. For bare ti år siden havde man kunne bade og svømme i floden, men nu ville man blive virkelig syg af forureningen.

Selve afbrændingen af ligene var også et stort forureningsproblem, da man brugte et helt træ til en enkelt afbrænding. Vores guide fortalte, at flere dog var begyndt at anvende elektronisk afbrænding både for miljøet, men også for pengepungen, da en afbrændingen på broerne kostede knapper.

Vores guide fortalte alt der var at vide om statuer, minitempler og billeder, og svarede på diverse spørgsmål mest fra Sofies side. ;) Den nepalesiske hinduisme er blandet med buddhisme betydligt mere end i andre hinduiske områder i verden, så en del buddhister besøgte også templet, men det var mest berømt for hinduer. Templet og hinduer kan sammenlignes med Mekka og muslimer - man skal besøge templet en gang i sit liv.

Vi brugte i alt tre timer ved templet, og det lyder måske af meget, men der var så utrolig meget at se og høre om. Da vi kom tilbage til Thamel sluttede vi aftnen af med en kebab fra vores lille lokale kebabmand. De var billige og smagte groteskt godt, og vi havde efterhånden købt så mange kebabruller til frokost og aftensmad, at manden kunne huske os, og huske hvad der skulle i den. ;) Vi tog dem med hjem til hotellet og spiste dem i den hyggelige lille have i baggården, og vi var begge enige om, at dagen havde været helt fantastisk med mange oplevelser.