Kære alle sammen

26.9.09 indløste vi vores railpas, vi havde købt hjemmefra, så vi i en uge kunne køre gratis med Shinkansen. Shinkansen er et super moderne lyntog, der kan køre op til 300km/t. Udefra ligner det på faconen lidt et fly, men det er bare meget langt og ligger lavt på skinnerne. Og så er det næsten lydløst, når det kommer snigende ind på stationerne - sejt.

Emils far (Toshiro) skulle til Nagoya, hvor han skulle undervise nogle elever den efterfølgende dag, så vi startede med at tage med ham dertil, hvor vi havde en enkelt overnatning på Mariott Hotel, inden vi ville tage videre til Kyoto for at opleve lidt af Japans natur og templer.

Mariott Hotel var virkelig luksuriøst! Toshiro havde booket os ind på et værelse, med tilhørende lounge, med udsigt over hele byen, hvor man døgnet rundt kunne få sig en snack eller et stykke kage og drikke øl, vin, vand, alkohol eller champagne efter behov =) Det hele var inkluderet i prisen, så det skulle udnyttes til fulde.

Dette resulterede i, at vi dagen efter, hvor vi egentlig havde talt om at tage ud at se et slot, der lå i nærheden, hellere ville se det fra vores lounge, mens vi nød en øl og nogle kanelsnegle=)

Ved frokosttid, tog vi med Shinkansen videre til Kyoto. Vi ville nemlig gerne være i Kyoto forholdsvis tidligt, så vi kunne nå at se finalen i sumoturneringen, vi nu havde fulgt i 15 dage.

For at spare lidt penge, havde vi booket os ind på et hostel i Kyoto (Kyoto city inn hostel). Hostellet lå på en meget fredelig vej… faktisk så fredelig, at det tog os lang tid at finde nogle, der kunne hjælpe os med at finde vores hostel, der lå temmelig undercover, ved siden af alle de andre lignende huse i kvarteret!

Da vi endelig ankom til en tom reception, hvor der stod en håndskreven seddel om at personalet først ville være tilbage kl 17, men at vi var velkommen til at stille vores ting der, blev vi lidt stressede. Heldigvis gik der ikke ret længe, før damen (det eneste personale vi mødte) kom hjem og kunne hjælpe os med at finde et fjernsyn, hvor vi lige kunne nå at se de to yokuzunaer (højeste rang inden for sumo) kæmpe deres finale.

Det var seriøst spændende! Den ene yokuzuna, ham vi kalder "den sure", fordi han altid slår sig hårdt på maven og efterfølgende bidder sig selvi hånden af vrede, nå hans modstandere trækker tiden, havde indtil nu vundet alle sine kampe overlegent. Den anden yokuzuna, (der er kun to lige nu, der har opnået status som yokuzuna) en kun 24 årig, som vi kalder "ham med det fine ansigt", fordi han stadig har meget fine træk, havde tabt en af sine kampe, mod en der ellers ikke havde vundet, så vi er sikre på, at han havde undervurderet sinmodstander den dag.

På antallet af reklameskilte, der blev vist rundt i arenaen, kunne vi hurtigt tælle os frem til, at vinderen ville få en bonus på 100000kr! Så der var meget på spil. Den unge sumo, vandt mod alle ods over "den sure" yokuzuna, og han gjorde det på en så overlegen måde, at "den sure" blev ekstra gal i skralden! Dette medførte at begge nu havde vundet 14 ud af deres i alt 15 kampe, og derfor skulle ud i en rematch efter en kort pause. Det var simpelthen så spændende, at jeg nogle gange følte, at jeg ville besvime af bare spænding! Den sure yokuzuna, vandt denne omgang, hvilket egentlig var den mest tilfredsstillende afslutning, på en yderst spænende turnering! Herved fik han pokalen, mens den unge sumo med det glatte ansigt, fik de 100000kr, og i den grad havde fået genoprettet sit image efter den tabte kamp tidligere i turneringen =).

Næste dag var det tid til at få set lidt af byen. Natten var gået yderst stille og roligt, på trods af at vi skulle bo på et værelse med 9 senge, for der boede nemlig kun en enkelt pige på hele hostellet ud over os =)

På vej rundt i byen kom vi forbi Imperial Palace - Kejserens palads, hvor vi fik booket os på en rundvisning i kejserens japanske have den efterfølgende dag. Herefter gik vi videre for at komme til et marked, der ifølge turistbogen hovedsageligt solgte madvarer, men dog også skulle have nogle få butikker. Vi gik derhen for at spise, men måtte til vores store glæde erkende, at dette marked i den grad var fyldt med shopping-butikker. Vi havde egentlig nogle templer på dagens program også, men området, Teramachi dori. var simpelthen så sejt, at vi endte med at blive der resten af dagen. De havde bl.a. en deluxe udgave af 100Yen shoppen, hvor alt kun koster 100yen, hvilket svarer til 5kr… så kan det jo godt være lidt svært at holde sig tilbage, for der er jo altid et eller andet, man lige mangler eller kunne komme til at mangle en dag hehe =)

Næste dag tog vi til Imperial Palace for at se den japanske have. Den var helt ubeskrivelig smuk, og Emil og jeg hyggede os rigtig med den øvrige ældreklub, mens vi gik og lyttede til den engelske oversættelse af, hvad guiden fortalte på en lille båndoptager =)

Der var en fantastisk ro inde i haven. Kun fuglenes sang og guidens fortælling var at høre. Nogle af træerne var så småt begyndt at skifte til deres efterårsfarver og vi måtte krydse flere små stenbroer, for at komme rundt om de smukke søer, som træerne rigtig kunne spejle sig i. Det er svært ikke at blive helt opfyldt med indre ro og saglighed, når man er sådan et sted.

Efter turen i kejserens have, splittede Emil og jeg op. Jeg ville gerne ud at se en masse templer, mens Emil gerne ville ind at se en filmby, hvor det hele er kulisser, som de bruger til at lave film.

Jeg lejede en cykel på vores hostel og tog så af sted. Ud over floden og Kyotos forskellige bydele var første rigtige stop på min tur Ginkakuji templet også kaldet sølvtemplet på dansk. Jeg cyklede op af en stejl, snæver gade fyldt med skolebørn, før jeg kom til templet. Blev dog pænt fulgt ud af vagten, fordi jeg ikke lige havde fanget, at cyklen skulle parkeres udenfor hehe. Selve templet var under ombygning, men den omgivende have var bestemt det hele værd. De japanske haver er utroligt smukke og bliver passet med en omhu, der er svær at finde andre steder. Ud over de små bonzai-træer og -buske der er klippet rigtig fint, så ikke et eneste blad stikker ud i en vilkårlig retning, var haven meget grøn, fordi der gror mos i stedet for græs på jorden. Det smukkeste var dog det lyse sand, der var spredt ud over et større område og revet i helt patentlige striber, samt en stor bunke sand formet, som havde man selv vendt en spand på hovedet på stranden. Denne "bunke", der holdt formen fuldstændig, var dog lige så høj som skolebørnene ved siden af den =) Det er helt utroligt, hvordan de munke formår, at få noget så simpelt som sand til at ligne smuk kunst… Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan de bærer sig ad, men det må være hårdt arbejde. Inde i haven kunne man følge en sti rundt, der gik op ad siden på et bjerg, så man kom op og havde udsigt over byen samt hele haven. Det var rigtig smukt og fredfuldt.

Fra sølvtemplet kørte jeg ad filosoffernes sti. En sti hvor filosoffer, efter sigende, i gamle dage gik rundt, når de skulle tænke dybe tanker. Stien gik langs en lille flod omgivet af kirsebærtræer det meste ad vejen. Jeg kan sagtens forestille mig, at der må være ubeskrivelig smukt om foråret, når træerne er fyldt med lyserøde og hvide blomster, men på denne årstid var her nu ganske stille og roligt.

I min søgen efter Nanzenji templet, der skulle være et kæmpe tempelkompleks, kom jeg forbi et andet tempel Eikando, som jeg besluttede lige at tjekke ud, fordi der var nogle ældre japanske kvinder på vej derind. Selve templet var smukt og stort, men det smukkeste var dog en pagode, der lå lidt oppe ad en bjergskråning, hvorfra man virkelig kunne få udsigt over byen. I den omkringliggende have, var der en smuk sø, hvor jeg i fred og ro kunne sidde og fodre karper i adskillige størrelser og farver.

Herefter fulgte jeg vejen videre, til jeg kom til Nanzenji. Foran det største tempel, der var opført i mørkt træ, stod et par, der formegentlig var ude at lave bryllupsbilleder. Kvinden var klædt i en smuk rød kimono, med grønne, gule og blå mønstre. Hun var utrolig smuk, og farverne stod flot i kontrast til det mørke tempel. Tre fotografer løb omkring parret og instruerede og knipsede billeder. Selv fik jeg også et par billeder i kassen hehe.

Efter Nanzenji cyklede jeg mod Maruyama park for at se endnu et tempel. I parken kom jeg forbi en lille sø, hvor indfødte og turister sad side om side og nød udsigten. Jeg opdagede, at der sad en japaner ved søbredden og fodrede en and, mens et underligt væsen blev ved at stikke hovedet op for at kigge. Fandt efter lidt tid ud af at det andet væsen var en skildpadde, så da manden fortrak, måtte jeg straks derover for at fordre hans små venner hehe. Troede ikke at skildpadder spiste brød, men det gør de, kan jeg så fortælle =)

I midten af parken lå Yasaka Shrine - et tempel opført i orange farver. Der var flot derinde, fordi solen så småt var gået ned, så de havde tændt en masse små lanterne, der lyste stedet op i en rar varm nuance. Jeg nåede kun lige ind, før jeg blev omringet af små skolepiger, der gerne ville øve deres engelsk. De lod et grøn kladdehæfte gå rundt mellem sig, hvorefter de på tur spurgte mig om spørgsmål, der tilsyneladende stod skrevet i deres hæfte. Jeg svarede høfligt, og stillede selv et par spørgsmål igen. Herefter blev jeg bedt om at skrive under på bagsiden af alles hæfter, hvorefter det var fototid =)

Da mørket var faldet på, besluttede jeg mig for at cykle hjemad. Kom på vejen forbi en kæmpe orange fredsport (deres symbol på helligdom), som strakte sig fra den ene side ad vejen til den anden. Den var rigtig smuk, og for enden ad vejen kunne man se et kæmpe orangefarvet tempel, som dog var lukket.

Den efterfølgende dag, der var den sidste i havde i Kyoto, tog Emil og jeg sammen ud for at se Kyotos mest berømte tempel: Guldtemplet. Det styrtede selvfølgelig ned, men da vi senere samme dag skulle videre til Hiroshima, måtte vi, væbnet med paraplyer, af sted. Da vi ankom til templet, blev vi mødt af hundredvis af skolebørn, ligeledes væbnet med paraplyer, der åbenbart også skulle se templet, så vi måtte gå i gåsegang rundt om templet. Heldigvis var vi jo meget højere end de små paraplyer omkring os, så vi fint kunne se templet, der virkelig var smukt. Omgivet af en smuk sø og grønne træer, stod templet af guld i en utrolig smuk kontrast! Også synet af de mange forskelligfarvede paraplyer, havde en vis charme, når nu det skulle være.

Ved søens bred fik vi fodret lidt karper, skildpadder og et underligt bløddyr af ubeskrivelig race. Det havde noget på ryggen der mindede om et skildpaddeskjold, men så underligt blødt ud??? Det var et virkelig sejt dyr, men snart stod der så mange mennesker omkring os, at vi måtte skønne os videre, så vi ikke fik lavet et stop på den smalle sti.

Efter guldtemplet splittede vi op igen. Jeg havde endnu to templer, jeg gerne ville se, og Emil skulle tilbage til shoppingområdet for lige at tjekke, at der ikke var noget, der var gået vores næse forbi.

Jeg så en 55m høj pagode udformet i mørkt træ, Higashiji, og derefter gik turen videre med bus til Sanjusangendo templet, hvor 1001 buddhafigurer i menneskestørrelse støbt i guld, stod skulder om skulder i 6 rækker, så langt øjet rakte. Det var meget fascinerende at se så mange guldstatuer samlet på et sted.

Herefter mødtes jeg igen med Emil, og sammen fik vi pakket det sidste ned og tog så af sted til stationen, hvorfra vi tog Shinkansen videre til Hiroshima. På trods af regnen og nogle yderst aggressive myg, der fik Emils hånd til at svulme op til dobbelt størrelse, var Kyoto en rigtig fascinerende og spændende by. Det ville bestemt ikke være af vejen, hvis man en dag kunne opleve denne by om sommeren, hvor de mange kirsebærtræer står i fuld flor =)

Håber alle har det godt derhjemme

Kh Nene