Kære alle sammen

D. 30.9.09 tog vi Shinkansen til Hiroshima. Vi ankom om aftenen, og havde egentlig regnet med, at byen ville være temmelig landlig, så vi blev helt glade, da vi blev mødt af masser af lysreklamer, spillehaller og karaokebarer.

Vi Tjekkede ind på Hana hostel, der lå meget tæt på stationen. Da vi ikke havde kunne booke på internettet, havde de den første nat kun et japansk inspireret værelse, og den næste et vestligt inspireret, hvis vi ville bo alene med bad på værelset.

Det japanske værelse var et hyggeligt lille rum, med sivmåtter på gulvet, to puder man kunne sidde på ved et meget lavt bord samt nogle sammenrullede madrasser, vi så selv foldede ud til en seng =)

Da vi havde gjort værelset klar, gik vi ud for at se lidt af byen. Vi gik ned til centrum, hvor gaderne var smalle og fyldt med lysreklamer overalt hele vejen ned langs samtlige bygninger.

Der var også masser af barer, karaokesteder og spisesteder, og for første gang så jeg japanske piger i nedringede, røbende kjoler og bluser. I Tokyo havde jeg set masser af japanske piger, der var stadset op og klædt ud som i deres manga tegneserier, men aldrig på en måde, der fik dem til at se billige ud. Tvært imod, har de en utrolig evne til altid at se lidt yndige ud. Også de piger der har noget lidt mere våget tøj på. De formår at have sexappeal uden at vise meget mere end halsen og så måske deres ben, og fremstår aldrig på en stødende måde. Men de nedringede kvinder, der stod foran barerne her i Hiroshima, mindede mest, om de piger man også kan se på barerne, hvis man tager til Thailand.

Vi satte os ned overfor en karaokebar, der hed Billy the Kid, og observerede folk, der gik forbi. Det gik hurtigt op for mig, at de fleste af de japanske mænd, der gik forbi eller løb fra karaokebar til karaokebar, var berusede. Endnu en ting jeg ikke har set meget af i gadebilledet i andre japanske byer. På en eller anden måde var hele stemningen i byen lidt sørgelig og fortabt...

Det er lidt svært at sætte ord på ting, man ikke kan tage at føle på, men det var lidt som om, at hele byen og menneskerne i den var indhyllet i et stort tæppesorg og apati. Som om at hvert menneske vi så bar på en stor klump af sørgmodighed i sit hjerte, hvilket jo slet ikke så mærkeligt deres historie taget i betragtning. Alle dem vi så, har jo enten selv oplevet og overlevet atombomben, der blev smidt over byen i 1945, eller er børn eller børnebørn af mennesker, der har været udsat for denne grusomhed! Der kan selvfølgelig have været nogle tilflyttere iblandt, men af en eller anden grund, har jeg svært ved at tro, at folk efter hvad der er sket her, har haft synderlig lyst til at flytte dertil. Man ved jo ikke hvor meget stråling, der er tilbage…

Det var i hvert fald en mærkelig oplevelse at komme til en by, hvor man så tydeligt blev ramt af og konfronteret med en, for Japan, helt uvant stemning af uro og larm. Det vækkede en dyb medfølelse for de berusede og nedringede mennesker, jeg så i gadebilledet. Jeg blev faktisk også lidt vred indeni og kunne ikke forstå, hvordan japanerne overhovedet ville tillade barer som Billy the Kid, med amerikanske flag hængende udenfor,i gadebilledet? Ved nærmere eftersyn opdagede jeg dog, at de flag, der hang udenfor baren, ikke var rigtige amerikanske flag. Flaget var nemlig delt i to lige store dele, hvor den ene del var blå med stjerner, og den anden del var rød og hvidstribet - altså en illusion af det amerikanske flag! Hvad så end det betyder?

Den efterfølgende dag havde vi besluttet os for at tage ud til en hellig ø Miyajima, der ligger omkring 40min fra Hiroshima. Øen er især kendt for en 16 meter høj orangefarvet fredsport, der står ude vandet foran øen som symbol på, at øen er hellig.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg første gang så et billede af denne fredsport, men jeg har lige siden den dag ønsket at komme til at se den i virkeligheden, så det var helt fantastisk pludselig at sejle hen forbi den.

Miyajima var et fantastisk sted. Efter gårdsdagens lidt barske førstehåndsindtryk af Hiroshima, var det dejligt at komme ud til en ø, hvor stemningen var helt anderledes. Menneskene her var smilende og venlige, og overalt gik der tamme hjorte rundt, der med glæde ville håndfodres og klappes. Hjortene var faktisk så nærgående, at vi nogen gange måtte flygte lidt fra dem, fordi de kunne lugte, at jeg havde noget brød i tasken, og hele tiden stak deres mund ned i den. Det hjalp dog lidt, da jeg overgav mig, og bare lod dem få brødet =)

Vi havde fantastisk vejr, mens vi var på øen, og det var skønt at gå rundt og nyde naturen i ro og mag. Om formiddagen, mens der stadig var lavvande, kunne vi komme næsten hele vejen ud til den store orange fredsport, hvilket selvfølgelig var en kæmpe oplevelse i sig selv. Ved ikke hvorfor jeg er så tiltrukket af lige netop denne port, men jeg kunne have siddet og stirret på den i timevis, hvis det skulle være. Af en eller anden grund blev jeg fyldt af indre ro, når jeg så på den.

Mens Emil var ude for at finde sig noget iskaffe, gik jeg på opdagelse i det orangefarvede tempel, der lå bag fredsporten. Det var ikke særlig stort, men der var dog en lille butik derinde, hvor man kunne købe små velsignede lykkeposer. Man kunne godt nok få held til mange ting, men jeg begrænsede mig til en pose med "godt helbred og hurtig recovering" samt en med "sikker kørsel" til Emil =)

Herefter gik vi op og så en orange pagode i 5 etager, som stod på toppen af en bakke. Den var virkelig smuk.

Jeg havde læst hjemmefra, at man kunne komme op på et bjerg med udsigt over hele øen, hvor man bl.a. også kunne prøve en svævebane, så da vi så en opadgående vej, tog vi straks den. For enden af vejen, var der et tempel, men ved siden af templet gik der en sti videre op ad bjergsiden. Den besluttede vi os for at følge. I starten gik vi langs en næsten udtørret flod, men længere oppe snævrede stien ind til en smal trappe. Tror vi havde gået opad trappen i en time, før første udsigtspost viste sig. Mens vi sad og nyd udsigten og jeg prøvede at få styr på vejrtrækningen, kom et par gående ned fra toppen. De fortalte os, at der mindst var tre timers gang stejlt opad, før vi ville nå toppen. I så fald ville kl. være 17 når vi nåede derop, hvilket ville resultere i, at vi ikke ville kunne nå ned igen, før det blev mørkt. Vi besluttede os derfor for at gå ned igen og se templet i stedet.

Templet var utrolig smukt, med masser af buddhastatuer i alle former og afskygninger. Der var bl.a. en lille have, man kunne gå igennem, hvor der sad små stenstatuer hele vejen langs stien. Det mest fascinerende var en slag grotte fyldt med forskellige gudestatuer, hvor man kunne gå rundt og bede eller ofre, til dem man nu følte mest for. Hele loftet var dækket af små lysende lanterne, der gav grottens statuer en varm belysning. Der var en slående ro derinde, som man straks blev overvældet af. Alle der gik derind, blev med det samme fuldkommen stille, idet de trådte ind i grotten, så kun lyden af summende bønner var tilstede. Også Emil blev slået af den indre ro, et så åndeligt sted kan fylde en med, om man så er troende eller ej.

Da vi kom ned til havnen igen, sad vi og nød stedet lidt, inden vi tog færgen tilbage.

Om aftnen gik vi ud og spiste på en hyggelig italiensk restaurant, der lå ved bredden af floden, som løber gennem Hiroshima. Der var en noget hyggeligere stemning der end i midttown, og vi kunne i fred og ro nyde synet af sporvognene, der kørte forbi oppe på broen. Dog var der også her et japansk par, der sad åbenlyst og flirtede og drak sig fulde. Et syn der for os danskere er fuldkommen normalt at se i gadebilledet og ikke forekommer os synderligt stødende. Men efter en måneds ferie i Japan må jeg dog antage, at det her nærmere er undtagelsen end reglen. Mit indtryk af japanere er i hvert fald, at de er meget blufærdige og sætter en ære i at tage sig ud på en anstændig måde.

Den sidste dag vi havde i Hiroshima, havde vi sat af til at se den bygning, rejsebøgerne kalder "A-bombe-huset" (et af de eneste levn, hvor dele af skelettet fra den daværende bygning stadig står) samt museet omhandlende den skæbnesvangre dag. Det styrtede ned med regn, så vi besluttede os for at tage sporvognen derhen.

Vi startede på museet, der selvfølgelig gjorde et kæmpe indtryk på os. Ud over historien helt fra hvornår a-bomben, der egentlig skulle have været brugt mod Berlin, blev bygget, hvordan man ændrede taktik til at bruge den mod Japan i stedet, hvilke lande der var med til at tage denne beslutning samt billeder og film fra den dag, bomben rent faktisk blev smidt, havde de lavet en udstilling, hvor man så ting, der var smeltet til det næsten ukendelige, hvorved der stod en historie om, hvis familie der havde doneret tingen, og hvornår og hvordan ejeren havde mistet livet. Det var virkelig barskt at være derinde.

Man kunne også se billeder af en lille pige, der kun var 2mdr., da bomben ramte. Hun havde overlevet angrebet, og var vokset op som en sund og rask pige. Som 10årig udviklede hun en svær kræftform, der blev ved med at komme igen, hver gang lægerne troede, at de havde fået nedkæmpet den. Pigen, der ønskede at leve, begyndte at forme små traner af papir (origami), da man ifølge gammel tro kan få et ønske opfyldt, hvis man laver 1000 af de små dyr. Hun nåede at lave mere end 1000 små traner, hver og en med ønsket om at blive rask, inden hun dødede. I dag er der rejst en statue af hende, til minde om alle de børn, der gik til under og efter angrebet. Den dag i dag sender børn fra hele verden stadig origami-traner til museet, som samler dem i glasbure rundt om statuen.

Foran museet brænder der en ild, der først bliver slukket den dag, den sidste atombombe er tilintetgjort. Inde på museet er der en mur, hvorpå man kan læse samtlige protestbreve, Hiroshimas borgmestrer har sendt, hver eneste gang en atombombe er blevet prøvesprængt siden den skæbnesvangre dag i 1945. Det er simpelthen uhyggeligt, at den slags bomber stadig bliver fremstillet og nu i være og større udgaver! Godt nok bliver de ikke prøvesprængt på land, men når man med egne øjne har set, hvor meget skade den "lille" bombe har forårsaget i Hiroshima, bliver jeg sku rasende over den ligegyldighed, ledere i diverse lande udviser overfor vores planet og de dyr og planter, der lever under vandet, hvor de sprænger!!!!!

"A-bombe-huset " ligger i gåafstand fra museet. På museet havde vi set billeder af bygningen før og efter bomben blev sprængt, så vi kunne i vores hoveder nogenlunde forestille os, hvordan bygningen ville have set ud i dag, hvis ikke den var blevet sprængt til det ukendelige. Kun stålskelettet af kuplen der prægede bygningen samt nogle små stumper af væg var tilbage. Pludselig slog det os, at hele den by vi nu gik rundt i, ikke kan være mere end 65år gammel! Alle de skyskrabere og bygninger vi i dag kan se, er jo bygget efter bomben jævnede hele byen med jorden!

På dette tidspunkt var vi begge så påvirkede af indtryk og grusomhed, at vi hurtigt blev enige om, at vi havde set rigeligt og bare ville tilbage til Tokyo. Vi tog sporvognen tilbage til vores hostel og kunne ikke lade være med at kigge rundt på alle de ældre mennesker, der sad i sporvognen. De fleste mennesker i Hiroshima er vel på den ene eller anden måde berørt af denne tragedie, men dem vi så over 65 år har sandsynligvis også oplevet og overlevet den! Igen blev jeg ramt af den uhåndgribelige følelse af sorg i hjertet, jeg føler, menneskerne her bærer rundt på. Om det er sandt eller ej, må det i hvert fald være svært psykisk, at genoprette tillid til den verden man lever i, når man har været ude for sådan en hændelse. Det blev jo besluttet, at de ikke skulle advares inden! Så fra det ene sekund til det andet, blev disse menneskers liv, uden foregående varsel, ændret for altid!

Vi var glade for at skulle tilbage til vores elskede "Tokyu Stay", men Hiroshima var bestemt værd at opleve. Det er nok en af de byer, der har gjort størst følelsesmæssigt indtryk på os.

På vej hjem missede vi vores ene Shinkanse. Vi skulle af på en station, for at skifte til en anden Shinkanse, og vi så den også køre ind på perronen og holde og vente, så vi stillede os pænt i kø bag de andre japanere på perronen og antog, at de lige skulle skifte proviant på toget. Men pludselig lukkede dørene og Shinkansen kørte for øjnene af os! Det viste sig, at de japanere der havde linet sig op i kø ventede på et andet tog, der skulle komme 5min senere. Jeg nåede lige at gå i panik, men heldigvis kunne Emil minde mig om, at de jo kører hele tiden, og at vi bare kunne sætte os ned i en af de vogne, hvor man ikke skal reservere plads. Så det gjorde vi, og her var heldigvis masser af plads =)

Håber alle har det godt derhjemme

Kh Nene