Kære alle sammen

Efter et mindre (lidt forlænget) hjemvisit, er turen nu gået til Japan sammen med Emil.

Vi ankom til Tokyo 2.9.09, og allerede i lufthavnens paskontrol fik jeg mit første gode indtryk af Japan. Manden i kontrollen pegede på ordet nurse (sygeplejerske) på mine immigrationspapirer, og kiggede så ned på mine negle, der efter 2mdr. på sofaen var blevet meget fine og lange... Jeg forklarede ham på bedste kropssprogsmaner, at jeg, når jeg skulle arbejde igen, skulle klippe dem af, hvorefter at han viste mig, at man jo kunne tage en handske på =)

Sådan... al bekymring om muligheden for kommunikation og gensidig forståelse var hermed rydet af vejen =)

Vi tjekkede ind i en hotellejlighed på Tokyu Stay, Aoama, i Tokyo, som Emils far (Toshiro) havde bestilt til os. Det var en rigtig dejlig lejlighed, med eget køkken, vaskemaskine og fjernsyn (som vi dog først efter 3 ugers tid opdagede også havde engelske kanaler). Til lejligheden hører morgenmad og muligheden for en gang dagligt at gå i Riviera klubben, på den anden side af gaden, der er en meget eksklusiv træningsklub, med fittness, holdtræning, svømning, golf, sqash, spa, sauna og massage =) Behøver jeg sige mere???

Tokyo er på ingen måde, som jeg havde forestillet mig, inden vi tog afsted! For at være ærlig, havde jeg været noget bekymret for, om jeg kunne holde ud at være i en storby mere end 4-5 dage højst, så at Toshiro havde booket lejligheden til en hel måned var lidt skræmmende.

Men hold op hvor er her bare ubeskrivelig fedt at være!!!!! For det første virker byen ikke spor forurenet. Gaderne er pæne og rene, der er ingen graffiti eller andre tegn på hærværk, og så kører deres biler enten på gas, er hybridbiler eller biler med meget effektive filtre, så benzin-os er ikke noget man mærker til! Desuden er her masser af træer og buske langs vejene.

Samtidig er her et forbavsende lavt støjniveau! Selv i metroen eller ved andre tætbefolkede steder er der ingen, der taler højt eller råber. Folk sidder lige så stille med deres mobiltlf., som de har sat på lydløs, og sms'er eller også powernapper de i de 1-2min, de nu har inden næste stop. Toshiro har forklaret, at det er japanernes måde at spare energi på i en travl hverdag... Lige et par minutter i opladeren her og der - det skulle gøre underværker hehe. Måske et koncept vi skulle indføre i DK???

Vi har været her i lidt over 1 mdr. nu, og hold op hvor er tiden fløjet afsted.

De fleste dage er gået med at tage ud og opleve lidt, - gerne shopping, så i Riviera klubben at træne efterfulgt af spa og så ud at spise lækker mad og evt. opleve noget mere om aftenen. Men vi har bl.a. også været i Disney Sea, som er en forlystelsespark for de lidt større børn (os hehe), hvor hele parken nærmest er bygget op som en stor kulisse, man går rundt i. Det var meget facinerende, især fordi japanerne er så gode til at få ting til at se autentiske ud. Den sejeste attraktion var spøgelseshuset, som vi havde gemt til aller sidst, fordi jeg jo ikke har det så godt med alt det der uhyggelige. Inde i huset sad man 12 personer i en vogn, der etage efter etage blev hejst op i huset for at lede efter en tasman, der på mystisk vis var forsvundet for øjnene af os i stueetagen. Vi sad i buller mørke, da væggen foran os pludselig blev åbnet. Vi kunne se ud over hele Disney Sea, fordi vi var så højt oppe, og man nåede kun lige at opfatte, hvad der foregik, før vi var på vej ned igen, i noget der mindede mest om frit fald. Det var virkelig sjovt.

En anden dag tog vi til Fuji-Q highland - en anden forlystelses park der ligger lidt uden for Tokyo, hvor jeg bl.a. prøvede verdens længste rutsjebane. Det tager 3,5min fra start til stop, og når den er på det højeste punkt, lige inden man begynder at køre nedad igen, er man i 86meters højde og har en fantastisk udsigt til mount Fuji (et bjerg der ligger tæt ved parken) blandet med en kæmpe kriller i maven. Den sjoveste rutsjebane de havde derude, var dog en, hvor man i løbet af 1,8sek accelerere op til 172km/t. Man bliver simpelthen skudt ud af en tunnel og kører i al hast afsted, til man ender i et kæmpe lup, der nærmest går lodret op og ned!! Det går så stærkt, at tårene på ens kinder for længt er tøret ind til små striber, inden turen slutter =) Det var virkelig et sejt sted!

I Tokyo har vi bl.a. set Kejserens palads og den omkringliggende have, hvilket selvfølgelig var rigtig flot. Hele paladset er omsluttet af voldgrave med vand, hvori man kan se kæmpe karber og små skildpadder. En anden dag var vi i Tokyo Tower som til forveksling ligner Eiffel tårnet i Paris temlig meget. Her var vi både oppe i 150m og 250m's højde og se ud over hele byen, og hold da op hvor er Tokyo bare ubeskrivelig stor! Der var højhuse så langt øjet rækker - i alle retninger. Det var et fantastisk syn!

Men bare det at går rundt i gaderne her, kan være et fantastisk syn! Japanerne i Tokyo er utrolig gode til at tage sig flot og/eller specielt ud. Især i områder som Shibuya, hvor der er mange unge, kan man få en hel dag til at gå med bare at se, hvordan folk ser ud. Nogle af pigerne sminker sig så de nærmest ligner tegneseriefigurer! De har bl.a. en "race", de kalder manga - hvor du prøver at ligne dem fra de manga tegneserier, vi også har i DK. Ud over at nogle af dem virkelig dresser sig op, så de nærmest ligner omvandrene kunst, har de også vidunderligt meget bling-bling til alle deres ting. Selv tasker, hunde og mobiler, har pynt på =) Det er altså virkelig sejt, og der er ingen tvivl om, at der her er plads til alle - INGEN Jantelov!

Ved nærmere eftertanke, tror jeg nu alligevel lige, jeg er nødt til at komme lidt nærmere ind på Riviera klubben... Riviera klubben er et helt fantastisk sted, hvor jeg har prøvet en masse forskellige hold: relax yoga, aroma yoga, beauty yoga, latin body (salsa), pilates og en masse andet, men mit hjerte gik til Tai-Chi-holdet. Der var for det meste ikke ret mange på holdene, og de fleste trænere havde et noget begrænset engelsk, så det var noget med bare at kigge, hvad de gjorde og så forsøge at efterabe =)

Min Tai Chi træner, som er en lille japansk dame med gråt hår og en fantastisk styrke, kunne ikke et kvæk engelsk, men hun var simpelthen så sød, at jeg bare havde lyst til at kramme hende og tage hende med hjem. Allerede første gang jeg så hende iført satinbukser og lang t-shrit, blev jeg glad i hertet =)

Da jeg aldrig har prøvet Tai Chi før, var jeg virkelig nødt til at holde tungen lige i munden for at prøve at følge med. Selvom alle bevægelser er langsomme, skal fødder og hænder følges ad, selvom de gør helt forskellige bevægelser. Der var kun to på holdet ud over mig. Begge over de 60 år, men de tog godt imod mig, selvom jeg vidst var lidt af en klump i forhold til dem hehe. Den ene var en lidt tætbygget dame med briller, der hele tiden skulle stille sig undrene over for forskellige bevægelser, selvom hun vidst havde gået der i mere end et år hehe =) Den anden var et yndigt lille nips, som jeg hurtigt også blev rigtig gode venner med, og som efter et par gange vovede sig ud i at tale lidt engelsk med mig.

Jeg tror, de syntes, jeg var et friskt pust i undervisningen, fordi jeg jo var meget større end dem og mindst et hoved højere. Jeg var så koncentreret for at få det hele med, at jeg de første par gange ofte tog mig selv i at have munden åben af bar koncentration - meget yndefuldt hehe. Men min træner var meget tålmodig, og når hun kunne se, at jeg gjorde bevægelserne rigtigt, udbryd hun henrykt "sooh, sooh, sooh, sooh", hvilket åbenbart betyder "ja sådan".

Da jeg ikke forstod, hvad hun ellers sagde, måtte hun en gang imellem demonstrere, hvad hun mente, ved at stille sig overfor mig, så jeg enten kunne mærke, hvordan hun gjorde, eller hvordan jeg selv skulle gøre. Hun ville bl.a. få mig til at forstå, hvor i kroppen balancen skulle være, når man f.eks. rakte hænderne frem med knyttede næver, så hun fik mig til at skubbe mod hendes håndflader med mine knyttede næver. Da hun så pludselig fjernede hænderne, fløj jeg over mod hende, og nåede kun lige at dreje af, så jeg ikke ramte hende. Så stod hun der og viftede med en løftet pegefinger. Så måtte jeg jo prøve igen.... og denne gang havde jeg balancen mere omme i ryggen og blev derfor stående, da hun fjernede sine hænder. Straks udbrød de to andre et beundrende "ooooh" og hun et "sooh, sooh, sooh" =) Nøj hvor blev jeg pave stolt hehe.

Nåh, men efter træning var det altid tid til en tur i spaen. Inde i kvindernes omklædningsrum, var der opstillet borde med spejle, diverse lækre cremer og alt hvad kroppen nu ellers kunne få brug for. Og i baderummet var der to jazucci - en kold og en varm, brusere der kunne fjerne appelsinhud, almindelige brusere og en sauna. Det var et herligt sted, og som toppen af poppen var der også et afslapningsrum, hvor man kunne sidde med benene oppe og læse blade, se fjernesyn eller gøre brug af deres massagestol =)

Alt i alt har det været en kæmpe oplevelse, at kunne komme der i Rivera klubben, og fordi jeg har fulgt så mange forskellige hold og været der tit over længere tid, har det været en rigtig god måde at komme i kontakt med japanerne. De fleste turde nemlig godt kaste sig lidt forsigtigt ud i lidt engelsk kommunikation, efter at de havde set mig nogle gange, og dem der slet ikke kunne engelsk, begyndte hurtigt at nikke genkendende til mig, eller få nogen til at oversætte for dem. På den måde fik jeg hurtigt mange små veninder derovre, hvilket selvfølgelig var rigtig hyggeligt.

Også personalet og især rengøringsdamen var meget ivrige for at komme til at tale lidt med mig. Sidst nævnte kunne dog ikke mange ord på engelsk, men det afholdt hende nu ikke i at kvidre løs til mig på japansk, hver gang hun så mig =)

Da sidste dag med Tai Chi-holdet kom, havde jeg købt nogle gaver med til mine små veninder, hvilket resulterede i, at træneren som tak forærede mig en cd med musikken til Tai Chi. Jeg fik også lov at filme hende, så jeg kan øve videre hjemme - jubiii. Det var virkelig sødt af hende. Fik også udvekslet adresser med min anden veninde, så vi kan sende julekort =)

Nå men efter vi havde været her i en uge, kom Toshiro også til Japan. Han skulle arbejde og forberede en udstilling af sit porcelæn. Dette gav endnu en god mulighed for at komme lidt tættere på det japanske folkefærd, for når han var med og kunne oversætte for os, kunne jeg for alvor opdage, hvor sjove og imødekommende japanerne er.

F.eks. havde vi en sushi-kok, som vi spiste hos tre gange, og for hver gang vi kom der, foldede han sig mere og mere ud. Første dag kom han kun med små kommentarer, bl.a. om at jeg spiste børne-sushi, fordi jeg bestilte makki-ruller (ruller med ris og tang med et eller andet indeni f.eks. rejer). Han forklarede at nigiri (ris med et stykke rå fisk ovenpå) var sushi for de mere garvede.

Anden gang vi var der, spiste jeg så kun nigiri, hvilket blev belønnet med gaver - f.eks. smukke ting skåret ud i bambusblade. I stedet blev Emil drillet, og fik bl.a. serveret sushi, hvor kokken i stedet for ris havde puttet en kæmpe klump vasabi (en meget stærk, most, grøn rod) under et stykke lask. Det var virkelig sjovt. Jeg slap dog ikke helt for også at blive drillet. Toshiro synes, jeg selv skulle lære at bestille min sushi, men da jeg sagde, at jeg gerne ville have "Sake", hvilket betyder laks men også japansk snaps, sagde kokken, at jeg ikke skulle drikke for meget, for så ville jeg blive fuld, selvom jeg havde udtalt det rigtig, så det betød laks... Lige inden vi skulle gå, ville han vise os, at det var blæksprutteøre, vi lige havde smagt, og det gjorde han ved at vifte med to stykker rå blæksprutte ud for sine øre og gøre sig skildøjet samtidig.... Det var simpelthen så sjovt, og jeg var dybt målløs over, hvor frisindet japanere kan være! Toshiro forklarede, at japanere, hvis først man kommer lidt tættere på dem, eller de begynder at kende en, er fuld af spas. De har åbenbart rigtig god humor og er rigtig gode til selvironi! =) Jeg måtte overgive mig fuldstændig og tudede af grin hehe.

Den sidste dag var deroppe, var kokken også rigtig i sit es... Igen gik det mest ud over Emil. Toshiro havde bestilt nigiri med laks til os alle tre, men kun han og jeg fik vores, fordi han ville se hvor længe, der ville gå, før Emil ville sige noget. Da han så spurgte, om der ikke var bestilt til ham, sagde kokken "jo da" og fremviste så en kæmpe klump ris (den kunne næsten ikke ligge i hans hånd) med et lille stykke laks på toppen med ordene "service" =). Da han kunne se, at Emil selvfølgelig ikke var helt tilfreds, tog han risklumpen væk, og lagde et enkelt ris på laksen med et spørgene blik =). Tror sjældent jeg har været så godt underholdt. Jeg havde lidt svært ved at holde nigirien med mine pinde, så da jeg have tabt den ene, tog han hurtigt den anden og lagde en smald sort stribe tang rundt om den med ordenen "black belt" =)

Da han hørte, at vi skulle til Kyoto dagen efter, tog han en lang rå, lilla blækspruttearm fyldt med sugekopper og viftede den om næsen på os, mens han spurgte, om ikke vi skulle have en madpakke med til Shinkansen (deres lyn-tog) =) Han var en rigtig herlig fætter, og det var en stor oplevelse sådan at blive rystet i sin grundvold! Jeg har hele tiden antaget, at japanere er meget generte og tilbageholdene, men må erkende, at det kun er indtil, de får åbnet op for godteposen =) Det er fascinerende, at man så langt væk hjemmefra møder et folkefærd, der ikke kun forstår men også selv dyrker den ironiske humor-form! Og vores lille yndlingskok, var bestemt ikke den eneste der havde humor... vi oplevede det faktisk rigtig mange gange.

Ud over den japanske mad og mentalitet, er vi også blevet totalt fan af sumo! Det startede med at Emil så et program i fjernsynet om en af deres yokozunaer (den højeste rang inden for sumo), som var en rigtig temperementfuld herre. Flere gange er han under interviews blevet så mopset, at han har skubbet til kameraet hehe. Dagen efter startede der tunering, som vi hver dag (i de 15 dage hvor tuneringen kører) kunne følge i fjernsynet fra 16-18. Vi lærte hurtigt de forskellig sumoer at kende og blev især fan af ham, vi kalder "robotten", fordi han bevæger sig som en robot samt den sure af yokozunaerne, fordi han altid bliver rigtig sur og bider sig selv i hånden, når hans modstandere trækker tiden =) Det er simpelthen en fantastisk sport og sjovt at se de kæmpe mænd vælte rundt, i hvad der nærmest ligner bleer hehe. Men man lærer hurtigt også at spotte al den styrke og teknik, der præger sporten. Toshiro inviterede os ind for at se kampene rigtig en dag. Det var virkelig sejt, og meget overraskende at opleve japanerne derinde, for når de er til sumo, må de nemlig både råbe og huje, alt det de vil... og det gør de så. Toshiro fortalte os, at de også kaster de puder, de sidder på, efter yokozunaerne, hvis de taber en kamp, hvilket vi senere kunne opleve på fjernsyn. Vi fulgte tuneringen stort set alle dage, og det hele endte med den sejeste finale mellem de to yokozunaer - det var så spændende, at jeg flere gange troede, at jeg var lige ved at besvime hehe.

D. 3.10.09 kom Emils mor (Susse) og lillesoster (Mika) ogsaa til Japan. Vi havde nogle rigtig hyggelige shoppingdage sammen. Mika der nasten lige havde varet i Japan, viste os en hel bydel, vi slet ikke havde shoppet i endnu, og saa gik vores sidste dage mere eller mindre med det =)

Aftenen inden Emil og jeg skulle afsted til lufthavnshotellet, var vi alle sammen inde at se Toshiros udstilling. Det var en fantastisk oplevelse, at komme til at se noget af al det porcelan han har malet, og det var rigtig smukt. Min veninde fra Tai Chi kom ogsaa derind, fordi jeg havde inviteret hende, og hun havde gaver med til os! Jeg fik bl.a. et kaligrafi, hun selv havde malet. Det var virkelig enrorende afslutning paa vores ferie i Japan. Efter udstillingen spiste vi middag paa en restaurant, som anvendte Toshiros porcelan, saa man ud over udstillingen ogsaa kunne faa et indtryk af, hvordan det ville tage sig ud, med mad paa =) Det var lidt sejt, at side der paa en rigtig fin restaurant, sammen med kunstneren, der havde lavet stellet hehe.

Alt i alt har opholdet i Tokyo været helt fantastisk... Det er simpelthen den sejeste by, jeg kender, og jeg kunne sagtens bo her en rum tid, hvis det skulle være! Kan kun anbefale alle at tage hertil, men det er selvfølgelig nemmest, hvis man kan sproget, eller har en med der kan japansk, for uden Toshiro, havde vi jo slet ikke vidst, hvor sjove de er =) Og vi havde nok heller ikke voget os ud i alle de fantastiske kulinariske oplevelser, han har givet os.

Håber alle har det godt derhjemme

kh Nene