Profile
Blog
Photos
Videos
Kare alle
Vi tog videre til El Chalten d.23.3.09. Paa vej med bussen fra El Calafate, korte vi forbi en masse smukke bjerge og soer og hele 3 store regnbuer, saa det var en meget smuk tur.
El Chalten er en meget lille bjergby. Tror der var ca 4 veje paa langs og lidt flere paa tvars. Tre smaa supermarkeder og en enklt ATM, som man skulle afprove 11 gange for den gad at aflevere penge (ja det er da heldigt at baade Camilla og jeg har stadiggenet, for ellers havde vi da varet helt bankeraat, og ikke haft raad til det hotel vi boede paa, hvor dankort maskinen og telefonen midlertidig var ude af drift!). Og det man kan der er at trekke i bjergene, saa det gjorde vi da =)
Forste dag, da vi ankom var vejret rigtig godt, og da vi nu var i et bjergomraade, var det om at udnytte alle de dage der var sol, saa vi gik os en tur gennem byen, og kom saa til et sted, hvor der forte en sti op paa et mindre bjerg. Da vi havde gaaet ca. 45 min op splittede vi op. Camilla var lidt trat oven paa busturen, saa hun ville ikke med paa ruten der ifolge skiltet varede 30min. Jeg drog derfor afsted pàa egen haand og det var utrolig befrigende at kunne gaa der helt alene og nyde naturen. Det er nu super hyggeligt naar min lille folgesvend ogsaa er der, men jeg tror det var forste gang jeg saadan rigtig var paa egen haand siden vi tog afsted, og naar nu det skulle vare, saa er der altsaa noget sarligt ved stilheden der eksisterer paa saadan et bjerg.
Jeg gik glad afsted til jeg kom for enden af bjerget. Der var en fantastisk udsigt over den vej, vi var kommet af med bus tidligere, og det var til at blive helt hoj af solen, friheden og den smukke udsigt. Da jeg skulle tilbage igen, tog jeg en lidt alternativ rute, for jeg skulle lige op paa en klippe og se om jeg mon gik glip af noget paa den anden side, og da jeg saa forst var kommet derop, saa skulle jeg lige gaa lidt langere, man skal jo nodig gaa glip af noget =)
Da jeg skulle tilbage til stien igen, gik jeg over et stort fladt omraade, med lidt rivende smaabuske, men udsigten til det bjerg El Chalten er mest kandt for "Corre Fitz Roy y Torre" var helt fantastisk. Faktisk havde jeg saa travlt med at tage billeder, at jeg slet ikke opdagede, at jeg stod lige ved siden af en kampe hare, der pludselig sprang for livet, lige ved siden af min fod! Blev saa forskrakket at jeg undfangede et hojt skrig!!! Og selv om jeg hurtigt fandt ud af, at det bare var en hare, havde jeg saa meget hjertebanken efter chokket, at jeg blev enig med mig selv om hurtigst muligt at komme tilbage paa sporet. Vidste slet ikke der kunne komme saadan en lyd fra mig, saa var glad for at jeg var alene hehe.
Da jeg var paa stien igen, havde jeg simpelthen saa meget glade der boblede rundt i kroppen, at jeg ikke kunne gaa normalt... Det var som om mit indre barn fuldstandig havde overtaget magten, og det ville simpelthen lave gadedrengehop hele vejen ned af bjerget, saa det gjorde jeg =) Igen maa jeg undres over hvordan ufattelig smuk natur kan paavirke ens krop hehe.
Jeg sad og saa noget af solnedgangen, ved det punkt, hvor der kun var 45 min ned, men da solen forsvandt bag en sky, og det begyndte at blive koldere, blev jeg enig med mig selv om at jeg nok hellere maatte fyre ned, inden det blev helt morkt, saa det gjorde jeg, og det samme skete. Mit indre barn for at sted i gadedrengehop og markelig dans, og da jeg var halvejs nede, satte det (jeg) sku ogsaa ud i en lille sang. Kan af en eller anden grund ikke helt huske hvilken, med det var i stil med "mariehonen evigglad" - skummelt. Og lidt pinligt, da jeg opdagede at der gik et par lige bag mig... men der var intet at gore! Jeg var saa hoj af den oplevelse jeg lige havde haft, at jeg bare maatte fortsatte stilen, nu ogsaa blandet med fjoget smaagrineri... de maa have tankt at jeg var helt fra den hehe.
Naste dag tog Camilla og jeg paa et 7-8timers langt trek, paa et andet bjerg. Det var en helt fantastisk tur, hvor vi saa gronne papegojer, irgronne floder, skove i efteraarsfarver, og en der forekom helt foraarsgron, for saa at ende ved en glacier. Naturen skiftede hele tiden udsende det var virkelig fantastisk, og paa vej tilbage skinnede solen fra en skyfri himmel, saa det var helt perfekt. Man faar en fantastisk energi af saadan at vade rundt i bjergene.
Vi ville havde taget et sidste trek dagen efter, men til hvad der nok i virkeligheden var vores begge tos lettelse, regnede det, saa vi maatte have os en slapperdag paa hostel, og om aftene tog vi med bussen videre til Chile.
Haaber alle har det godt derhjemme
tusind knus Nene (nu med dominerende indre barn)
- comments