Profile
Blog
Photos
Videos
Efter birdwatching i morgentågen - og uden det store held - tog vi videre med bus til Pokhara. Pokhara er alt det Kathmandu ikke er; ren, hyggelig og kan tilbyde alt fra tuborg, til bøf og vandreudstyr. Vi ankom tidlig eftermiddag og efter en hurtig frokost begav vi os af sted mod "World Peace Padoga" - et temple bygget af buddhistiske munke som håbede på fred i verden. Turen derop skulle ta' en times tid, så det mente vi ville være en fin opvarmning inden Annapurna. Det vidste sig hurtigt at være nemmere sagt end gjort. Efter lidt forvirring omkring hvordan kortet skulle vende, fandt vi dog den bro hvorfra turen skulle starte. Herfra var vi uden kort og vi spurgte lokale om vej. De var dog ikke til meget hjælp, da de færreste snakkede engelsk og vi endte med at blive sendt op et bjerg for tidligt. Det opdagede vi dog først da stien forsvandt og det så småt var begyndt at blive tusmørke. Vi blev enige om at gå mod Pokhara Lake, så turen gik rimelig off-road nedad. Ved søbredden var der nu ca. 500 meter kold søvand mellem os og Pokhara, så efter lidt vandren frem og tilbage, besluttede vi os for at råbe efter hjælp. Heldigvis var der to søde lokale ude og nyde en sejltur på søen og de var så venlige at komme og samle os op og sejle os over til byen. Så selvom vi ikke fik set noget tempel, var det meget sjovt, men vi var dog glade over udsigten til at have Vishnu med som guide i bjergene.
Den efterfølgende dag blev brugt på seitseeing i Pokhara og en god bøf til aftensmad.
Så gik turen mod Poon Hill: Den første dag var mest opvarmning til de efterfølgende strabadser. De 3 timers gang foregik mest af grusvej, men det blev der lavet om på dagen efter. Der skulle vi nemlig begive os 1300 højdemeter op ad hvad der engang havde været stentrappetrin. Mathias var en ægte gentlemand, da Anne - og alle hendes skavanker - så småt havde lyst til at give op, så han bar hendes taske det meste af vejen op. Efter 7 timers opstigning ankom vi langt om længe til Ghorepani hvor vi fik et værelse med den flotteste udsigt udover Annapurna South - et imponerende syn på lige under 8000 meter. Vi havde nu begivet os så langt op, at der lå et pænt lag sne, så vi var glade for brændeovnen på vores logde.
Næste morgen var planen at se solopgang på Poon Hill, men pga. mange skyer blev det udsagt et par timer. Efter de 45 minutters gåtur af snoet, sneklædt vandresti nåede vi toppen og selvom skyerne stadig var der, var udsigten fantastisk.
Efter frokost gik turen nedad med efterhånden meget ømme lårmuskler. Vi overnattede i Sikha og lærte Vishnu at spille 500, selvom han havde fået et par glas af den lokale raski (risvin på mere end 15 %, som også Mathias er blevet glad for, når solen holder op med at varme).
Morgenen efter var også læggene så småt begyndt at sige stop, så vi var glade for udsigten til at skulle en tur i hot springs til Tatopani. HOT spring er dog noget man skal tage bogstaveligt i Nepal. Vandet i bassinet var så varmt, at det dampede og vores fødder efterfølgende så helt kogte ud. Det var Vishnu imidlertidig ligeglad med - han satte sig som den eneste bare ned på bunden, og meddelte os at man efter 5 minutter ikke længere lagde mærke til hvor varmt det var. Hans teori blev dog aldrig efterprøvet.
Efterfølgende blev kulturforskellen tydelig; mens vi fik frokost, havde den lokale landmand slagtet en gris på en presenning foran hotellet, hvor de lokale så på skift kom og hentede deres forudbestilte ration - uden prisforskel afhængigt af udskæring. Grisen smagte dog fint, fandt vi ud af et bar timer senere, da vi bestilte Gorkha-øl og pork BBQ - det lækreste måltid siden d. 28. november for Annes vedkommende.
Mathias havde fået den idé at vi skulle ud og køre med de lokale busser. Det var ikke en fornøjelse. Turen tilbage til Pokhara dagen efter bestod af først en tur som burde have været 3 timer, men kun tog det halve, idet chaufføren i hvert fald ikke var bange for at skride ud over kanten. Bussen havde absolut ingen affjedring, så Mathias slog flere gange hovedet op i loftet. Den næste del af turen var lidt mere behagelig - på asfalteret vej og det hele - men bussen var propfuld og en skrue rev sig løst som resultat af bump, hårnålesving i høj fart m.m..
Da vi ankom til Pokhara havde vi ømme rygge, men var lettede over at være i live. Vi besluttede at det var tid til at pleje vores trætte og ømme kroppe og bestilte en times kropsmassage - de bedste 80 kroner vi nogensinde har brugt. Dog også en lidt surrealistisk oplevelse med små nepalesiske kvinder som kravlede rundt på vores rygge, for at kunne få ordentligt fat.
I dag er vi kommet tilbage til Kathmandu, hvor vi på vejen river raftede ned af Trisuli river, som løber hele vejen til Ganges. For Mathias var det en ny oplevelse, som viste sig at være en stor succes - muligvis med gentagelse i Indien. Floden var kold, da den hovedsagligt bestod af smeltevand fra Himalaya, men det afholdt os ikke fra at tage en dukkert - heldigvis frivillig. Undervejs på raftet blev vi fine venner med Dimetri fra Sydafrika, som havde lejet en privat bil tilbage til Kathmandu, og der var heldigvis lige plads på bagsædet, så vi slap for mere lokal bus.
I morgen har Mathias - som bekendt - og guden Shiva begge fødselsdag, og det skal vist fejres med manér.
Det har altså været en rimelig action-packed uge og det forsætter med rockclimbing (og den er god nok - Mathias skal med) og trekking i Langtang inden turen går mod det noget varmere Indien.
- comments