Profile
Blog
Photos
Videos
Caballococha, Lørdag den 6 april
Jeg vågnede ved at en af aberne havde fundet vej ind i min lille hytte og op i min seng. Da jeg, meget nænsomt, prøvede at puffe den væk, gestikulerede den med en brun hilsen på min hovedpude. Så lå jeg ellers der og forsøgte at bilde mig selv ind, at det er charmen ved at være i junglen.
Det er tredjedagen efter jeg forlod Leticia. Leticia er Colombias hovedby i Amazonas. Det er her man flyver ind, og det var her jeg hurtigst muligt ville væk fra. Der er overraskende mange biler og motorcykler i den forholdsvis lille by. Især taget i betragtning, at byen ikke er forbundet med omverden, og folk derfor er ret begrænset i deres færden.
Samme eftermiddag jeg ankom, sejlede jeg til øen, Isla Santa Rosa, som tilhører Peru, fik et stempel i mit pas og sejlede tilbage. Næste morgen tog jeg med en båd 75km op ad Amazonfloden, til den langt mere idylliske by Puerto Nariño. Her er hverken motorcykler eller biler. De godt 3.500 indbyggere går eller sejler.
Det er også her jeg faldt over det charmerende "Cabañas del Friar", placeret på en bakketop, en smule udenfor byen. Her bor Hector med hans hund, katte og ænder. De får jævnligt besøg af papegøjer, en håndfuld turister og aber..
Jeg har gjort et par udflugter ind i junglen herfra, Det meste er dog oversvømmet for tiden, så det hele er forgået i båd eller kano.
Jeg er vitterligt begejstret for Puerto Nariño, men jeg besluttede at det var tiden til at tage videre. Jeg var blevet fortalt, at for at tage til Iquitos, Peru, så ville jeg være tvunget tilbage til Leticia, for så at fange en båd herfra. Jeg fandt dog ud af, at der en anden mulighed. I Puerto Nariño fandt jeg en gut der kunne sejle mig et stykke op ad floden og over på den anden side til Peru. Her er den for mig helt og aldeles ukendte by Caballococha. Herfra er der jævnligt afgange til Iquitos. faktisk allerede i morgen.
Kort efter jeg ankomet, spurgte en mand, siddende på sin motorcykel, hvad jeg søgte. Jeg svarede det billigste Hotel.
"VAMOS" udbrød han.
Jeg tøvede en smule, men efter endnu et og langt mere inciterende "VAMOS", hoppede jeg op bag på motorcyklen. Jeg værdsatte meget hurtigt Caballocochas klejne størrelse og turen varede heldigvis ikke mange halve eller hele minutter, men for en stund frygtede jeg for mit liv. Da jeg stod af, krævede han betaling for en gallon(!) benzin. Det fik han ikke. Jeg har dog også en smule tvivl om, hvorvidt han vitterligt ville have brugt pengene på benzin, eller på den lokale. Jeg hælder mest til det sidste..
Jeg skulle nok have undladt at at sige "billigste". Det stod hurtigt klart, efter jeg havde fået en rundvisning. Jeg har overnattet et par tvivlsomme steder, men det her sted viste mig et hidtil uset bundniveau, for beværtninger.
Min mave har ikke haft det for godt de seneste dage, men min diare blev kureret da jeg så toiletfaciliteterne.
Caballococha, Søndag den 7 april.
Jeg havde tænkt mig at tage hurtigbåden til Iquitos, meget tidligt i morges. Men i går aftes, min eneste aften i byen gik jeg en lille tur, stoppede ved en internetcafé, hvor jeg prøvede at lave lidt research på morgendagens destination. Mens jeg sad og læste om de forskellige jungle tours, ayahuasca, og en masse andre blog-indlæg, slog det mig, at det slet ikke var det jeg havde lyst til.
Da jeg vendte tilbage til mit "hotel", undlod jeg at sætte min alarm, og dermed missede jeg hurtigbåden. Jeg brugte dagen i dag, i Cabbolococha, samt den nærliggende Cushillococha.
I aften sejler der et fragtskib til Iquitos. Jeg har købt en hængekøje og en plads om bord på båden.
Et sted på Amazonfloden, Mandag den 8 April
Det er nu mere end 24 timer siden jeg forlod Caballococha. Alle tre dæk er proppet med hængekøjer. På nederste dæk er der nu også en ko. Den kom med i løbet af natten. Dagen er ikke gået med så meget . Landskabet har ikke forandret sig. Flod, jungle og lidt landsbyer, er hvad der er at se.
Jeg har snakket lidt med Wilson, der er ingeniør og præst. Ifølge ham er der bådafgange op ad Rio Napo. Jeg fik øje på Rio Napo i går, på et kort. Floden løber hele vejen til Ecuador. Så jeg leger lidt med tanken om, at tage den vej. Efter at have snakket med Wilson, er jeg ret optimistisk omkring mine nye rejseplaner. Forhåbentlig ankommer vi ikke alt for sent til Iquitos, så måske kan jeg allerede komme det første stykke vej til Mazan eller Santa Clotilde i morgen.
Et sted på Rio Napo Tirsdag den 9 april
Efter noget nær 48 timers sejlads på Amazonfloden, ankom jeg til Iquitos. Dårligt havde jeg sat min fødder på fast land, før Wilson havde fundet en båd der drog op ad "Rio Napo". Båden, der ville bringe mig op til Santa Clotilde, lagde fra land en time efter jeg var ankommet. Jeg kunne godt have haft brugt lidt mere betænkningstid, men med lovning om det "blot" ville være to dage og én nats sejlads, hoppede jeg om bord på "Titanic". Ja, det hedder båden, og det burde vel nok i sig selv være et faresignal. Chancen for at vi banker ind i et isbjerg anser jeg dog for værende lille. Udover navnet er lighederne, med den Titanic der sank i 1912, forvindende små. Måske lige med undtagelse af forholdet mellem passagergere og redningsbåde/redningsveste…
Dækket var allerede proppet til bristepunktet (peruvian style!), da jeg steg ombord, og absolut uden plads til min hængekøje. Så jeg fandt vej op på taget. Her slog jeg mig ned, blandt ølkasser, byggematerialer og et hønsehus.
Båden har et køkken og en kok, men jeg har set hvor de får vand fra, og helt generelt skal de nok være glade for, ikke at være en del at smiley-ordningen. Så jeg kører videre på min vand- og brødkur.
Et sted på Rio Napo, Onsdag den 10 april
Det havde lagt op til regn, så først var jeg kravlet op på hønsenes loft, under et presenningstag.. Det holdt dog tørt, og jeg tilbragte resten af natten under åben himmel.
Jeg snakkede med kaptajnen. Tilsyneladende varer turen ikke én, men to nætter.
Et sted på Rio Napo, Torsdag den 11 April
Vi lå stille hele natten pga. motorproblemer. I det mindste sank vi ikke.
Jeg så delfiner.
Santa Clotilde, Fredag den 12 april
Efter noget der nær 70 timer sejlads ankom jeg langt om længe til Santa Clotilde.
Her er ikke en hæveautomat, som jeg ellers var blevet fortalt. Skibstrafikken videre op ad floden er i øvrigt ret begrænset. Jeg har fået lidt blandede svar, men der ankommer muligvis en båd, i aften eller i morgen. Forhåbentlig vil den kunne bringe mig til Pantoja, som er tæt på grænsen til Ecuador.
Jeg vil vitterligt blive nedslået, hvis jeg er tvunget tilbage til Iquitos, og det er her problemet med pengeautomaten spiller ind. For jeg er ikke i tvivl om, at jeg ville kunne betale mig fra at blive fragtet videre op ad floden, men uden kontanter bliver det svært.
Santa Clotilde, Lørdag den 13
Ingen båd
Jeg gik en tur i junglen.
Santa Clotilde, Søndag den 14
Det regnede hele morgen.
Flere gange i løbet af dagen, gik jeg ned til floden, for at se efter en båd. Uvisheden om hvor længe jeg skal blive i denne Santa Clotilde, begynder at plante en form for klaustrofobi i kroppen.
Så skete det! Her kl. 20 ankom der en båd. Den vil, i morgentidlig, sejle videre op ad floden, helt til Pantoja.
Et sted på Rio Napo, Mandag den 15
Jeg stod op kl. 6 og gik ned til båden. Båden er ikke halvt så proppet som den sidste og jeg fandt en plads til min hængekøje. Og gudskelov for det, for det har regnet hele dagen.
Om bord er også et fransk/italiensk vennepar. Det er de første andre rejsende (og formentlig de eneste) jeg har stødt på hidtil i Peru.
Et sted på Rio Napo, Tirsdag den 16
Igen har det regent en del. De gange det har holdt tørt, har jeg fundet vej op på taget. Udsigten er fin, men den samme. Flod og træer.
Francesco, gutten fra Italien, har tilbagevendende feber.
Jeg tror han har malaria.
Et sted på Rio Napo, Onsdag den 17
Det samme som i går.
Et sted på Rio Napo, Torsdag den 18
Selvom båden ikke er tætpakket, som de andre to fragtbåde jeg har sejlet med, så minder det mere om en dyretransport, end et passagerskib. Folk er tæt stuvet sammen og der er en generel mangel på almindelig hygiejne. Derfor, når vejret tillader det, så finder jeg vej op på taget. Selvom der ikke sker de store forandringer i landskabet, er det ganske dejligt, at side her og nyde synet af regnskoven. Denne båd, har lissom den forrige, et lille hønsehus placeret på taget. Dag for dag er der færre og færre høns. Jeg tror jeg har regnet sammenhængen ud, mellem det og den evendelige servering af ris og kylling.
Nuevo Roca Fuerte, Fredag den 19
Vi ankom til Pantoja i nat. Her til morgen gik vi, Francesco, Matti og jeg, op til den lille politistation for at stemple ud af landet.
Der er ingen faste forbindelser til Ecuador, men de lokale krydser ofte grænsen, så vi havde ikke meget besvær med at finde et lift.
Efter to timer i en lille kano, ankom vi til Nuevo Roca Fuerte i Ecuador. Vi måtte vente lidt med at stemple ind, da de ansvarlige var midt i et spil volleyball. Mens vi ventede besøgte Francesco hospitalet. De kunne konstatere, at han har malaria. Heldigvis for ham, og os andre, er der tale om en mild form.
I morgen tager vi en båd til Coca, som er forbundet med resten af kontinentets vejnet
Coca, Lørdag den 20
Vi ankom til Coca med båd, sidst på eftermiddagen. Resten af dagen blev fejret med internet og burger.
17-18 dage i Amazonjunglen, har efterladt en del indtryk. Man kan ikke andet en blive imponeret samt fascineret, af den natur der omgiver én Samtidig er jeg en smule trist til mode. At regnskoven forsvinder, dag for dag, behøver jeg ikke tage hele vejen hertil, for at finde ud af. Det har jeg vidst i mange år. Men folk der bor her, har vitterligt en mangel på respekt, overfor den natur de lever i. Floderne fungerer som en stor lodseplads. Eksempler på dette skulle jeg ikke lede længe efter. På samtlige både, hvor jeg var ombord, blev alt og her mener jeg alt, kastet ud over rælingen. At et barn på 3år ikke ved bedre er hvad det er. Men når moderen, ved hans side, intet siger, men blot gør det samme få øjeblikke senere, så kan man blot spekulere på, hvor mange generationer det vil fortsætte. Jeg gætter på mange. Men om denne mentalitet vil forsvinde før regnskoven, ved jeg ikke..
- comments
Ak Ejh der er S Å vildt!!!! FEDT fedt fedt!!! Det er også rigtig underholdende læsning!!! Glæder mig til at se dig snart :) Knus søs