Søndag var dagen, hvor vi skulle vi ud til lokale familier for at overnatte og lære at lave afrikansk mad. Vi tog til Kigamboni kl. 15, rigtig spændte og forventningsfulde. Vi sov hver for sig, men tilbragte hele dagen sammen alligevel. Mette boede sammen med Kristina og Maria boede sammen med Anna. Vi var som sagt sammen hele eftermiddagen og aftenen, fordi familierne kendte hinanden og var naboer. Vi blev rigtig godt modtaget af en stor familie bestående af både fædre, mødre, søstre, kusiner osv..

Så sad vi ellers bare på nogle stole og kiggede ud på en kirkegård, som var Maria og Annas baghave. Vi blev dog underholdt af nogle børn som legede. Efter det var det tid til at gå på marked for at handle ind til aftensmaden. Vi gik med fire af kvinderne og de fandt hurtigt på, at vi skulle bytte navne - ja, hvorfor ikke? ;-) Maria kom til at hedde Habiba og Mette kom til at hedde Swaumu. Hjemme blev vi hurtigt sat i gang med at skære grøntsager, hvor vi sad på et tæppe udenfor, mens høns og pinke kyllinger gik omkring os. Familien havde også geder og fugle, som dog var lukket inde. Det var rigtig hyggeligt og alle kvinderne var gode til hele tiden til at inddrage os, så vi også gjorde meget af arbejdet. Vi lavede en masse små retter og det tog faktisk lidt over to timer at lave maden.

Da maden var ved at være færdig, begyndte mændene så småt at komme... Jaah, her er det virkelig kvinderne som laver arbejdet! Vi sad indenfor på gulvet og så var det ellers bare at tage for sig af retterne. Vi vil sige, at det faktisk smagte helt udemærket og vi blev positivt overrasket over noget af det.

Mette skriver:

Vores værelse bestod af en dobbeltseng, et bord med spejl og nogle opbevaringskasser til familiens ting OG SÅ VAR DER OGSÅ EN ELEKTRONISK LUFT PROPEL I LOFTET, så vi havde en deeeeeejlig temperatur. Det var faktisk et overraskende fint hus, taget Afrika-standard i betragtning.

Efter maden var klokken blevet omkring 21, og Kristina og jeg valgte at gå over til os selv for at slappe af på værelset og gå tidligt i seng, efter en lang og indtryksrig dag. Men inden vi skulle sove, skulle vi lige have overstået en tur ud på toilettet, som var et lille skur udenfor. Så det var frem med pandelamperne og ud på det "lille hus" i de små klipklappere, som moren havde stillet frem til os. Tandbørstningen foregik også udenfor ved en vandhane. Godt trætte lagde vi os til at sove.

"Kan du også høre myggen"? Sådan blev jeg glædeligt vækket omkring kl. 24, og så måtte vi ellers op og folde myggenettet ned.

Vi havde drukket SÅ meget vand inden vi sov, da de stort set ikke drikker vand hernede, så vi drak intet vand til maden eller i løbet af dagen - så vi var godt klar over at vi nok ikke kunne undgå et toiletbesøg i løbet af natten. Da vi nu var vågne skulle vi ud og tisse... meeeen det var lettere sagt end gjort, for familien havde låst døren og der var ikke bare en lås, men tre låse og 2 døre - og den ene lås kunne vi simpelthen ikke få op. Den ene lås var en stor fed hængelås, som vi ikke havde nøglen til, så vi måtte lede så lydløst som vi nu kunne. Da vi endelig fandt den, låste vi døren op, men vi manglede da lige de 2 andre låse. Det var sådan nogle store "skub ind og ud af væggen" låse, og de sad bare fast så det ville noget! Det endte med at larme rigtig meget, så vi har helt sikkert vækket hele huset, da vi endelig fik den op. PINLIGT.

Næste morgen kom moren og bankede på vores dør og fortalte, at Maria havde sagt, vi skulle komme over til dem. En anden kvinde stak også hovedet ind, så vi tænkte det nok var fordi, at de egentlig gerne bare ville kigge ind til os. Vi stod op og gik over til de andre, som sad på gulvet og spiste morgenmad og ganske rigtigt - Maria havde ikke været ovre for at kalde på os.

Maria skriver:

Vores værelse bestod af en meget lille seng og nogle få møbler. Da vi skulle til at tage myggenettet ned over senegn, så jeg at der lå to små sorte lorte ovenpå myggenettet, hvilke ikke gav nogen menning for Anna og jeg. Vi var så trætte, at vi ikke tænkte videre over det og så lagde vi os ind for at sove. Sengen var meget lille og meget kort til mine lange ben, så mine fødder strittede ud nede i fodenden, hvilke ikke var særlig rart. Da vi havde ligget lidt og var ved at falde til ro kunne vi pludseligt hører små fodtrin og en masse piven. Til vores overraskelse fandt vi ud af, at der på loftpjælkerne løb en masse mus frem og tilbage. Det var ikke særligt rart, men vi faldt hurtigt i søvn alligevel. Cirka kl 6 næste morgen vågnede Anna og jeg med et spjæt. Buldren og bragen halvt som et tordevejr, halvt som skrig oven over vores hoveder, og først efter vi havde kigget med spørgende blikke på hinanden, gik det op for os, hvad der i virkeligheden skete. Det var hønsene, der gik rundt og skrattede på bliktaget. Da vi alligevel var vågne, valgte vi efter lidt tid, at vi lige så godt kunne stå op og være sammen med familien. Ude i stuen mødte vi det geopardbetrukne sofabetræk, muslimske billeder på væggen og en ubeskrivelig morgenfred. En kanga(et klædestykke) har utallige funktioner hernede, hvor moren denne morgen brugte den til at tørre drengens krop efter et bad, hvorefter hun iklædte ham hans fine skjorte og sendte ham afsted i skole.

Vores morgenmad bestod af en pandekage, en friturebolle, en anden friturestegt risbolle og noget lækkert hjemmelavet te. Efter vi havde siddet lidt og snakket alle sammen, blev vi samlet ude i gården og så var det ellers tid til at vaske alt køkkengrejet op fra gårdagens madlavning. Kvinderne stillede alt opvasken ud på jorden, fandt nogle baljer og fire stole - og så skrubbede de køkkentingene, mens vi skullede det af for sæbe. De andre kom sammen med Rashid (en fra KCC) midt i det hele. Vi gjorde opvasken færdig og tog tilbage til platformen, hvor dagen bare har bestået af afslapning og tøjvask.