Saa er jeg klar med endnu flere roeverhistorier. Endnu engang maa jeg vride min hjerne og taenke et par uger tilbage.

Fra Medellin gik turen mod kysten. Naermere bestemt Santa Marta. Busturen tog godt 18 timer, saa da jeg fandt et hostel tog jeg mig en velfortjent lur. Herefter skulle jeg moedes med drengene igen. Vi skrev lidt sammen og meldingen var at der var Hawaii tema, og eftersom min garderobe ikke paa det tidspunkt indeholdt noget med hverken tropiske frugter eller blomster, saa maatte jeg lige shoppe lidt inden. Og da vi jo er ved kysten, var det ikke svaert at finde det perfekte outfit - roed hawaiiskjorte med tilhoerende buks. Stoerrelse xl. Ja, jeg lignede da en tosse da jeg gik fra butikken og hen til drengenes hostel. Og bedre blev det saa ikke, da jeg kommer op i baren og finder ud af at de er taget til Taganga for at se solnedgang. Det kunne have vaeret akavet at vaere mig...... rettelse, det VAR akavet at vaere mig... men der var intet for, end at bide det i mig og hurtigst mulig bestille en oel eller fire.. Efter en times tid kom drengene tilbage og hawaii-festen kunne for alvor begynde.

Neaste morgen tog jeg til Taganga - en lille charmerende kystby 15 min fra Santa Marta. Her tager mange til for at dykke og feste. Desuden er det en by, der i den grad er domineret af gadesaelgere, de klassiske flettede armbaand og smykker. Overalt sad de, unge kvindelige vesterlaendinge med deres store dreadlocks og solbrune hud. Mange af dem havde smaa laekre nougatfarvede boern paa armen og det var et tydeligt moenster; de havde engang vaeret rejsende som mig selv, de forelskede sig i en lokal, blev gravide og nu er de stuck i livet som smykkeproducerende hippimor, langt hjemmefra. Fra mit perspektiv saa de ikke synderligt lykkelige ud. Nogle kiggede paa mig med en slags harm misundelse og nogle som om de desperat forsoegte at advare mig mod at begaa samme fejl som dem selv. Og selvom de jo paa en maade hoerer til i en by som denne, saa er det egentlig lidt soergeligt..

Men, kort og godt en rigtig charmerende, dog meget turistet, strandby med super laekre friske juices overalt og billigt gademad.

Formaalet med at komme hertil, var primaert dykning. Det tog mig dog lige et par dage at faa taget mig sammen til at bestille, men det blev gjort.

Kl. 8 skulle vi moedes paa dykkercentret. Jeg blev tildelt min egen instruktoer, og han var naturligvis en laekkermaas uden lige. Da vi endelig kom ud med baaden og var klar til at hoppe i var jeg noget nervoes. Det var jo efterhaanden over et aar siden jeg sidst havde trukket vejret under vand, men ligesom med cykling og det at koere bil, saa glemmer man det ikke bare lige saadan. Saa alt gik fint. Det var to ikke saa sindsoprivende dyk - semi sigtbarhed og samme fisk som altid, men det var rigtig fint at starte ud med, saa det blev en god oplevelse. Og som jeg ogsaa fik lagt ud paa Facebook, saa havde jeg min foerste salsadans under vand. Jeg betalte 160000 for to dyk og en hådåg.

Efter dykket tog jeg tilbage til Santa Marta. Her fandt jeg et hostel som kunne vaere min base mens jeg lavede ting i omraadet.

Foerste stop var Tayrona Nationalpark. Beskrivelsen loed paa uspolerede postkort strande og vild natur, saa jeg glaedede mig. Jeg tog en bus for at komme til indgangen og herfra ventede der saa en to timers gaatur igennem jungle og langs vandet for at komme til de egentlige strande. Hovedstranden hedder Cabo San Juan og her valgte jeg at overnatte.. og her var det som om det idylliske billed stopper. Det var en stor campingplads. Der var hundredevis af mennesker. Toilletterne var ulaekre, haengekoejerne lugtede og var moegbeskidte og der var koe til alt - restauranten, kiosken, toiletterne.. Og alt var mega dyrt. Stranden var helt proppet med tynde argentinske piger i g-streng og masser af maend i speedoes. Jeg var sgu en anelse skuffet. Vandet var fint og det var da smukt, men paa ingen maade uspoleret. Heldigvis moedte jeg Zach og nogle andre gutter og vi havde en rigtig hyggelig aften. Det var meningen at jeg skulle vaere der to naetter, men allerede naeste morgen foelte jeg mig klar til at tage tilbage, saa om aftenen var jeg igen tilbage i Santa Marta.

Naeste morgen var det meningen at jeg skulle have vaeret afsted igen til en lille bjergby i naerheden der hedder Minca. Men da jeg vaagnede havde jeg det rigtig skidt. Hovedpine, kvalme, ingen appetit. Saa jeg sov det meste af dagen og maatte udskyde mine planer en dag. Heldigvis udviklede det sig ikke til noget, saa jeg kunne komme afsted dagen efter.

Jeg tog en motorcykel fra hostlet til bussen. Et dejligt minde om boda boda i Uganda! Jeg boede paa et laekkert lille hostel ejet af to skoenne mennesker. Der var ikke nogen andre da jeg kom, saa jeg noed bare udsigten fra terrassen, laeste en masse i min guidebog og slappede af i haengekoejen. Om aftenen kom der en flok drenge, nogen af dem boede paa det samme hostel som mig i Santa Marta. Saa det blev en rigtig hyggelig aften med guitarspil og maaneskin.

Da jeg vaagnede naeste morgen satte jeg mig udenfor og kunne nyde hvordan drengene hver isaer blev grebet af hele "Det-er-smukt- og-jeg-foeler-mig-i-et-med-naturen"-foelelsen. En lavede yoga mens en anden stod midt i en solstraale og lavede spraellemaend. Og aabenbart noed de alle at der ikke blev solgt alkohol saa de kunne slappe af.

Da alle var oppe gik vi en tur op til toppen af omraadet og ned igen paa den anden side. Det var en rigtig god gaatur, med en flot udsigt, og jeg klarede det hele i slippers. Turen sluttede ved en naturlig pool lavet af vandfald. Her kunne vi kravle op paa klipper og svinge os ud i det iskolde vand i et reb. Det var sgu sjaw!! Jeg tog endnu en nat i Minca og naeste dag var det tilbage til Santa Marta for at fejre Australia Day. Den stoerste festdag for australiere. Og eftersom hostlet var ejet af en ung australier var der lagt i ovnen til en stor dag. Alkohol, poolfest, BBQ og musik. Rigtig god dag! Rigtig fuld dag.. saa naeste dag tog det lidt tid at faa samlet alle mine ting og komme afsted med bus til Cartagena.

Cartagena skulle vaere mit udgangsdpunkt for baadturen mod Panama, saa det var hovedformaalet da jeg ankom - find en baad. Paa vejen hjem fra Minca moedte jeg to danskere som ogsaa skulle med baad. Men ligesom mig, fandt de hutigt ud af at det ikke ligefrem vrimlede med baade og eftersom de havde lidt travlt fordi de havde et fly de skulle naa fra Panama City maatte de tage skeen i egen haand og havde saaledes vaeret paa havnen for at snakke med forskellige kaptajner. Saa da jeg moedte dem igen i Cartagena havde de fundet en baad, men de manglede stadig fire personer til at fylde baaden op. Med mig om bord manglede vi kun tre mere og de tre moedte vi paa havnen da vi var nede for at se baaden. De havde haft kontakt med et bureau der kender kaptajnen og saaledes var vi seks. Da vi saa baaden blev vi noget overraskede.. den var meget lille. Den var ca. 10 meter, seks sovepladser, og naesten intet daekplads, og med ejeren af baaden, kaptajnen og en tredje ung argentiner som var med som hjaelpekaptajn, saa var vi pludselig ni mennesker. Anne Dorthe og Michael var noedt til at sige ja, fordi de havde et fly de skulle naa, jeg ville gerne foelges med dem og de tre englaendere ville bare gerne afsted til Mellemamerika saa hurtigt som muligt. Saa med baadturen arrangeret kunne jeg endelig slappe af og nyde Cartagena.

En super hyggelig by bygget i gammel kolonistil. Den har to bydele og den gamle bydel er omringet af en stor mur. Enormt charmerende omraade. Hyggelige smaa gader, smukke huse, laekre butikker og nogle af de finere souvenirshops. Mindede mig rigtig rigtig meget om Stone Town, saa jeg brugte meget tid paa bare at tulle rundt. Og saa solgte de smaa gadesalegere de bedste mangoer man kan forestille sig! Klart en af mine favoritbyer so far. Mor og far, i ville elske den by! Jeg brugte tre dage i byen og herefter var det endelig tid til at komme afsted mod Mellemamrika. Og den historie kraever et blogindlaeg for sig selv saa det er hvad i kan se frem til :)

Hav det godt saa laenge.