Profile
Blog
Photos
Videos
Saa er vi naaet paa den anden side af baadturen. Vi (de engelske gutter og jeg) fik fragtet os selv og vores tisbesoelede tasker fra den karibiske kyst, tvaers over landet til den stillehavske kyst.. eller bare stillehavskysten..? til Panama City. Byen vi alle havde relativt hoeje forventninger til eftersom jeg havde hoert at det var den eneste hovedstad i Mellemamerika, der var et besoeg vaerd.. Vi skulle faa os en overraskelse.. Men afsted kom vi i jeep. Vi koerte lidt rundt i byen for at finde et hostel, da det vi oprindeligt havde udset os var booket. Men med hjaelp fandt vi et hostel. White Lion. Kaempe stor bygning. Enormt koldt baade bogsteveligt talt og atmosfaeremaessigt. Mindede meget om et stort motel. Men de havde plads og vi havde ikke overskud til at vaere kraesne. Paa davaerende tidspunkt havde jeg heller ikke vaeret i bad i ni dage, mit haar levede sit eget liv, og jeg gruede for at aabne min taske og udrede urin-skaderne.
Receptionisten var en sjov en. Hun var ung og dum som en doer. Ja, det lyder lidt haardt, og hun var ganske flink, men der foregik ikke meget bag de soede oejne. Da vi skulle betale for logi og vasketoej havde to af os en regning paa 16$ og to af os en regning paa 19$. Hun skrev det op paa hver sin regning og lagde foerst 14$ og 2$ sammen paa lommeregner. Det tog ca. 2 minutter. Saa skrev hun naeste regning, identisk med den foerste, og her skulle man tro at det ville gaa lidt hurtigere, og at hvis ikke hendes intelligens slog til, saa skulle man tro at hun enten havde en form for hukommelse eller i det mindste bare kunne skrive af.. men nej. Lommeregneren frem igen. Det samme cirgus skulle hun igennem med de naeste to, ligeledes identiske, regniner. 15 minutter. Saa var vi klar til at gaa. Drengene beholdt deres kvittering og kunne glaede sig over deres foerste souvenir.
Paa vores dorm-vaerelse boede en skaev argentiner, en buttet homoseksuel australier med oelbumser paa laarene og en kokainsniffende fyr af ukendt nationalitet, der paastod at han ejede 5 % af hostlet. Han var i oevrigt sammen med receptionisten saa jeg tror vi der fik loest mysteriet om, hvorfor hun ikke havde saa mange brikker at flytte med..
Panama City i sig selv var ikke andet end pis og papir. Egentlig ikke saa meget papir, men masser af pis. Sikke en stank i de omkringliggende gader, trods vi eftersigende var i det "hyggelige" gamle kvarter.. Den anden del af byen ligner Miami Skyline. Store skyskrabere med et moderne touch og masser af store, fine shopping centre. Vi var blandt andet i biografen en aften og se den, paa davaerende tidspunkt, nye Tarantino film "Django - Unchained". God, dog meget brutal oplevelse.
Vores foerste projekt da vi fik pakket os selv ud var, at faa fat i AD og Michael. Helt tilbage paa baaden, aftalte jeg med dem, at de skulle tage mine vandrestoevler med hjem. Men da vi skulle pakke vores ting sammen paa baaden var mine vandrestoevler der stadig, til gengaeld manglede Jim sine. Han var helt uforstaaelig overfor hvor de kunne vaere blevet af, men jeg kunne jo hurtigt laegge to og to sammen. De havde taget hans med i stedet for mine. Det maatte vaere den eneste loesning. Saa selvom vi vidste, at de efter planen allerede var paa vej hjem, ville jeg alligevel skrive til AD for at informere hende om situationen og selvfoelgelig sikre os, at det var dem der havde stoevlerne. Men da jeg kommer paa Facebook fortaeller hendes statusopdatering mig, at der er noget galt.. Hun skriver noget med, at de var blevet snydt af et chilensk flyselskab, saa jeg faar fornemmelsen af, at de stadig befinder sig i Panama City. Med et soelle haab skriver jeg til hende og ganske rigtigt. Da de ankom til lufthavnen og ville tjekke in, finder de ud af, at de, mens vi var paa baaden, har faaet en mail, der kunne fortaelle dem at deres betaling af flybilletterne ikke var blevet bekraeftet, saa de har slet ikke nogen billet. Vi moedtes derfor med dem dagen efter og brugte dagen sammen, inden de havde et nyt fly hjem morgenen efter, denne gang bekraeftet. Og de var saa bitre. En ting var at de maatte forlade os paa baaden uden at se en eneste af San Blas oeerne, ud over hovedoeen, men en anden ting er saa, at de er blevet snydt af flyselskabet og slet ikke havde noget fly de skulle naa alligevel og derved sagtens kunne have brugt den sidste tid med os. Men, vi havde en hyggelig dag sammen og fik sagt farvel endnu engang. Og Jim fik sine stoevler og jeg fik sendt nogle ting hjem til DK. Og hvordan de i oevrigt i foerste omgang kunne forveksle Jims stoerrelse 45 med mine 36 er mig stadig en gaade!
Ud over det boed Panama City jo som bekendt ogsaa paa endnu en omgang kort boevl. Som det skete i Medellin kunne jeg pludselig ikke tage penge ud og maatte endnu engang ringe hjem og give min elskede far et par ekstra graa haar i tagrenden. Denne gang viste det sig saa at vaere helt galt og mit kort var blevet helt annulleret.. Saa der stod jeg uden noget som helst. Efter en masse ringen frem og tilbage og med teknisk hjaelp fra brormand kunne jeg vupti, i loebet af et par minutter, hente 643$. Det var foerste problem loest. Nu var der bare tilbage at faa sendt nye haevekort til Sydamerika. Men mere om det drama i naeste indlaeg (Endnu en cliff hanger.. jeg skulle gaa ind i tv branchen!)
Efter Panama City gik turen, ENDELIGT, videre. For mit vedkommende var naeste stop Boquete. En lille bjergby, der er blevet kaaret som et af verdens bedste steder at blive gammel. Jeg kan forestille mig at det har noget at goere med de smukke omgivelser og det yderst behagelige klima.
Den primaere grund til at jeg valgte at tage forbi Boquete var, at jeg havde laest om et hostel, der ud over at vaere hostel ogsaa fungerede som et redningscenter for dyr. Startet og ejet af en amerikansk (dulle)dame. Meningen med stedet er, at man baade kan komme som turist, uden at overnatte, men blot se dyrene, hoere om stedet og laegge en doantion. Eller man kan, som jeg komme og bo paa hostlet og hjaelpe til med smaaopgaver i det omfang man har tid og lyst, eller man kan komme og bo og arbejde for laengere tid. Af eksotiske dyr taeller stedet fire aber, tre-fire slanger, papegoejer og et eller andet pattedyr jeg ikke kender navnet paa. Der udover er der bare almindeligt hushold som geder, hunde, katte, en hest, et par kaniner og en del forskellige typer fjerkrae. Faelles for, i hvert fald for de eksotiske dyr, er, at de alle har haft tidligere ejere, der af den ene eller den anden grund ikke kunne have dem mere, eller at de paa en eller anden maade er blevet misbrugt, slaaet eller andet skidt.
Jeg saa meget frem til det, da det jo i mange aar har vaeret noget i den stil jeg var interesseret i at proeve for en laengere periode, og selvom jeg ikke denne gang havde tid til at vaere der mere end et par dage, var det stadig muligt for mig at faa en fornemmelse af hvad det vil sige.
Jeg blev modtaget af en mand, der viste mig min seng og sagde, "Velkommen, her er din seng. Og hvis du ser en slange omkring denne stoerrelse (1,5 meter), saa sig lige til, han er stukket af igen.." IGEN? "Sig lige til".. ja det bliver nok ikke noget problem for dig at hoere hvis jeg finder den, taenkte jeg..
Jeg kom om morgenen og tog mig en lur efter en igen noget koelig bustur. Og da jeg vaagnede kom jeg paa min foerste lille opgave. Jeg tog med ind til byen for at hente gamle frugter og groent fra det lokale marked, som de giver gratis til dyrene. Efter det var det meningen at jeg skulle have vaeret rundt at se lidt af stedet, men da jeg sad og spiste frokost kom der en pige ind, en af de frivillige, som for at tjene lidt ekstra arbejder i den restaurant der ligger ved siden af, i forlaengelse af hostlet. Hun havde det skidt og klagede ud i rummet at hun ville oenske nogen kunne tage hendes vagt.. For sjov sagde jeg, at det kunne jeg da godt. Og saa lyste hun bare helt op. "Vil du det, ej det ville vaere saa skoent! Du faar loen og du faar drikkepenge. Og vil du hjaelpe mig i morgen ogsaa??" Ja ja, taenkte jeg. Det kunne da ikke skade at tjene to gange 20$ plus drikkepenge, ved at servere lidt. Saa vi snakkede med ejeren og det var helt fint med ham, saa laenge jobbet blev gjort.
Ejeren gik under navnet "one eyed Frank", fordi han eftersigende mistede sit ene oeje i Vietnam-krigen. Og han var en type. Han loed som Joe Cocker, havde hvide tennissokker i kondisko, shortsene godt spaendt om sin vom, og saa de store klassiske nikotinfarvede far-briller og saa havde han sjovt nok ogsaa akurat de samme tiks i fingrene som far. Jeg lo lidt hver gang jeg saa det.
Men her endte jeg simpelthen med at arbejde to dage. Naaede at tjene 57$, hvilket ikke er meget for 16 timers arbejde, men jo den foerste indkomst jeg havde i fem maaneder.
Arbejdet i sig selv var meget simpelt. Tage imod bestillinger, give besked til koekkenet og servere. Noget jeg har proevet tusind gange foer. Og fordi det var saadan et lille privat foretagende, saa var der ikke tjek paa kassen overhovedet. Det var bare penge ind, saadan... Og havde jeg saa bare vaeret alene om det, saa havde det gaaet saa let som en leg. Jeg kunne have haft mit eget simple system og gjort tingene i min egen raekkefoelge. Men det var jeg ikke. Bag baren var en lokal dame, Iris, som en parasit paa mig. Vi havde en naturlig barriere ift sproget, men i stedet for bare at lade mig goere tingene paa min egen maade, saa skulle det vaere efter hendes system og efter hendes hoved. Hende jeg overtog jobbet fra havde sagt at jeg bare kunne goere det som jeg ville, men det var tydeligt, at fordi jeg var ny saa kunne hun lige udnytte det og hundse rundt med mig. Hun var forfaerdeligt. Hun kunne ingenting selv. Hun lod bare som om, og i stedet for at vi gjorde hver vores arbejde, saa insisterede hun paa at vi skulle vaere to om det samme. Fik vi en bestilling paa en drink, saa skulle hun lave den, men jeg skulle give hende glas, fylde is i, hente sugeroer og saa servere den. Og var der i mellemtiden noget mad der var faerdigt og skulle serveres hundsede hun mig til at servere det, men hvis jeg saa forlod hendes lille drink samarbejde blev hun ogsaa fornaermet over det. Og var der en regning der skulle gives, saa skulle vi vaere to om at skrive den. Blokken var lavet saadan at man kunne skrive varen og saa enhedspris og totalpris, saa man ikke var fri for at give hver enkelt oel sin egen linje. Saa jeg talte bare sammen og fik en kort og praecis regning. Men det kunne hun slet ikke finde ud af. Jeg forsoegte at forklare hende at det var akkurat det samme, bare nemmere, men jeg tror slet ikke hun forstod det. Og hun ville i den grad ikke lade mig goere det. Hver gang jeg kom til det smed hun regningen og ville have mig til at skrive en ny. Vi brugte uendeligt meget papir paa hendes staedighed og spaendingen mellem os voksede bare som timerne gik. Hun fandt fejl ved alt hvad jeg gjorde. Og selvom det ikke var fejl overhovedet, saa var det en fejl fordi det ikke var som hun ville have det. Vi var som to teenagepiger der bare gik og skulede til hinanden. Hun rullede oejne af mig konstant, og de blik hun kunne give mig "du fatter da ikke noget som helst" var lige ved at faa mig til at graede flere gange. For der blev ret travlt og naar jeg ikke kunne faa mit eget system op at koere saa var det bare umuligt at goere det hurtigt og effektivt. Jeg kunne blive ved. Sikke en k******..
Og det blev saa ikke bedre af, at klientellet var snobbede, gamle amerikanere der syntes de var en masse vaerd naar de kunne spille smarte overfor den nye servitrice. Det maa have rygtedes langt omkring i USA at dette var stedet at stille traeskoene, for det var udelukkende amerikanere. Overfladiske fine fruer, og overlegne maend. Eller bare gamle amerikanske maend der kunne faa to af deres yndlingsting her i livet til meget billige penge - smaa kvinder og store biler.
Det mindede mig paa mange maader om Munkebjerg. Med stamgaesterne, der egentlig ikke har noget fedt liv; drikker hver dag og spiller deres penge op, men paa en eller anden maade foeler de sig alligevel som noget specielt naar de kommer hver aften, i "fint" toej, og kender folk og folk kender dem. Jeg tror ikke de ser det ynkelige og lidt kiksede i det.. Men nogle af dem var ogsaa gode nok. Fik da et par drikkepenge og et par soede ord med paa vejen. Og isaer Frank himself var meget glad for min indsats: "you've done a hell of a job, wish you could stay longer!". Det var nu dejligt at hoere.
Naeste dag var meget lig den foerste indtil omkring kl 15, hvor der kom en pige og hjalp mig. Hun var foedt i USA med amerikanske foraeldre, men de flyttede saa til Panama da hun var seks og har boet der lige siden. Og hun havde arbejdet der i lang tid, og med hende bag baren ogsaa, kunne jeg endelig faa lov til at koere mit eget system, for hende havde Iris fuld respekt for. Saa blev hun pludselig bare til en lille nikkedukke.. fjols!
Og saa kan jeg lige tilfoeje, at de i koekkenet, som i oevrigt lavede fantastisk mad, brugte Lurpak :D
Eftersom jeg endte med at bruge to dage i restauranten, havde jeg kun lige kort tid til at blive introduceret i dyre-arbejdet. Jeg var med rundt at fodre dyrene, og allerede efter to minutter i abeburet var jeg glad for at jeg ikke skulle vaere der i flere maaneder. Jeg har hele mit liv vaeret overbevist om at jeg var ret vild med eksotiske dyr som aber. Var sikker paa at et liv med at studere tropiske dyr og arbejde paa et abe-rednings-center maatte vaere toppen, men nej. Det siger mig aabenbart ikke saa meget. Jeg er dybt overrasket over denne kendsgerning.. Jeg er dybt fascineret af store katte og marine-liv (hvaler, hajer, delfiner osv), og jeg elsker hunde og almindelige kedelige bondegaardsdyr, men andre pattedyr keder mig faktisk lidt. Og lige hvad angaar aber, saa er jeg lidt bange for dem fandt jeg ud af. Der var en lille en, der bare var over det hele, og hvis den stjal noget mad og man proevede at tage det saa var den lige ved at bide. Jeg var saa utryg og ville egentlig bare gerne ud. Saa i sidste ende var der vel en mening med at jeg kom til at arbejde i den restaurant :D
Og by the way, saa fandt jeg aldrig slangen!
Efter dette anderledes stop gik turen nordpaa mod Bocas del Torro. En lille oegruppe, kendt for fest og backpackere. Et turisthelvede om man vil.. men stadig et obligatorisk stop paa vejen.
Bussen derop koerte igennem et rigtig smukt omraade, der meget passende hedder Bella Vista (smuk udsigt). Groenne citruslunde omkranset af majestaetiske bjerge.. Men det der i virkeligheden stjal min opmaerksomhed, var en kaempe tyr, lige ude foran mit vindue, der i let trav pludselig lukker sin lange tisser ud og saa svinger det bare rundt med tis og klunker. Det var fandme Bella Vista!
I ugen jeg tog til BDT var der karneval. Naturligvis. Jeg har formaaet at rende ind i samtlige karneval gennem hele min rejse, og jeg synes egentlig ikke det er noget saerligt. Det eneste det goer for stedet er, at det er mere turistet og mere beskidt. Men jeg kunne dog se frem til glaedeligt gensyn med de engelske gutter fra baaden. De havde vaeret der et par dage, og vi skulle naturligvis fejre gensynet med en lille fest.. en kvart flaske rom og adskillige oel senere sejlede det for mig.. bogstaveligt talt..
Jeg var fuld og kom tilbage til hostlet.. det er det eneste i denne historie jeg er sikker paa. Resten er gaet, taget ud fra min hukommelse - og enten var det en droem eller ogsaa skete det rent faktisk. Det ved jeg stadig ikke endnu. Lidt skraemmende og lidt sjovt.. Men jeg har i hvert fald en erindring om, at jeg sidder, paa hvad der nok har vaeret gulvet i vaerelset, og er sikker paa at jeg er tilbage paa baaden. Jeg er totalt panikken, for jeg kan ikke aabne doeren og komme ud. De andre der sover i rummet tror jeg er besaetningen, der holder mig fanget og hver gang jeg forsoeger at finde min seng kommer jeg til at kravle op af den forkerte stige. Jeg erindrer bare at jeg var helt panikken og slet ikke kunne finde ud af den skide doer, og pludselig skal jeg tisse helt vildt, og jeg prover at holde mig, men kan ikke og uden at jeg ved om det er en droem eller ej, saa tissede jeg paa gulvet.. inde i rummet! Maaske.. det var helt skoert. Men ligeledes var jeg ved at tisse i bukserne af grin da jeg skulle fortaelle det til drengene naeste dag! Lidt paradoksalt ikke? :D
Ellers lavede jeg ikke saa meget i Bocas.. det er mest kendt for fest og strande. Jeg havde egentlig planlagt at jeg ville ud og se nogle af de her strande, blandt andet en der hed Red Frog Beach, hvor det eftersigende skulle vrimle med roede froeer.. men det var aabenbart en stor loegn, eller bare en daarlig aarstid. For der var ingen af dem jeg snakkede med der havde vaeret der, der havde set en eneste roed froe.. og stranden var vist heller ikke noget saerligt. Og desuden regnede det alle tre dage jeg var der.. Men pyt. Jeg skal nok faa set et par strande nogle andre steder.
Den sidste dag vi var der skete der noget skaebnesvangert - noget der fik stor betydning for vores videre rejse..
..drengene var gaaet en tur i byen for at tage lidt billeder inden vi skulle med baaden tilbage og videre. Jim er hobbyfotograf og har et gigantisk monstrum af et kamera. En bazooka uden lige. Naa, men anyways, Marc og ham gaar rundt og tager billeder af de soergelige rester af karnevallet. Inklusiv en mand der, klaedt ud som djaevel, pludselig traekker en kaempe stor sort penis frem. Og med et enkelt knips er kameraet oedelagt.. Displayet melder fejl og er uredeligt... Hekseri uden lige. Kamera voodoo! Og hvad kan man saa laere af det?... aldrig tag billeder af en mand klaedt ud som djaevel, som svinger og lokker med sit lem...!
... ja, det var rent faktisk det der skete. At det saa maaske ikke lige direkte har noget med den sorte penis at goere er en anden sag.. men kameraet var oedelagt, hvilket betoed, at vi var noedt til at tage til San José i Costa Rica og se om der var nogen der kunne hjaelpe Jim. Kim Larsen maa have vidst at noget saa frygteligt ville ske.. Stakkels Jim.. :D
Saa kom jeg vidst igennem Panama. Naeste stop skulle blive Costa Rica og heldigvis har jeg drengene med mig.
- comments