Profile
Blog
Photos
Videos
Saa har jeg endelig fundet tid til at saette mig bag tasterne igen. At det saa er af den aergelige grund, at jeg har et stort braendsaar paa mit ben der skal have ro, det er en anden historie som i maa vente med at hoere om (dette maa vaere hvad man i medieverdenen kalder en "cliff hanger")!
Denne gang maa i noejes med historien om seks unge mennesker, en meget lille baad og en masse braek. Fem dage blev til otte og 30 timer paa aabent vand blev til 63....
Vi starter i Cartagena Colombia, hvor jeg efter et par dages soegen endelig finder mig en baad. Ombord er vi tre danskere; Michael, Anne-Dorthe (AD) og ut, samt tre engelske gutter; Loic, Marc og Jim. Det er en lille baad med seks sovepladser, saa det passer jo fint med seks gaester...... Men hov, ombord var ogsaa ejeren Jota (der ikke kan lide at sejle, men blot ryger hash og laver mad og kigger paa mig i bikini) "kaptajnen" José (ham vi arrangerede baaden med og et af de flinkeste mennesker jeg laenge har moedt) og Christian (en ung argentiner, der soegte arbejde, blev ansat som hjaelpekaptajn, og egentlig ham der sejlede baaden hele turen. Og ja han var i oevrigt en meget flot fyr, lignede lidt Jesus og saa var han bare god som dagen var lang. Alle saa vildt op til ham og forgudede ham, selv drengene. De var alle enige om, at han var vaerd at blive boesse for :D)..
Ja.. Saa vi var altsa pludselig ni mennesker ombord. Ingen af os kunne gennemskue hvordan det puslespil nogensinde skulle gaa op, men det maatte blive deres problem, for vi havde jo altsaa betalt vores 500$.
Det er ogsaa vigtigt at faa med, at Michael og AD sagde ja til den her baad fordi de havde et fly de skulle naa i Panama City d. 5/2, saa de var ret afhaengige af at komme afsted i en fart.
Saa tror jeg, at jeg har alle oplysninger med. Det bliver muligvis en rodet beretning, men det var sandelig ogsaa en rodet tur. Men jeg goer mit bedste, god fornoejelse.
Vi skulle moedes d. 30/1 omkring kl 17 paa havnen i Cartagena. Da vi kom var de naturligvis ikke klar til at faa os ombord endnu, saa vi maatte vente et par timer paa land endnu. Kl. 19 var vi klar til at komme ombord og skulle egentlig bare vente i havnen til omkring kl 21, hvor vi satte afsted mod Panama. Jeg valgte saa at gaa i seng forholdsvis tidligt, godt proppet med soesygetabletter, klar til hvad jeg havde hoert skulle vaere en vildt soefart. Jeg ved ikke hvad klokken var da AD kom ned i seng, men vi havde sejlet et godt stykke tid foelte jeg. Jeg vaagner da hun laegger sig og hun kan saa fortaelle mig, at vi er vendt om og er nu paa vej tilbage til Cartagena havn, fordi computeren og GPS systemet var gaaet i stykker. What? To timer ud og saa to timer tilbage igen, det var sgu noget lort, men jeg taenkte at det jo nok er hvad der kan ske. Da jeg saa vaagner om morgenen og skal hoere status, viser det sig saa at motoren ogsaa var i stykker og skulle repareres, saa vi kunne ikke komme afsted foer kl 2 naeste morgen.. AD og Michael var pressede. De skulle jo naa deres fly, og med vores nye tidsplan var de dybt afhaengige af at alt klappede og de var noedt til at tage en dag tidligere afsted mod Panama City og faa nogle penge tilbage. Michael var meget taet paa at vaelge at droppe baadturen og bare flyve til Panama City og bruge dagene der, men fordi José allerede havde ordnet immigration osv, saa kunne Michael komme i store problemer hvis han ikke var med paa baaden. Saa vi fik ham overtalt til at blive.
Efter en hel dag paa baaden, hvor vi bare ventede, var vi klar til afgang om morgenen kl 2. d. 1/2. Jeg gik endnu en gang tidligt i seng, men denne gang var det ikke AD der vaekkede mig. Denne gang var det et mega vandplask, der ramte lige ned igennem vores aabne vindue, og gjorde alt i vores seng vaadt - sovepose, lagner, tasker, toej. Inde i hovedrummet i baaden hvor drengene sov var alt ogsaa helt vaadt. Deriblandt vores tasker der laa paa gulvet under deres soveplads. Ikke nok med det, saa var havet helt vildt. Vi laa lodret, kraengede skiftevis til hver side saa det foeltes som om vores lille baad kunne tilte naar som helst, boelgerne var 5 meter hoeje omkring os og slog bare ind over. Det var saa her vi kunne konstatere at baaden ogsaa laekkede vand flere steder fra de smaa kooejer. Det var ogsaa i disse boelger at det lille toilet floed over, saa min taske nu ikke kun var vaedet med saltvand men ogsaa tis. Alle havde det skidt. Et par af drengene havde sat sig op for at faa luft og braekke sig. Jeg forsoegte at komme ud af sengen da det blev tidligt morgen, men i det jeg rejste mig kunne jeg maerke at det var en rigtig daarlig ide. Saa jeg lagde mig hurtigt ned igen og der blev jeg. Jeg laa bare og bad og gnubbede min lille skytsengel, for jeg var vildt bange. Det var bare alt for voldsomt, og jeg kunne ikke snakke med nogen, eller se Christian der styrede, saa dernede foelte det bare som om at alt var ude af kontrol.
Da jeg var noedt til at tisse, soegte jeg ovenpaa bagefter, op til de andre. Den ene mere bleg end den anden. Oplevelsen deroppe var meget anderledes. Det var stadig vildt og naar vi af og til stod vandret og Christian saa noget koncentreret ud, saa blev jeg utryg, men ellers var det egenlig okat at kunne foelge lidt med. Og de boelger der nede i min kahyt foeltes voldsomme var slet ikke saa slemme ovenpaa.
Det viste sig saa, at de havde sat kursen mod mere rolige vande, fordi det her var for vildt. Vildere end de havde regnet med og vildere end de turde give sig i kast med. Saa vi endte med at bruge dagen d. 1/2 ved en lille oe i San Bernard oegruppen, og kunne foerst sejle videre om morgenen d. 2/2 kl 2 igen. AD og Michael var nu i serioese problemer. De kunne nu se frem til en dag paa San Blas oerne i stedet for tre, og at faa penge tilbage var ikke bare lige saa nemt, for de var nemlig alle blevet brugt paa at reparere baaden. Saa selvom vi noed dagen saa var det jo ikke hvad vi havde betalt for.
Og her startede saa to dage paa aabent vand. Jeg havde det heldigvis godt hele tiden. Maerkede intet til kvalme eller noget. Jeg kunne fint komme ud af sengen om morgenen og sidde ovenpaa og foelge med. Og jeg var saa naermest ogsaa den eneste der var saa heldig. Alle undtagen Marc og mig braekkede sig bare paa stribe. Folk var enormt pressede. Vores tasker var vaade, alt var fugtigt af saltsproejt, der kom nogle ordentlige skyl over baaden engang imellem saa vi blev gennembloedte, der var intet land i sigte og naargh ja, vi sejlede med sejl fordi motoren for good var brudt sammen. Vi var generelt noget bitre over hele situationen. For mange mennesker paa en lille baad. En baad der viser sig at laekke vand og have en oedelagt motor, og vi kunne jo godt begynde at taelle sammen at vores fem dage snart var brugt op og vi ikke ville faa mere end en dag paa San Blas oeerne....
Men, naar alt det er sagt saa havde vi det ogsaa skidesjovt. Der var en kanon god stemning i hele gruppen. Os seks deltagere havde en fantastisk kemi og Christian og José var ligesaa traette af Jota og hans lortebaad som vi var. Jota ham selv, var en maerkelig mand. Han sad 98 % af tiden nede paa sin lille plads ved siden af komfuret og roeg paa sin hash pibe. De sidste 2 % af tiden lavede han mad til os. Vi havde faaet at vide oprindeligt at de to foerste dage ville blive udelukkende sandwich, fordi det er svaert at kokkerere paa aabent vand, men eftersom vi hurtigt kom over de to foerste dage og stadig var paa aabent vand, tror jeg han havde det lidt daarligt over hele situationen, saa selv i de vildeste boelger stod han i sit ansigtsfodsved og kogte spaghetti bolognaise, hotdogs og burgere alt imens baaden stod lodret og han var noedt til at binde gryden fast til komfuret. Toppen var en morgen hvor alle bare var mega daarlige og han kommer op med morgenmaden der bestod af en poelse, en kogt kartoffel og et kogt aeg. Vi var faerdige af grin. Det var paa ingen maade noget nogen havde lyst til at indtage, og den maerkeligste kombination vi kunne komme paa.
Ifoelge vores nye tidsplan med to dage til soes og fordi vi alle havde brug for at se en ende paa den tur, blev vi lovet at vi ville vaagne op ved San Blas' hovedoe d. 4/2. Deres plan var saaledes at de ville vaere ved og sejle igennem kanalen ind til oegruppen d. 3. tidlig aften, fordi det er for farligt at navigere gennem i moerke.. Men det gik naturligvis langsommere end planlagt, saa da de ankom d. 4. kl 2 om morgenen, var de egentlig noedt til at vente uden for kanalen og saa sejle igennem naar det blev lyst. Men med alt der var gaaet i vasken ville Christian ikke vaere med til at skuffe os igen, saa han holdt tungen lige i munden og fik navigeret os sikkert, men langsomt igennem kanalen saa vi kunne vaagne op ved San Blas som lovet. Sikke en mand :)
Men ja, det var nu d. 4. og vi var endelig ved San Blas. Oprindeligt skulle vores tur have sluttet denne dag, men eftersom vi ikke havde set nogen af oeerne, forlangte vi at faa en dag ekstra saa vi i det mindste kunne faa bare en dag paa oeerne. Michael og AD var godt traette af situationen. De var noedt til at tage en baad samme eftermiddag for at naa deres fly naeste morgen og fik derved ikke set noget som helst.
Hovedoeen som vi lagde til ved hedder Por Venir og det er her man normant bare "parkerer" ved, faar sit immigrationsstempel og saa derfra sejler videre til de andre oeer omkring. Vi havde bare et mindre problem. Vores baad var i stykker. Og saaledes var ogsaa den lille gummibaad han havde taget med. Saa vi kunne ikke andet end at vaere paa baaden eller den her oe. Baaden var slet ikke en mulighed. Vi var saa traette af den skide baad at vi bare traengte til nogle nye omgivelser, saa vi tilbragte eftermiddagen paa oeen. Det var flot strand, men oeen var lille og man havde hurtigt set det hele, eftersom landingsbanen fyldte 50%. Om eftermiddagen sagde vi saaledes ogsaa farvel til AD og Michael, der noget traette af situationen maatte tage afsted uden at have set noget som helst.
Vi var nu fire tilbage og vores plan var nu at vente til naeste morgen, hvor en turistbaad ville samle os op og tage os med ud til en af oeerne, og saa kunne vi vaere der en hel dag. Naturligvis skulle det heller ikke lykkedes. Den foerste baad glemte os. Saa da vi sad paa oeen klar til at tage afsted kunne vi se baaden raece forbi os.. Saa fik vi arrangeret en til lidt efter middag, men der overbookede de vores pladser saa den kunne vi heller ikke komme med. Det var til grin. Alt gik bare galt og der stod vi, 7 dage efter afgang og havde stadig ikke set noget som helst andet end hav, braek og mere hav.
José synes det var saa synd for os. Baade ham og Christian var saa kede af at det skulle ende saadan her. Specielt fordi de paa en maade ogsaa var blevet narret. De troede jo ogsaa at den baad de tog afsted med var i fin stand, men nej.
Saa over middagsmaden tilbyder de os saa at vi bliver til naeste dag, faar en privat baad til at hente os samme eftermiddag der kan sejle os ud til nogle af de lokale oeboere for at se lidt om deres liv og den samme baad ville saa hente os naeste morgen og sejle os til en af San Blas oeerne, hvor vi saa ville have 4-5 timer foer vi skulle tilbage og naa vores baad tilbage til mainland.
Vi snakkede lidt frem og tilbage, men endte med at sige ja tak til tilbudet og endelig saa noget ud til at lykkedes for os. Baaden kom og tog os ud til de indfoedte. Baaden kom soerme ogsaa naeste morgen og tog os til en af San Blas oeerne. Og det var det hele vaerd. Jeg har set mange smukke strande paa Zanzibar, men intet stikker denne. Hvidt sand saa bloedt som mel og vand saa klart som glas. Det var helt unikt. Saa selvom det kun var et par timer var det det hele vaerd. Mit kamera loeb naturligvis toer for stroem, netop som jeg skulle til at tage nogle laekre billeder af mig i vandkanten, men pyt med det. Ellers tror jeg jeg vil lade billederne tale for sig selv. Det var FANTASTISK!
Paa vej tilbage til baaden for at hente vores ting og sejle til mainland, gik den lille baad i staa. Det var lige foer vi ikke kunne holde til mere. Saa alle holdt vejret mens de fiksede med motoren og det viste sig saa at det var en fisk der havde sat sig fast. Pyh ha.
Saa afsted kom vi mod mainland. Selvom vi ikke havde faaet tre dage paa paradisoeerne som vi havde betalt for, saa var alle enige om at vi ikke kunne bruge mere tid paa den baad. Det var for smaat og jeg fik det daarligt af bare at taenke paa den taske jeg skulle til at aabne og pakke ud - soelet ind i en uges tis og saltvand. Foej..
Da vi var fremme ved kajen var det ogsaa tid til at sige farvel til alle tre soemaend. José som bare var en rar rar mand, Christian som havde gjort et kaempe stykke arbejde med at sejle tre doegn i streg og faa os sikkert i land trods en lorte baad, og Jota, som havde lavet mad til os ja, men som jeg ikke foelte jeg skyldte noget som helst. At tage afsted med en baad der er i stykker er uansvarligt og spild af alles tid og penge. Han bidragede ikke med noget som helst, delte ganske vist ud af sit hash en gang imellem, men det manglede sgu ogsaa bare. Desuden havde AD og Michael efterladt en flaske rom og en flaske vodka til os, men den var paa mystisk vis forsvundet.. Men han gik ganske vist ogsaa traenge tider i moede - skulle vente paa at José og Christian tog tilbage til Cartagena med en anden baad og kom tilbage med en tredje baad til San Blas for at give ham de noedvendige reservedele. Og vi havde spist alt mad, drukket alt vand. Men det er i den grad hans egen skyld. Han havde endda planer om at han ville ud og finde seks mere saa han kunne sejle tilbage til Cartagena, men Christian og José var i den grad faerdige med at arbejde for ham og naar han nu ikke kan lide at sejle, ja saa kommer han sgu ikke saa langt.
Men ja. Sikke en tur. Jeg har paa ingen maade faaet alt med. Det er en mundtlig fortaelling vaerdi. Alt det sjov vi havde er enormt svaert at gengive :D . Og jo mere vi havde at brokke os over jo sjovere havde vi det. Sa naar alt kommer til alt var vi alle enige om at vi ikke ville have vaeret turen foruden. Det er i den grad et minde for livet!
- comments