Der er sket saa meget siden jeg sidst skrev. ...Men saa igen. ...Der sker saa meget hele tiden!

Her kommer en opsummering af ugens strabadser:

I torsdags begyndte Melinda og jeg til intens yoga traening/undervisning, hvilket vi skal til i alle hverdage i 2 timer indtil vi tager ud og rejser til norden d. 12. april. Naar vi har faerdiggjort vores kursus og taget vores "eksamen" kommer vi altsaa til at staa med en "master" i kundalini yoga og meditation. Kundalini yoga er udviklet af en mand, der hedder Thathuvagnagi Vethathiri Maharishi, som er foedt i Chennai. Det er hans center vi bliver undervist i. :) Det er meget intenst og laereigt da, der kun er Melinda, en indisk dame og jeg paa holdet og saa med to laeremestere. Da Melinda og jeg har besluttet os for at gaa til og fra yoga hver da har det resulteret i nogle ret vilde truckerarme, roede skinneben og et meget brunt hovede paa en meget bleg krop, da man jo skal have daekket baade knae og skuldre. Det er en rask gatur paa tre kvarter hver vej, saa i kan selv gaette jer til , hvor meget sol, man faar paa saadan en tur! Om ikke andet bliver jeg altsaa certifikeret yoga/meditations instruktoer og er klar til at undervise naar jeg kommer hjem!

Jeg var, en af dagene, med 3 indiske kvinder fra boernehjemmet og Melinda inde i byen med det formaal at se et kendt tempel derinde. Altsaa i Dindigul. Jeg kunne godt maerke at desto laengere vi kom ind i byen, desto mindre var folk vant til at se en hvid pige som mig. Folk stirrede aabentlyst paa mig. Nogle mennesker begyndte saagar at roere ved med og skulle se hvor taet paa de kunne komme. Det var ret ubehageligt. Det er vist noget af en sensation for dem at se en hvid pige saa langt inde i Dindiguls smaa gader. Den stoerste sensation for mig var derimod, at da vi naaede frem til templet, stod en vaskeaegte indisk stor elefant! Den foerste jeg har set indtil videre. jeg var helt oppe at koere! og jeg fik lov til at klappe den! :D oplevelsen i templet var meget anderledes og man fik helt praestationsangst, da man skulle modtage sin velsignelse og goere alle mulige forskellige ritualer. Hinduer har det ikke let...

Da vi begyndte paa den nye maaned synes jeg pludseligt at 3 en halv maaned virkede som langt tid at skulle igennem endnu. Mest fordi jeg er begyndt at savne mine venner, familie og Anders og Carsten saa inderligt meget og jeg synes at I er meget langt vaek! Men saa gik det op for mig at tiden jo gaar saa hurtigt og foer jeg ved af det sidder jeg i Danmark og laenges efter at vaere i Indien igen. Saa nu handler det altsaa bare om at blive ved med at opleve og suge til mig. Selvom der selvfoelgelig ogsaa skal vaere tid til at savner jer!

Ida og Camilla, de to andre frivillige, er draget videre paa deres faerd, saa melinda og jeg har overtaget deres vaerelse som er dobbelt saa stort som det gamle og med senge som jeg rent faktisk kan ligge i. Sengene her er vist maalt i forhold til indernes stoerrelse, for sengene er lige saa smaa som dem. Melinda har i midlertid ingen problemer haft - Det er haardt at vaere en hoej dansker i Indien!

Loerdag lavede Melinda og jeg skattejagt med forskellige sjove poster med boernene. Se billederne i mit fotoalbum. Det var meget kraevende og haardt at have styr paa 142 boern og forklare dem reglerne paa et sprog de ikke taler. Men efter lidt tid, da de forstod hvad konceptet gik ud paa, gik det rigtig godt og boernene elskede det og var glade - og det er jo det vigtigste. Melinda og jeg gik dog midlertid tildligt i seng og sov godt!

Soendag var Melinda og jeg inviteret til lunch hos en mand, der hedder Arul, som Melindas mor kender. Han ejede et overraskende stort og flot hus og var helt klart en af de mere velhavende indere. Maden var helt i top og blev paa traditionel vis serveret paa et bananblad. Arul var rigtig soed og snakkede flydende engelsk, saa der var ingen problemer med kommunikationen. Da vi havde vaeret ved ham og hans familie i nogle timer tog de os med til et tempel ca. 10 km uden for Dindigul. Det var vildt spaendende og meget anderledes. I kan se billederne af Arul, hans soester og hendes datter Anenia, og Melinda og jeg paa billedet, hvor vi staar ved boernehjemmet. de var meget gaestfrie! Jeg er meget overrasket over hvor gaestfrie folk egentlig er her. Enten om de ejer noget eller ikke goer. Den anden dag fik jeg en halskaede af en pige paa boernehjemmet. Taenkt at en lille pige som kun ejer en lille kuffert med ting, vil foraere mig en halskaede? Imponerende! Vi kunne virkelig laere noget af dem hjemme i Danmark!

I gaar var vi til en ceremoni, hvor man fejrer, at en pige, har faaet sin maanedlige cyklus og altsaa, er blevet en kvinde. Pigen vi fejrede har en far som har del i noget af det der foregaar pa boernehjemmet. Vi var altsaa dermed inviteret sammen med en masse af de andre indiske kvinder som arbejder paa boernehjemmet. Tilsynladende var de meget beaeret over at have mig med til deres ceremoni og i deres hus, saa jeg blev sat paa en stol og saa kom alle ellers hen og hilste og fortalte, hvor beaerede de var over at moede mig. Jeg blev virkelig behandlet som en kongelig! Jeg siger jer! Da vi skulle spise blev jeg sat saadan at jeg havde front mod alle andre, der spiste, saa de kunne sidde og kigge paa mig. Det maa have vaeret noget af et syn. For det med at spise paent med fingrene er noget jeg endnu ikke har mesteret. Der stod ca. 4 tjenere bag mig klar til at opvarte og fylde op, hvis der skulle mangle noget. Det var noget af en oplevelse!! Jeg taenkte bare paa den stakkels pige som jeg stjal al opmaerksomheden fra. Men hun var lige saa glad for at have mig som de andre, saa jeg tror hun var okay med det.

Det var kort om min uge. Haaber ,som altid, at I hygger i Danmark og ikke fryser alt for meget! Jeg sender i hvert fald en masse varme tanler!

Kys fra Mise!