Profile
Blog
Photos
Videos
Det føltes godt nok mere som "UP AND AWAY, AWAY, AWAY", da jeg steg ombord på flyet fra KBH til Dubai med bevistheden om, at jeg havde 7 timers flyvetur foran mig til Dubai, 10,5 times ventid i Dubai, 14 timers flyvetur til Melbourne, 1,5 times ventid i Melbourne og til sidst 3 timers flyvetur til Auckland, New Zealand. Puha... det må virkelig siges at være helt omme på den anden side af jorden. Men på trods af den umådelige lange rejsetid og mine lange stængers næsten umulige forsøg på at finde sig til rette i den ellers store A380 (kæmpe flyvemaskine!!), så gik turen fuldstændig uden problemer og forsinkelser. Dertil kommer, at det virkelig er værd at undersøge, om man er kvalificeret til "Dubai Connect", hvis man flyver med Emirates. Har du over 8 timers ventetid kan du nemlig få et gratis hotel ophold inkl. aftensmad/morgenmad, der i mit tilfælde var virkelig udsøgt!
Nok om det... Jeg har aldrig oplevet noget så overvælende, fantastisk og samtidig så urealitisk som at blive modtaget af Bruce i lufthavnen. Bruce og Lynnette er min families gode venner, som jeg bor hos hernede - kort fortalt: mine newzealandske forældre. De første dage gik med lidt praktiske ting - har fået oprettet en bankkonto, købt mig et simkort, hjulpet B og L med at købe ind og lave mad, har daset ved poolen og bare slappet af. Jeg måtte dog fra start kun ligge meget kort tid i solen selv med faktor 50+ efter "ordrer" fra Bruce... Solen er vanvittig hård, vi har haft omkring de 30 grader og min hud er totalt dansk-vinter-bleg!
Dagene har været fyldt med aktiviteter og mennesker - Bruce og Lynnette er enormt gæstfrie, imødekommende og står altid klar med åbne arme, hvis man mangler et sted at sove eller et godt måltid mad. Dette betyder, at huset er flittigt besøgt af venner, naboer der bader i poolen og familiemedlemmer, der kigger forbi til en god snak over en øl. Man skal lige vænne sig til, at man sjældent er alene, men samtidig er det så imponerende at opleve B og L's enkle og "chill"(et ord Lynnette bruger rigtig meget) tilgang til alting, og man kan nogle gange spørge sig selv, om de aldrig siger nej?! I følge Lynnette er det meget meget sjældent, at det sker, og om man har 8 eller 10 til middag gør jo ikke den store forskel!
Fredag d. 22/1 stod den på fisketur i Aucklands bugt med båden Cygnet og kaptajnen Eugene. Vi var en flok bestående af nogle af B og L's venner, samt min families venner fra DK. Vejret var fantastisk, vandet tyrkisblåt og fangsten i top. Vi fangede primært snappere, der er en rødlig flot fisk, der smager fantastisk efter en tur på panden!
Lørdag var vi rundt omkring Auckland på ægte turist-trip. Først forbi One Tree Hill, hvor der som navnet antyder plejede at stå et helligt Maori-træ indtil en hvid mand fældede det i 1852... efterfølgende har man forsøgt at plante nye træer, men de er alle blevet fældet, så nu står der blot en obelisk. Fra toppen er der en fantastisk udsigt og området omkring højen er meget smukt. Derefter gik turen videre gennem Auckland City med Bruce som guide, hvorefter vi satte kursen mod Piha Beach. For at finde stranden skal man køre et par timer ad snoede og snørklede veje, men når man endelig kommer frem er det hele køreturen værd. Stedet er så betagende! Wauw! Sandet er sort, bølgerne er tornhøje og midt på stranden ligger en kæmpe klippe, Lions Rock, der (no surpise) ligner en løve. Man kan klatre halvejs op, men derefter er der spærret af - tidligere har man kunnet komme helt til tops, men det er så farligt, at der er en del vovehalse, der hvert år falder ned og dør.... Faktisk er stranden så vild og action-præget, at der er blevet lavet et TV-program, der ligesom vores "Alarm 112" følger ulykker og redningsmissioner, der finder sted udelukkende på Piha Beach!
Eftermiddag blev til aften og vi nød vores aftensmad i ro og mag, mens vi iagttog solen gå ned i det stormfulde hav. Lige indtil en pige styrtede på sin cykel og slog skulderen i afsfalten, da hendes forhjul faldt af. Hvis man skulle komme ud for et udheld, var det nok det bedst mulige sted - Lynnette er praktiserende læge og Bruce er ambulance-mand, så det der skete efterfølgende kunne ligne noget fra konkurrencen: hvem-har-det-bedste udstyr-og-den-mest-optimale-behandling. Så bare rolig (Mor og Far) - jeg er i meget trygge hænder hernede!!
Jeg kommer nok til at dele dagene op i lidt flere indlæg, så kan I selv bestemme, hvornår I ikke kan holde til flere paradis-beretninger eller blot er ved at drukne i ord. Men kort fortalt har jeg det fabelagtigt og nyder livet på den anden side af jorden.
- comments