Profile
Blog
Photos
Videos
Den 11. april hoppede jeg på den grønne Kiwi Experience - en bus, der skulle bringe mig fra nord til syd og tilbage igen på en lille måned. Og hvilken måned! På den første strækning sad jeg ved siden af en fransk pige. Jeg tror egentlig gerne, hun ville snakke, men hendes engelske var ikke super godt, så det krævede lidt tilløb for hende at spørge mig om noget, og hvis jeg stillede hende spørgsmål, havde hun svært ved at svare. Eftersom mit franske var så godt som glemt, rakte det på daværende tidspunkt ikke til meget mere end Bonjour og Au revoir … det endte med at blive en lidt lang tur til Hot Water Beach. Her mødte jeg her nogle skønne mennesker - heriblandt to danske piger (Lærke og Sofie) og selvom jeg egentlig havde "lovet" mig selv ikke at gruppere mig for meget med andre danskere, så stornød jeg deres selskab! Næste dag på bussen til Waitomo mødte jeg en svensk pige (Elin), som jeg faktisk endte med at booke resten af min tur sammen med. Kiwi Experience fungerer således, at du kan hoppe på og af så meget, som du har lyst til og på denne måde selv bestemme, hvor meget tid du vil bruge ved de enkelte stop. Nogle gange er det så booket og travlt i højsæsonen, at man skal beslutte sig for sin tidsplan i forvejen, så man er sikret en plads på den næste bus, der kommer forbi. Ofte finder man dog en gruppe, man klinger rigtig godt med på en bus, og man ender derfor ofte med at booke de samme antal nætter de forskellige steder, så man er på den samme bus hele vejen.
Det næste stop på turen var Waitomo, der er kendt for sine grotter med glowworms, der lyser i mørket. Jeg kommer dog nok til at huske Waitomo bedst for den store "lasagnemission". Lærke, Sofie, Elin og jeg havde om formiddagen på vejen til Waitomo besluttet os for at lave lasagne uden at vide, om vores hostel havde en bradepande eller ej, men vi blev enige om, at vi nok skulle finde ud af noget alligevel. Det viste sig senere, at vores hostel hverken havde en bradepande eller en ovn, og det er altså lidt svært at lave spaghetti bolognese med pastaplader. Ved siden af receptionen var der en lille tilhørende café, der havde en ovn, så Sofie var hurtig til at spørge om vi måtte låne den til vores aftensmad - intet problem, det kunne vi sagtens. Da vi senere på aftenen stod ude for døren til caféen med vores fine lasagne (der var arrangeret i en stor pande), gik det dog hurtigt op for os, at der var lukket og slukket. Dertil kommer, at det stod ned i stænger, så vi havde ikke lang tid til at finde på en ny plan, inden vores lasagne druknede. Vi endte med at løbe 300 meter ned ad vejen, hvor vi vidste, at der lå en pub, der forhåbentligt kunne låne os en ovn. Så der stod vi, tre halvdruknede danskere, dryppende på pubbens trægulv, mens vi med bedende øjne spurgte pubejeren, om han havde en ovn vi kunne låne. Han fortalte, at hans køkkenpersonale havde været syge hele dagen, hvilket betød at køkkenet og ovnen slet ikke havde været i brug. Derudover havde han i det hele taget ingen forstand på, hvordan man tændte for ovnen, men hvis vi kunne få den til at virke, skulle vi være hjertens velkomne til at bage vores lasagne. Vi fik hurtigt ovnen tændt og købte derefter de største øl man kunne få, som tak for lån. Vi var helt euforiske, og behøver jeg at sige, at en lasagne aldrig har smagt så godt?
De næste uger gik turen til: Rotorua, Taupo, River Valley, Wellington, Kaiteriteri (Abel Tasman National Park), Westport, Lake Mahinapua, Franz Josef, Wanaka, Queenstown, Lake Tekapo, Christchurch og Kaikoura, inden jeg vendte snuden hjem til Drury.
Det ville blive alt for langt og sikkert også lidt kedeligt at læse, hvis jeg skulle beskrive hver en destination og oplevelse, men af mindeværdige øjeblikke kan nævnes:
- Skydiving i Taupo: At kaste sig ud fra et fly i 15000ft's højde, hvorefter at falde frit i 60 sekunder med den smukkeste udsigt kan altså et eller andet. Følte mig faktisk ikke supernervøs inden - det eneste, der bekymrede mig lidt var at min "instruktør" kun gik mig til skulderen - ville han være i stand til at spænde sig fast på ryggen af en giraf og få den sikkert ned til jorden. Ikke desto mindre gik der ikke lang tid, før det blev min tur til at "do the banana" (bøje bagover i kroppen med ens hoved på skulderen af instruktøren og fødderne ind under flyet) og kaste mig ud af flyet… Jeg indså pludselig hvad det var jeg havde gang i og blev temmelig, for ikke at sige sindssygt, nervøs!! Men sikke en oplevelse, og da giraffen var kommet sikkert ned på jorden, havde den lyst til at gøre det igen!
- Tongariro Alpine Crossing + bestigning af Mt. Ngauruhoe: En 19km lang hike, der er blandt de mest populære hikes i NZ - den er forholdsvis nemt tilgængelig og vanvittig smukt! Hvis du spørger min forældre, der gik turen tilbage i '92 er historien nok lidt en anden. Dengang var der ingen boardwalks, trapper eller toiletter, men kun små markeringer, der gav en fornemmelse af en nogenlunde rute. Fordi turen er så populær i dag( hvert år går ca. 60000 mennesker turen) er der blevet indført gangbroer, stier, trapper, toiletter og informationsskilte langs hele ruten, samt shuttlebusser, der henter dig, når du er færdig, for ellers er der meget langt tilbage til parkeringspladsen, hvor du startede. Vi havde i starten af turen fået udleveret en tidsplan, der var god at følge, hvis vi ville nå den sidste bus i den anden ende. Vi havde derudover fået at vide, at hvis vi fandt "The Devil's Staircase" hård, så skulle vi IKKE bestige Mt. Ngauruhoe (også kendt som Mt. Doom fra LOTR). Well… Elin og jeg var temmelig forpustede efter "the Devil's Staircase", der i den grad lever op til sit navn, men vi valgte alligevel at bestige bjerget og hold nu op!!! Det er det fysisk hårdeste og mest udfordrende, jeg nogensinde har prøvet, men efter at have kravlet på alle fire i 2 timer, så var det det hele værd at stå på toppen med den udsigt, der mødte os, wauw! - følte jeg kunne se til verdens ende. Efter at have nydt udsigten og taget et hav af billeder begyndte vi nedstigningen for at kunne holde tisplanen. Tilbage ved foden af bjerget havde vi 13 km at se frem til med både stejle op-og nedstigninger, og mine ben var allerede godt trætte. Et sted på turen mens vi nød det smukke bjerglandskab og de turkisblå søer, må vi have taget fejl af tiden, for pludselig var vi meget sent på den, hvilket betød, at vi var nødt til at løbe de sidste 6 km for at nå vores bus. Jeg var presset til det yderste, og mine vabler gjorde ondt som bare fanden, og for at være ærlig havde jeg flere gange lyst til at sætte mig ned og græde. Vi nåede bussen få minutter før afgang, og sikke en lettelse! Selvom jeg ikke kan sige, at jeg nød den sidste del af turen, så er det blevet en del af det helhedsbillede, der har dannet sig i min hukommelse, når jeg tænker tilbage på den fantastiske Tongariro Alpine Crossing.
- Kajaktur på Lake Mapourika med de smukkeste refleksioner af Franz Josef og Fox Glaciers.
- Nevis Bungy Jump i Queenstown: Jeg havde egentlig sat mig for IKKE at springe ud fra sindssyge højder med en tynd elastik bundet fast om mine ben! Og hvad nu hvis rebet sprang, og man havnede i en flod fyldt med krokodiller (den er skam god nok, læste en historie om det inden jeg tog af sted.. ). Samtidig havde jeg dog en lille stemme i mit hoved, der sagde: hvorfor ikke? Derudover er jeg lidt af et konkurrencemenneske, samt stædig - du skal ikke sige, at der er noget jeg ikke kan eller tør. Og da to af mine veninder fra bussen havde meldt sig på, tænkte jeg: "Hvis de kan, så kan jeg også". Måske ikke den bedste begrundelse for at springe ud fra en platform 134 meter oppe i luften, men ikke desto mindre var det, det jeg gjorde. Hvordan jeg gjorde det ved jeg ikke. Fyren bag mig talte ned fra 3, mens jeg stod med tæerne udover kanten, og da han nåede til "go" slog mit hoved fra og jeg sprang "head first" ud i ingenting. Jeg husker faktisk ikke særlig meget udover lyden af vinden, der suser forbi mine ører og leger med mit hår i de 8 sekunder, hvor man falder frit inden man bliver trukket tilbage af elastikken. Mens jeg dinglede op og ned i luften, prøvede jeg at løsne mine fødder, således at jeg kunne komme til at sidde oprejst, , mens jeg blev hejst tilbage op. Det lykkedes ikke, så hvis jeg ligner en død fisk på videoen på facebook, så er det altså derfor. Lettere desorienteret kom jeg op at stå tilbage på platformen og blev ramt af den fedeste rus - sikkert en blanding af "jeg-gjorde-det-følelse" og ren adrenalin. Min engelske veninde og jeg kunne slet ikke stoppe med at grine bagefter, og vi var høje resten af dagen.
- Arrowtown: Den hyggeligste lille by udenfor Queenstown. Vi tog en "selvstændig" (red. ikke arrangeret af Kiwi Exp) tur dertil i slutningen af april, hvor efteråret er på vej, hvilket betyder at byen er særligt smuk. Det lignede nærmest at skoven var i brand. Prøv at slå byen op på Google, wauw siger jeg bare.
Selvom en stor del af mine ovenstående minder er adrenalinfyldte, var min tur også så meget andet og mere. Det var en meget intens måned, hvor der var fart over feltet og hver dag var fyldt med aktiviteter og mennesker, men hold op hvor var det en fed oplevelse. Mange rejser alene på bussen, og af netop denne grund føler man sig aldrig alene. Alle er generelt enormt åbne og snaksaglige, hvilket gør det nemt at møde nye mennesker og skabe tætte venskaber.
Da min tur på Kiwi Experience var ved at være slut, var jeg også klar til at komme hjem til Drury, hvor min veninde Mia fra efterskolen ventede.
P.s. De billeder jeg har lagt ud fra Kiwi Experience er en god blanding uden nogen bestemt rækkefølge eller orden… ved ikke lige hvad der gik galt.
- comments