Wow, et eventyr vi har været på!

Sidst vi skrev overvejede i en smuttur til Atar i Mauritanien. Og vi tog afsted - gud ske lov - det har været fuldstændig fantastisk!

Vi har været i det smukkeste natur, mødt dejlige mennesker og været liiiiddddt på gyngende grund for første gang på vores tur!

Vi tog den lange tur fra hovedstaden til Atar i et stræk. Det var en lang, ensformig tur som mest foregik i et lidt trøstesløst landskab, men at ankomme til Atar, gjorde det hele værd. Atar ligger på Adrar-højdedraget og er omgivet af smukke høje bjerge. Og ørken. Sikken et vue efter flere måneder i landskaber næsten uden niveauforskelle.

- Og ret hurtigt efter ankomsten var hele familien forelskede... I området, i menneskene og ikke mindst i ørkenen. Vi havde base på "Bab Sahara" - et dejligt sted med ligesindede rejsende, som godt kan lide at opholde sig lidt væk fra turistfælderne. Vi havde 5 dage der, hvor vi bare hyggede os, fik vasket tøj og ellers tog små dagture ud i det lækre område. Vi havde mulighed for at udveksle erfaringer med andre rejsende og fik en masse gode fif med på vejen. Faktisk så mange fif, at vi beslutede at krydse ørkenen fra Atar til grænseovergangen mod vest. En tur langs jernbanen på ca. 500 km direkte vest. Overkommeligt, mente vi, også selv om der OVERHOVEDET IKKE ER VEJE at køre på!

Vi slog følgeskab med et fantastisk hyggeligt, eventyrhungrende ægtepar fra Tyskland som også var blevet overbeviste om, at deres evner og deres køretøjs hestekræfter ville slå til til en tur gennem ørkenen. Så godt loadede med diesel, vand og proviant kørte vi afsted. Efter små hundrede kilometer op til byen Choum begav vi os væk fra vejen og ind på en af de mange "pister" som gik ind i ørkenen. Vi mente at have fundet det spor der havde kørt flest køretøjer på, og var totalt overlegne i forhold til projektet!

Det holdt cirka en time! Så sad først vores Landrover fast i dynerne og kort efter Uwe og Renates gigantiske 6x6 wd ombyggede lastbil på 15 tons. Deres, så eftertrykkeligt, at vi enedes om at finde et spor lidt mere sydligt, trods mange advarsler om ikke at køre mere end et par km væk fra jernbanen. Vi mente alle, at vi kunne køre udenom de mest massive sanddyner ved at køre i en sydlig bue. Vi fandt atter et nyt og godt brugt spor og kørte derud af. Da det blev tid til at slå lejr indrettede vi os i læ af 10-20 meter høje sanddyner. Det var gudesmukt! Den solnedgang vi oplevede ude midt i ørkenen, slår alt hvad jeg endnu har set... Selv det lidt beskedne aftensmåltid smagte himmelsk i disse omgivelser!!

Næste morgen kørte vi videre. Igen væsentligt mere sydligt end vi var blevet rådet til, men vi fulgte jo et tydeligt spor, og var overbeviste om at vi var på rette vej. Ud på eftermiddagen var vi ifølge GPSén ca 50 km syd for jernbanesporet og vi måtte efterhånden sande, at vi ikke kunne komme til målet, Noadhibou, uden at skulle krydse mange kilometer høje, høje sanddyner. Det var Uwe og Renate ikke indstillede på, så vi besluttede i fællesskab at eventyret var slut, og at vi næste morgen ville vende kortegen om og køre tilbage til Bab Sahara og Atar. Efter endnu en smuk aften og morgen i den store fantastiske ørken var vi alle både mentalt og fysisk klar til at forlade ørkenen. Blot 20 sekunders højlydt motorlarm fra Uwe og Renates køretøj blev det til, så var der pludselig helt, helt stille i den store, store ørken.... Og så var vi på skideren!

De næste omtrent 4 timer blev brugt på at undersøge diverse tekniske dele af Tatraèn, og Uwe og Jakob mente at have lokaliseret problemet til brændstofpumpen. Vi pakkede lidt om i Landroveren så der kunne være plads til os alle 6 og så lod vi tyskernes køretøj tilbage i ørkenen og kørte vi tilbage til choum, som var det nærmeste sted vi kunne forvente mobiltelefonkontakt. Sidst på eftermiddagen fik vi kontakt til Juste, ejeren af Bab Sahara, som heldigvis er kendt og respekteret af de fleste og som oven i købet var i stand til at finde en brugbar brandstofpumpe til Uwe og Renate med meget kort varsel. Han ville sende en bil med hans mekaniker afsted som ville komme til os i Choum næste dag. Vi fandt en campingplads hvor vi alle kunne overnatte. Mekanikeren (og hans kok!) ankom næste eftermiddag, lidt vel forsinkede, men vi havde fået fantastisk logi og forplejning af campens ejer. Vi blev inviteret ind i de private gemakker til fællesfrokost på afrikansk, kamelvæddeløb i fjerneren og masser af røverhistorier! - Man forundres af og til over folks evne og villighed til at hjælpe hernede... Det er beundringsværdigt.

For at gøre en lang historie kort; Vi kørte tilbage til "ulykkesstedet", Tatraén fik en ny pumpe som ville kunne klare turen indtil Bab 'Sahara, vi overnattede endnu en nat i ørkenen og kørte (efter 3 stop for at finjustere lidt på pumpe-an-ordningen!) tilbage til Atar.

Det var et fantastisk eventyr. Selv i de dage, der gik fra Tatraèn "døde", til vi igen var tilbage i Atar, og hvor Uwe og Renate havde lidt svært ved at se det sjove i situationen, havde vores lille familie de vildeste og dejligste oplevelser. (Entschuldigen, ihr beide und danke fûr alles!)

Vi var lidt vemodige da vi efter et par dages restitution på Bab Sahara tog afsked med ungernes nye reservebedster, Uwe og Renate, og det, i hvert fald for mig, absolut smukkeste område på turen til dato. Men vi vender tilbage en dag - vi er ikke færdige med Atar og Mauritaniens ørken...

I skrivende stund er vi i Anti Atlas, det centrale Marokko. Og heldigvis er Marokko også dejligt. Vi har haft nogle rigtig gode dage, hvor vi har kørt off-road. Vi har fået efterprøvet alt vores recovery-udstyr (sandstiger, skovle o.lign.) - lidt fast kører man vel altid! Det er lidt som om, at efter Atar skal der noget mere til at udløse adrenalin og endorfiner!!! Så vi har nu kastet os over hardcore stejle bjergpister og lignende! Det er vildt - det er smukt - og lidt farligt! Og det giver os friheden til at campere ude midt i den smukke natur. Der er, til ungernes store fornøjelse, plads og mulighed for bål, så der er også blevet lavet snobrød til den store guldmedalje!!

De kommende dage cruiser vi lidt rundt i bjergene syd for Marrakesch. På lørdag henter vi Onkel Anders i lufthavnen der, og tager ham med resten af turen i Marokko. Det glæder vi os til.

Til sidst en lille fælles-tak til Alle Jer som efterlader en lille kommentar eller hilsen her på sitet. - Det er ualmindeligt dejligt at åbne op hertil og fornemme at I er med os lidt på sidelinjen. TAK!