Jeg havde følelsen af at jeg overhovedet ikke havde sovet, da det kl. 02.00 bankede på teltdugen, og vores guide sagde at der var lille morgenmad om 10min. August og jeg blev enige om, at det var den værste morgen i vores liv, mens jeg kluntet fik vores ski undertøj på inde i soveposen, sitrede mine underben allerede af anstrengelse fra i går - Det skulle nok blive en spændende dag! Det normale indonesiske klima var skiftet ud med bjerg temperaturer på omkring 5 grader. Vi stod alle og prøvede at få varmen rundt om bålet, imens vi sippede til vores te og gnaskede i vores tørre kiks. Overalt omkring os var der det dybeste mørke, på nær når vi vendte øjnene mod himlen, den var prydet af flere stjerner, end jeg nogensinde havde set, jeg troede ikke stjerner kunne være så klare. Jeg havde desværre ikke tid til at stå og nyde udsigten særlig længe, da vores guide Luna var ivrig efter at komme afsted. Trekket var sat til 3,5time, og var nærmest delt i tre, først en hård stigning, så et stykke på bjergkammen der var middel, og så en meget hård stigning i grus til sidst mod toppen. I starten var det rart, at komme i gang med opstigningen selvom det var hårdt, fordi det gav lidt varme i kroppen. Det første stykke fandt jeg egentlig ret overkommeligt, men det var stadig udmarvende og man kunne allerede mærke de 7 timers trek i benene fra i går.

Efter godt en times klatring med stejle stigninger, nåede vi anden del, en mere jævn stigning, men det var på en bakkekam der ikke var mere end 1 meter bred visse steder. Mørket og den tiltagende udmattelse, gjorde at dette stykke for mange, var det hårdeste rent psykisk. Det var også ret sygt at gå på bakkekam og bare se bjergsiden forsvinde ned på begge sider, heldigvis havde vi perfekte vejrforhold uden vind, så det var bare tungen lige i munden og så derudaf. August, Morten Sebastian og jeg, lagde os ret hurtigt foran sammen med en af guiderne, det var simpelthen for koldt at holde pause for at vente lidt på pigerne. Det forholdsvis høje tempo fik os godt derop af, men trætheds tegnene blev tydeligere og tydeligere, konstant mistede man fodfæste og slog sig, uden chance for at tage ordentlig fra i mørket. Lige som jeg ikke troede det kunne blive hårdere, nåede vi den tredje og sidste stigning. Det var en stigning i rent grus og vulkansk aske, som føltes at fortsætte i uendelighed, nu var det 2 skridt frem og 1 tilbage... På et tidspunkt mens stod jeg og hev efter vejret, kiggede jeg mig tilbage og så de mange pandelygter sno sig langsomt op af bjerget, som en selvlysende slange - man glemte helt at nyde øjeblikket. På dette tidspunkt måtte man stoppe for at få vejret efter hver 5 skridt pga. den tynde luft, men egentlige pauser var umuligt, da der hverken var læ eller fodfæste at finde. Den sidste time op af bjerget føltes mere som tre! Jeg gik i en trance lignende tilstand til sidst, og kæmpede en indre kamp for at forsætte. Da jeg var lige ved at give op kunne jeg se toppen, og vi fik et psykisk boost af det, og nåede toppen 15min før solopgang. Her stod vi så udmattede, sultne, rystende af kulde og følte os som vaskeægte badasses!

Langsomt lysnede horisonten, og en gylden farve blandede sig med det ellers Så intense mørke, synet vaskede al træthed væk, sulten blev stillet og de gyldne stråler lunede mine kinder. Her stod jeg så på toppen af verden, med skyerne under mig, de sidste stjerner over mig og solen ligefrem i øst. Jeg aner ikke hvor længe jeg stod og blev betaget af dette naturens vidunder, men inden i mærkede jeg en stolthed og tilfredsstillende følelse brede sig i kroppen, det var hver en vabel, ømme muskler og manglende søvn hver - det var intet mindre end fantastisk.

Jeg kan knapt huske Nedstigningen, hvad der før havde taget mig 3-4 timer at gå op, tog ca. 1,5 time ned, det løse grus gjorde det muligt nærmest at stå på ski ned af bjerget. I campen fik vi en hurtig morfar, inden vores søde guider (12 ialt med bærer) serverede bananpandekager og ananas for os. Resten af dagen gik med en besværlig Nedstigningen til vores næste camp, som lagde ved søen vi havde beundret fra toppen af vulkanens kraterkant dagen før. Vi tog os en tiltrængt dukkert floden og fik vasket det værste af skidtet væk. Resten af dagen gik snakken om hvor fedt det var vi havde nået toppen, og det holdt moralen lidt oppe, men flere var ved at nå deres grænse og endnu flere havde nu vabler at døje med. Mig og drengene tog et spil whist få at slå tiden ihjel. Vi hoppede i teltene umiddelbart efter aftensmaden ved 19.00, kan ikke huske hvornår jeg sidst er kommet så tidligt i seng, som her de seneste dage.

Da vi var kommet i soveposen og jeg lagde og skrev dette indlæg, mens August lagde ved siden af med sin bog, hørte vi en underlig lyd af nogen eller noget der gik lige uden for vores telt og krattede på teltduen, og vi kigger undrende på hinanden. Selv tænkte jeg det måske var Morten eller måske en af guiderne, der lavede fis med os. MEN det næste der skete er det sygeste jeg nogensinde har oplevet. Pludselig bliver siden af vores telt flået op, mit hjerte springer et slag over og jeg flyver op i soveposen, og August får sagt noget hen af "HVAD f*** SKER DER!". Det næste jeg ser, er min taske der bliver flået ud af hullet i teltdugen! Jeg tror ikke mine øjne og sidder som forstenet et sekund, uden at tænke over hvad jeg ville gøre flyver jeg hen i hullet og råber alt hvad jeg kan ud i mørket "HEEY, GET BACK HERE!". Jeg får øje på min taske ca. to meter ude mørket! Jeg tæller til tre, før jeg kravler ud på alle fire kun iført underbukser og hiver tasken tilbage gennem hullet. Jeg får med det samme holdt hullet lukket med hænderne, mens August skynder sig i noget tøj og løber hen til vores guider efter hjælp. På nuværende tidspunkt aner jeg ikke hvad der er sket, men tror at det er en eller anden fremmede der har prøvet at stjæle min taske og stikke af i mørket. Jeg kan mærke adrenalinen pumpe i kroppen og mine knoer er hvide af at knuge teltdugen sammen, da August og guiderne kommer tilbage. Jeg får selv smidt noget tøj på og kommer ud, og så skal jeg ellers love for helvede bryder løs. Det viser sig at det er et vildsvin der har flået teltet op for at få fat i mine elskede Oreos! Den næste time tonser vores guider rundt i mørket med vores pandelamper bevæbnet med macheter og improviserede spyd, første i den ene ende af lejeren og så den anden. Der gik knapt to timer med at jage svinet på flugt, alt imens vi trykkede os sammen i skæret ved bålet. Da vi stod der skræmte fra vid og sans, kunne vi simpelthen ikke lade være med at grine af guiderne der løb rundt og svang pinde over hovederne og gøede som hunde. Til sidst fik vi lappet vores telt og fik pulsen ned igen, og jeg faldt i søvn efter den længste og mest indholdsrige dag i mit liv, godnat!