Tredje og sidste dag på turen til Adelaide begyndte med en kort køretur ind i The Grampians Nationalpark. Her var første stop MacKenzie Falls, som er et stort vandfald inde i skoven. Vi kunne høre det på rigtig lang afstand, og da vi kom helt ned til det, var det virkelig storslået. Det var stort og brusende, og så gav det lige en ekstra effekt, at solen skinnede ned i det brusende vand. Det var virkelig flot. Vi gik ned ad en lang trappe langs med vandfaldet og var virkelig tæt på det. Det larmede rigtig meget helt tæt på, og det var virkelig fascinerende at være så tæt på. Vi brugte noget tid hernede på bare at sidde i stilhed og lytte til vandets brusen. Det er enestående, og man kan virkelig sidde og falde i staver af bare at kigge ind i vandet, der strømmer nedad i voldsom fart. Det var virkelig en smuk oplevelse. Da vi alle havde fået taget de billeder, vi skulle bruge, begav vi os tilbage til bussen og kørte ca. 10 minutter til næste stop. Det var en 2 km. gåtur inde i skoven hen mod et udkigspunkt udover hele nationalparken. På turen kunne man virkelig se, hvor den sidste bush fire har haft fat. Der var et enormt stort område af døde og sorte træer. Men som guiden forklarede er det naturligt, når det sker, og det er vigtigt for naturen med bush fires, for at den kan genere nye knopper på træerne og blade på planterne og fortsætte med at være det enestående naturfænomen, som de store skove og naturparker er i Australien.

Da vi kom frem til udkigspunktet, blev vi helt åndeløse! Det var så enestående at se - fuldstændig lige så fantastisk som The Blue Mountains var. Skov og bjerge så langt øjet rækker og flere hundrede meter under én, og så er der fuldstændig og aldeles stilhed. Det er ubeskriveligt, hvilken oplevelse det er at stå på en klippe og bare se ud over det panorama af skønhed. Jeg har svært ved at finde synonymer for det - jeg lader den stå ved enestående og ubeskriveligt smukt, og så må I fantasere jer til, hvordan det ser ud. Dagens billede viser lidt af det. Men det er så svært at få det hele med på ét billede. Klippen jeg står på var formet som en krokodilles mund med et stykke klippe ovenover hovedet på mig, så det på afstand ligner, at man bliver spist af en krokodille. Under mig er der ca. 200-300 meter ned til nærmeste trætop og absolut ingen beskyttelse. Lidt skræmmende, men en grænse der skal overskrides, når man har chancen for det.

Efter at have stået ved udkigspunktet et langt stykke tid og havde tage 100 billeder, skulle vi videre. Vi kørte til en lille by, der ligger i naturparken og spiste frokost. Vi fik/købte alle en stor is til dessert, inden vi kørte et lille stykke ud af byen til et Aboriginal Cultural Centre. Her lærte vi om den lokale aboriginal-stamme, deres kultur, spiritualitet og kiggede på dens kunst og håndværk. Det var spændende at følge stammens historie og lære om, hvor brutale englænderne behandlede Aboriginals i sin tid. Der var også tid til at lære at spille på Didgeridoo. Vores guide var ret god til det og forsøgte at lære os de basale teknikker. Det er vildt svært. Det ser umiddelbart ikke så svært ud, men man skal kunne trække vejret ind gennem næsen og samtidig puste den ud gennem munden, mens læberne vibrerer. Det er umuligt! Og for at få variation i lydene, eller skabe en form for melodi, skal man bevæge tungen på en bestemt måde. Det er jo alt for mange ting på én gang. Her rækker mine evner inden for multitasking altså ikke. Jeg var ikke særlig god, men det var de andre heller ikke, og vi fik grinet rigtig meget af hinandens forsøg. Det var enormt sjovt, og for det meste kom der bare en prustende og underlig lyd ud i den anden ende, som var så morsom, at man ikke kunne lade være med at grine ned i sin didgeridoo. Det var virkelig en sjov oplevelse.

Besøget på kulturcentret var sidste oplevelse på turen. Guiden kørte os ind til en by, der hedder Ballarat, hvor vi, der skulle videre til Adelaide, blev sat af, og resten vendte tilbage til Melbourne. Det var helt trist at sige farvel efter 3 så skønne dage med så god en gruppe og en fantastisk tourguide. Vi lavede stort fællesknus og fællesbillede, og så skrev vi alle vores e-mailadresser i en notesbog, som den ene af englænderne nu er ansvarlig for at få lagt på Facebook, så vi kan finde hinanden og dele vores billeder fra turen. Da guiden kørte ud fra busterminalen og alle vinkede, kørte han henover en af kasserne med mad i, som han havde glemt at få ind i bussen. Så det fløj ud med toastbrød, cornflakes, tomatsauce, smør, ketchup, havregryn og andet godt. Det var den perfekte afslutning på turen!

Da vi havde ryddet al maden op, og bussen var kørt mod Melbourne, gik vi en tur i Ballarat og fik en øl og noget aftensmad. Bussen kom kl. 22.20, og det var en noget bedre bus, end den jeg kørte med fra Sydney til Melbourne. Her kunne sæderne næsten lægges helt ned, og der var rigtig god benplads. Der var dog ikke to sæder til hver, men denne gang sad der i det mindste en, jeg kendte ved siden af. Det gør altså en forskel, når man skal finde sig til rette. Jeg sov meget bedre denne gang, men det bliver aldrig helt godt i en bus. Så da vi endelig nåede Adelaide klokken 06.00 i morges, og jeg havde fundet mit hostel og checket ind, gik jeg direkte i seng og sov 2 timer mere. Her i Adelaide er der en halv times tidsforskel fra Melbourne, så i stedet for at være 9 timer foran jer, er jeg nu kun 8½. Og når I skifter til vintertid på søndag, er jeg 9½. Jeg ved ikke, om der er tidsforskel i Alice Springs, men det ser vi på, når jeg kommer derind.

Faktisk gad jeg godt at have haft mere tid i Adelaide, for der er en del, man kan lave her, så 3-4 dage havde været rigtig godt. Men jeg har kun haft én, og det har desværre regnet en del i dag, så det har været lidt begrænset, hvad jeg kunne lave. Jeg begyndte på National Winecentre of Australia, men det var rimelig skuffende, for 2 ud af de 3 udstillingsrum var lukkede pga. et arrangement. Derfor blev jeg ikke ret meget klogere på vin i dag. Jeg valgte at kigge ind på et Aboriginal kulturcenter, som viste sig at være et galleri besåtende af to udstillinger og en voldsomt dyr souvenirbiks. Billederne var ikke ret pæne, så det tog mig ikke ret lang tid at komme igennem det. Jeg fandt byens marked og gik rundt der et par timer. Det var faktisk kun madboderne, der mindede om et marked. Alle andre butikker er ligesom butikkerne i et shoppingcenter, men det var meget hyggeligt at gå rundt her. Men så brød regnen desværre ud og blev ved resten af eftermiddagen. Så jeg valgte at skynde mig hjem på mit hostel i tørvejr. Og her har jeg så været resten af dagen. Når jeg er færdig med at skrive bloggen for i dag skal jeg have pakket mine ting sammen til Kangaroo Island turen i morgen. Mit hostel opbevarer min bagagge for mig, så jeg kun skal have det mest nødvendige med på turen. Men det er ret svært at pakke til, når vejret er så uforudsigeligt. Det skal jeg lige finde ud af, inden jeg går i seng. Jeg bliver hentet klokken 06.30 morgen, så jeg skal tidligt i seng (det er utroligt, at alle ture begynder så enormt tidligt om morgenen... man når jo ikke at få sovet ordenligt ud).

Det var alt for denne gang. Men det blev vist også en lang omgang. I morgen går turen som sagt til Kangaroo Island. Jeg ved ikke, om jeg har internet til at opdatere i morgen aften, men ellers kommer næste opdatering, når jeg er tilbage i Adelaide søndag aften.

Forresten: I dag er der præcis 2 uger til jeg lander på dansk jord igen - om præcis 2 uger og 20 minutter Jeg glæder mig!!!

Kan I alle have det rigtig godt så længe... I hører snarest nyt hernede fra!

Knus Mette