Profile
Blog
Photos
Videos
Saa er jeg i Manila igen - det var ellers ikke planen. Den 7 drog jeg med fly mod Legaspi, en soevnig lille by ved siden af Mt Myoun, den smukkeste vulkan! Jeg moedte nogle soede amerikanere i lufthavnen (som egentlig bare ligner en lille kiosk), og vi tog en minivan til Donsol, hvor vi skulle dykke med HVALHAJER! Jeg fik et vaerelse med dem, - John, Jenny og Hang, de var alle 30+, men jeg sparede mine penge og de var sgu soede! Vi bestilte en baad til naeste morgen, drak os nogle billige San Miguel oeller og faldt omkuld i vores senge.
Hvalhajerne svoemmer rundt i bugten omkring Donsol, og vi var meget i tvivl om vi ville faa dem at se. Op klokken 6, ud med baaden klokken 7:30, og saa kravlede vores hvalhaj-spotter op i masten og gloede ud i horisonten.
Dem der spotter hvalhajerne er dem der plejede at fange og slagte dem, saa de har et fantastisk godt oeje for dem. Hvalhajen kommer op til overfladen kortvarigt, og dykker ned i dybet igen, saa man skal vaere hurtig for at naa at se dem - men jeg skal ellers love for at vi fik set hvalhajer! Den foerste gang var KAOS - pludselig raaber vores guide: "in the water, in the water!!", og saa skal man ellers ha maske og finner paa og springe ned fra baaden - den foerste gang hoppede vi ned ovenpaa hinanden, fik finner i hovedet, plaskede rundt som en dykkersuppe indtil guiden hev os i armene, ned i vandet og WOW - foran mig var en kaempe hvidplettet hale, 20000 bobler og 6 par finner der klaskede mig i hovedet. Og sa dykkede den ned i dybet.
Den anden hvalhaj fik vi for os selv. Vi kunne se den fra overfladen, "in the water, in the water!!" - klask, oveni hinanden, gokkede hovederne ind i baaden, og saa ned i vandet! - Man er saa adrenalinpumpet og aner ikke hvad man skal forvente foer man vender sig rundt og ser et 8 meter langt dyr der styrer lige mod en! Jeg landede naesten oveni hovedet paa den, skyndte mig at svoemme ud paa siden af den, og kunne ikke stoppe med at sige "OH MY GOD, OG MY GOD!!" Jeg saa hele dyret fra hoved til hale, og guiden hev mig hen for at roere ved den (selvom det ikke er det fedeste at goere, saa tog jeg alligevel chancen!) - alt imens glemte jeg at traekke vejret og spraellede som en fisk, for det er simpelthen enestaaende at have saadan et dyr foran dig - elefant gaa hjem, en hvalhaj er ubeskrivelig! I loebet af dagen saa vi 5 i alt, og af en eller anden grund, landede jeg foran den hver eneste gang og maatte raabe " OH MY GOD!" igen og igen, efterfulgt af et grin og en mavefornemmelse jeg ikke kan beskrive. De er ganske ufarlige, og ser ogsaa saa rolige ud, men selvom den ikke aeder dig, saa er den alligevel 8 meter lang. De kan blive 18 meter, saa den stoerste vi saa var bare en "lille skid". De amerikanere jeg var med tog film af dem, saa jeg haaber at i kan faa dem at se paa en eller anden maade.
Om aftenen tog vi ud paa en ildflue-tur paa floden og medbragte os en masse oel og fik tilbudt nykogte megakrabber for 6 $ stk, og det sagde vi self ikke nej til. Saa sad vi der og drak San Miguel og pillede store krabber og saa paa ildfluer der flokkedes om traerne saa de lignede juletraer. Saa smukt. Solnedgangene er ogsaa ubeskrivelige i Donsol, det er et sted der er vaerd at besoege selvom det egentlig kun er de 3 ting man kan foretage sig.
Saa tog jeg mod Legaspi naeste morgen og forlod mine amerikanere der ville ud og plaske med hajer endnu en gang - jeg tog en billig jeepny fra Donsol til Legaspi, hvor 2 maend viste mig den naeste jeepny jeg skulle skifte til. Jeg sagde tak, og de skulle samme vej, saa de hoppede ogsaa ind. Da jeg skulle af, hoppede de ud, og hjalp mig med at faa min tunge taske paa, pegede paa det sted jeg skulle bo, og vinkede paent farvel og koerte videre i en tricykel. Jeg kom ind, fik et vaerelse og opdagede at min taske var aaben, og at mit kamera og min sorte taske (indeholdende pas, visa elektron, sygesikring, gamle billetter, usbstik med mine billeder paa, og alle mulige smaa noter jeg havde gjort mig) VAR VAEK!!
Saa imens de 2 forbandede idioter hjalp mig paa med tasken, havde en af dem - spoerg mig ikke hvordan, de er satans dygtige, stukket haanden ned i min taske og snuppet det der foeltes godt og dyrt. Hvad pokker skulle de ogsaa tage mit pas for! Jeg havde ogsaa taget en video under vandet af mig der plasker rundt, og et hvalhajhoved der pludselig dukker op foran mig, hvor jeg filmer hele kroppen, og naesten faar halen i hovedet - og hvor er den video nu???!! Sammen med de to - undskyld mig - megaspader der fandt det festligt at tage mine ting. Saa der stod jeg. Med 300 pesos i lommen. Heldigvis havde de ikke taget min Ipod-touch som jeg lige havde koebt i Bangkok, fy for pokker, havde de ogsaa taget den ville mit mod vaere lig 0. Saa ned paa politistationen, der heldigvis var i stand til at skrive en rapport, ind i en politibil og rundt i byen for at lede efter dem, og de steder jeg havde vaeret. Legaspi er ikke en stor by, saa nyheden spredte sig som gift, og alle gik og kiggede bag deres skuldre. Jeg kom ned paa politistationen og skulle forgaeves kigge registre igennem, og tog en tur mere med 3 inhabile politibetjente der sang med paa Eagles' "Hotel California" og bouncede hovedet med rytmen, mens de skulle foregive at hjaelpe en stakkels turist! - Saa bad jeg dem om at tage det serioest. Desvaerre fandt vi ingenting, ogsaa selvom de gjorde et - efter mit udbrud - godt stykke arbejde. Jeg ringede til rejseforsikringen, spaerrede mit kort, og min soede mor overfoerte penge til mig via Western Union mens min far ringede til Ambassaden i Manila og informerede dem om situationen. Det hele gik meget staerkt.
Jeg sad i western union banken i 2 timer, og da jeg ingen indentifikation havde - faktisk ingen identitet udover min politirapport - var det et stort problem at faa overfoert penge fra DK. Jeg snakkede med assistenten, som hed " Ma Cherie"(haha), og hun var saa soed at lade overfoerslen gaa igennem til hende. Imens kom adskillige gamle damer hen med et melidenhedsansigt og tilboed mig at bo og sove hos dem. En af dem skriver stadig sms'er til mig, om jeg nu er i sikkerhed, og om der er noget hun kan goere. Da jeg ikke kunne flyve uden pas, maatte jeg hurtigt beslutte mig for at tage en natbus til Manila paa 13 timer. Ejeren af mit guesthouse paa 80 aar tillod mig ikke at gaa udenfor hendes doer uden hendes deltagelse, saa hun skaffede mig aftensmad og fulgte mig hele vejen til busstationen og gik sgu ogsaa ind i min bus og smaekkede mig ned i saedet, sagde paent farvel med et "DONT trust anybody, dear!". Hun var saadan en rigtig staerk bessemor med kroellet sort filippinerhaar og roed laebestift og en haandtaske haengende ved albuen.
Jeg ankom til Manila klokken 5 i morges, og nu er foreste gang jeg sidder ned paa min roev. Jeg kunne lige naa at tjekke ind paa friendly's guesthouse, sove i 2 timer hvorefter jeg matte op paa ambassaden gennem rushhour trafik, tilbage til mit distrikt, hen til et flyselskab, bestille flybillet, huske at spise lidt, koebe et nyt kamera, tilbage til mit hotel, hen paa ambassaden igen, hjem i rushourtrafik, koebe instant-noodles og en sikker taske til mine ting, og paa gaaben hen til mit hotel. PUHHHHA jeg er traet. Jeg har vaeret forvirret, deprimeret, lamslaaet, udmattet, traet i 24 timer, og nu syntes jeg at min insats giver mig ny energi - jeg har faaet et midlertidigt pas (TAK DK), og har nu penge til at klare mig nogle uger.
Jeg tager til Palawan i morgen tidlig - jeg skal op klokken 5, saa det er ikke soevn jeg faar mest af i disse dage. Jeg aerger mig meget over at det meste af min foerste uge er spildt i Manila, naar der er saa meget jeg gerne vil se her, - Filippinerne er satans smukt, befolkningen er venlig (man skal holde sig fra dem der er FOR venlige!!) og det er nemt at rejse her. Nu er jeg klar til at moede nye mennesker, og faa nogle gode oplevelser paa bagen. Og tage nogle NYE billeder som i kan se.
Jeg haaber i har det godt derhjemme - det er jeg efterhaanden ved!
KH METTELIIIIINE
- comments