Profile
Blog
Photos
Videos
Vi slap over grænsen til Vietnam uden problemer! Modsat hvad vores busselskab havde forventet... At skandinavere blandt andre, på nuværende tidspunkt får 15 dage gratis visumfri indrejse ved ankomsten mod, at kunne dokumentere senere udrejsedato i form af flybilletter, er ikke en kendt sag for et ellers større vietnamesisk busselskab som arrangerer transport i rutefart over grænsen fra Cambodia til Vietnam - hvilket måske egentligt blot er et tegn på, at der ikke kommer mange skandinavere denne vej. Der var nu også langt flere cambodianere og vietnamesere end hvide turister med vores bus.
Da vi stod på bussen i Phnom Penh onsdag morgen kl. 8, d. 11. december bad busdrengen om vores pas, for at tjekke vores indrejsevisum til Vietnam. Da han ikke fandt noget visum, blev jeg sendt af bussen og ind på busselskabets kontor - for en længere udredning om hvorfor vi ikke havde visum. Sprogbarrierne gjorde det sværere end det i forvejen var, at forklare, at det behøvede vi ikke da vi var fra Danmark. ...Og hvor havde vi i øvrigt den oplysning fra? Det endte med at jeg fik lov at gå ombord på bussen igen, hvor Chili og Heidi ventede - og jeg blev sendt afsted med ordrerne: "No Visa, not bus problem - Your problem"!
Så under den efterfølgende ca. 3 timers køretur til grænseovergangen sad vi med en noget ængstelig følelse - for kendte grænsekontrollen nu reglen? Hvis ikke kunne vi jo nok så meget holde os til reglerne på det danske udenrigsministeriums hjemmeside. Og i værste fald kunne vi stå i ingenmandsland efter, at have forladt Cambodia, og ikke få lov til at rejse ind i Vietnam.
Paskontrollen ved indrejsen i Vietnam fra Cambodia forløb overraskende smertefrit, til forskel fra vores oplevelser fra den thailandske/cambodjanske grænseovergang.
Efter udrejseformaliteterne ved den cambodjanske side, samlede busdrengen alle pas i bussen og sprang i forvejen til den vietnamesiske side. I hallen ventede vi sammen med alle andre på navneopråb - efter et stykke tid var visumkontrolanten nået til vores pas i bunken, stempler blev sat og vores navne råbt op, og vi kunne passere og sætte os tilbage i bussen. Og vi var hurtigt igen på vej videre mod Ho Chi Minh City.
Uanset hvor opmærksom og påpasselig man er, vil man på et eller andet tidspunkt falde i en af de mange turistfælder som udføres mange steder. Over hele verden hvor der færdes turister, er der også personer som har gjort det deres levevej at snyde dem... Også i Sydøstasien. Indtil nu har vi undgået de værste (eller også har vi simpelthen ikke opdaget dem), og selvom vi formodentlig har læst samtlige advarsler i guidebøger og på internettet, så faldt vi i med begge ben - kun lidt selvforskyldt - ved ankomsten til Ho Chi Minh City.
Da bussen parkerede og det blev meddelt, at det var sidste stop - efter at have krydset rundt i byen og sat flere af undervejs - stod vi ud af bussen.
Ho Chi Minh City er en kæmpe by - og vi vidste ikke hvorpå bykortet vi var blevet sat af. Vi havde adressen på vores logi - en adresse vi ikke kunne udtale, så vi viste den til den første og bedste taxa. Den kendte han godt; 10-15 minutters kørsel fortalte han. Og efter 6 timers busrejse ville vi bare hurtigt til vores bestemmelsessted og af med bagagen.
Afsted gik det gennem gaderne - en længere tur, og med øjet på taxameteret konstaterede vi, at det løb hurtigt. Vi havde taget en taxa der ikke var fra et af de to store selskaber i HCMC, hvilket der ellers alle steder advares imod - lige netop på grund af hurtigtløbende taxametre.
Sådan kan det jo gå - og vi måtte jo betale hvad vi skyldte da han satte os af ud for gyden hvorinde vores værelse ventede tæt ved. Turen kostede hvad der svarede til ca. 80 danske kroner - ikke en kæmpe stor sum, men som alligevel svarede til f.eks. et par måltider til os alle tre. Men frem kom vi - og vi havde jo i øvrigt heller ikke noget at sammenligne med, da det jo var vores første taxatur i HCMC og Vietnam i det hele taget.
Værre blev det dog da jeg lidt senere forlod værelset og gik en lille tur ud fra gyden til den modsatte side, i forhold til hvor vi var blevet sat af. For der gik jeg lige ud på det sted vi var blevet sat af bussen! Og så blev den lille irriterende følelse, der nager når man er blevet snydt erstattet af et grin - man må bukke sig i støvet over en fidusmagers evne til at holde masken!
I Ho Chi Minh City boede vi lige midt i backpackerkvarteret 'Pham Ngu Lao', i den centrale del af HCMC. Hos et ældre ægtepar i deres hus, hvor de øverste etager er omdannet til i alt 6 værelser - i en smal gyde hvor dagligdagslivet leves på gaden, hvor maden tilberedes og indtages og dagligstuerne strækker sig halvt ud i den smalle passage.
Her er masser af små guesthouses og små restauranter side om side - eller sammen med - folks private boliger.
Metaltrætheden er på dette tidspunkt så småt begyndt at melde sig, og mættet af sightseeing blev dagene i HCMC brugt på bare at være her. Samtidig var Chili sløj, så dagene blev brugt på afslapning på vores værelse med kabeltv, afbrudt når vi bevægede os ud i gyderne for dagens 3 måltider - og her stiftede vi bekendtskab med Vietnams fantastiske mad.
Den ene formiddag gik jeg en længere tur på cirka 4 timer i HCMC's gader, mens Chili og Heidi blev på værelset da Chili var skidt - og jeg kom forbi flere gademarkeder, gamle huse iblandt nye i beton, stål og beton - fra slidte bydele til highclass hoteller og indkøbscentre. Tusindvis af scootere og tæt trafik samt grønne parker og pusterum... Ho Chi Minh City har sjæl - her er en fantastisk stemning, og et liv og en energi som charmerer.
Vi fik også i HCMC arrangeret vores videre færd ud for at se noget mere af den sydlige del af Vietnam...
- comments